Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

pel paa den Daumier’ske sumariske Stil. Og hvilken Karak-
teristik i Bryderen, der i Spænding gaar som en Løve i
Bur,-trædende fast i Gulvet og med kraftfulde, men slapt
nedhængende Arme.

Ogsaa Manet er blevet erstattet, fra før i Tiden er
igen det blændende lille Stilleben med Pærerne og det ud-
mærkede: »Fra et Braseri«. Nyt er et Dameportræt, —
men der skal jo noget til at erstatte Værker som »Dam-
perens Afgang«, Portrætter af »Monsieur Brun«, og Ma-
dam Lemonnier. ■— Men giver man Tid, er der næppe
Tvivl om, at der atter en skønne Dag hænger et »Hoved-
værk« af Manet paa Ordrupgaard.

Der er mange andre Nyerhvervelser, at nævne dem alle
vil være ugørligt her og paa Grundlag af et enkelt Besøg,
— dog skal vi omtale et bedaarende Dameportræt af Degas
foruden et stort Danserindebillede, en ypperlig Pastel af
»Kvinde, der reder sit Haar«, samt det fra Degasudstillin-
gen kendte: »Børn paa Trappen ved et Landsted«, som
Etatsraaden har bevaret.

De »rigtige Impressionister« Monet, Pissaro og Sisley er
udmærket repræsenterede, bevaret fra før er Monet’s »Wa-
terloo—Bridge«, og nyerhvervet et udmærket og typisk Pa-
riserprospekt af Pissaro: »Place Théatre Francais«. Sisley
er ogsaa repræsenteret med gode Billeder og Guillaumin
saa overordentlig rigt, at det næsten er noget udover hans
Betydning, men denne lille kritiske Bemærkning afvæbnes
delvis ved Indrømmelse af, at det netop af denne Kunstner
er Arbejder, der søger deres Lige i hele hans Produktion.
Cezannes er endnu ikke erstattet og heller ikke Gaugin’s
Tahiti-Billeder, derimod er der en hel Række af denne
Kunstners Billeder fra Bretagnetiden, og Etatsraad Wilh.

Hansen har nu ført Nyerhvervelserne saa langt op som til
Matisse og Marquet.

Ved Genrejsningen af Ordrupgaardsamlingen har Etats-
raad Wilh. Hansen atter vist sit ægte Samlersind, med vir-
kelig Forstaaelse og udpræget Kvalitetssans fører han sin
Samling videre efter den engang klogt anlagte Linie. —
Man kan rolig fastslaa, at Samlingen allerede igen er en af
de smukkeste Samlinger af fransk Kunst uden for Frank-
rig — og man tager næppe Fejl, om dens Skabers Energi
ikke engang igen bringer den i Spidsen.

Desværre er Samlingen ikke mere tilgængelig for Of-
fentligheden, — det er Skade, — men Etatsraad Hansen
mindes sikkert den lidet hensynsfulde og ogsaa uretfærdige
Behandling, samme Offentlighed gav ham under Land-
mandsbankaffæren, og naar sligt bliver Resultatet af gæst-
frit at aabne sine Døre og delagtiggøre andre i sine Glæ-
der, ja saa forstaar man Trangen til atter en Tid at lukke
sin Dør —• og have Fred.

Men mon det bliver mere end en Tid, at Døren er luk-
ket, vi skulde kende Etatsraad Hansen daarligt, om den,
der af virkelig Interesse og Kærlighed til Kunst henvender
sig til ham for at faa Lov at se hans Skatte, ikke skulde
blive lukket ind, ■— og Tiden og Kunstglæden bringer sik-
kert Etatsraaden til atter at glemme den overgaaede Uret-
færdighed.

Vi ved, at Etatsraaden nu helst ønsker Tavshed om sin
Samling, men Samleren har nu engang sin Mission, bl. a.
den at holde sine Læsere den virkelige og ideale Samler
for Øje — det er det der er sket her.

Æres den, som æres bør.

Amon.

A M A L

I en Anmeldelse af Munthe af Morgen-
stiernes Bog om Eigtved i »Samleren«s
Martsnæite, som væsentlig er af refe-
rerende Art, finder jeg den Udtalelse, at
Maleren Marcus Tuscher aidng nævnes i
de Archivalier, som angaar Amalienborgs
Tilblivelse. Dette er dog sikkert ikke Mun-
the af Morgenstiernes Mening. Paastan-
den har i Anmeldelsen faaet en altfor skarp
Torm. Men Forfatteren er tildels selv Skyld
deri. Hans Fremstilling, som helt igennem
er baaren af en varm Sympati for Eigt-
ved, er som Følge deraf ikke fri for Ten-
dens, og særlig hvor han taler om Ama-
lienborg, og Læseren kan let faa det Ind-
tryk, at han vil fraskrive Tuscher al Ind-
flydelse paa den Form, som Fladsen og
Palæerne fik.

Naar nogle Forskere tilskriver Maleren
og Architekten (saaledes kalder han sig
selv) M. Tuscher en betydelig Andel i Pa-
læernes og Pladsens Tilblivelse, er det ikke
grebet ud af Luften, men særdeles godt un-
derbygget med Dokumenter, først og frem-
mest et udførligt Overslag til et af Palæ-
erne fra Tuschers Haand, udarbejdet efter
kongelig Befaling. Man ser heraf, at det
er Tuscher, som har foreslaaet at lade Pa-

I E N

læerne flankere af Pavilloner, som forbin-
des med Palæerne ved lavere Mellembyg-
ninger. Paa denne rythmiske Afveksling
beror for en stor Del Pladsens Skønhed.
Det er ogsaa Tuscher, som har givet Plad-
sen den 8-kantede Form ved at lade Side-
fløjene danne en stump Vinkel med Pa-
læerne. Paa Eigtveds Tegning, som ligger
i Bregentveds Arkiv, gaar Palæerne ud i
eet med Sidefløjene; alt er i samme Højde
med fælles Hovedkrans og Ballustrade. Og
hvad der er det mærkeligste, der er intet
Knæk paa Facadelinjen. Efter Eigtveds
Plan vilde Pladsen være bleven et Kva-
drat, hvis Hjørne kun var afskaarne i den
Bredde, som de fire indmundende Gader
har. Men Tuscher gør i sit Overslag med
Rette gældende, at denne Plan »ikke viide
give Pladsen, som i sig selv ikke er alt
for stor, noget godt Udseende«. Eigtved
maa selv have indset dette, siden han har
akcepteret Tuschers Forslag.

Anmeldelsen slutter med, at fremtidige
Arkivfund muligvis vil bringe en endelig
Løsning af Spørgsmaalet. Ja, det er ikke
usandsynligt. Jeg kan allerede nu give et
lille Bidrag, hentet fra Partikulærkamme-
rets Bygningsregnskaber. I Januar 1751

BORG

fik Snedker Schaffer 165 Rdl. for en Model
til et af Palæerne. Regningen var attesteret
og anvist af Tuscher, hvilket forudsætter,
at det er ham, som har instrueret Sned-
keren. Efter Tuschers Død, den 6. Jan.
1751, arbejdede Snedkeren videre paa de
andre Palæer, saa at man fik en Model
af hele Pladsen. 1 Midten stod en Hest-
statue, som Petzoldt havde lavet, uden
Tvivl efter det Udkast af Tuscher, som
findes i Kobberstiksamlingen.

Det var Eigtved, som i 1750 havde »for-
anstaltet Forfærdigelsen« af Modellen; han
var jo den ledende Architekt. Men Tuscher
har altsaa været medvirkende lige til sin
Død. Æren for Amalienborg maa de dele,
og denne Opfattelse vilde næppe have mødt
nogen Modsigelse hos Eigtved selv. Efter
alt hvad der foreligger, satte han megen
Pris paa Tuscher, som var hans trofaste
Medhjælper paa Akademiet, og Eigtved
havde paa denne Tid, da Thura havde
trukket sig tilbage til Jylland, saa meget
at bestille, at han sikkert har været glad
ved at kunne finde Hjælp hos en saa frem-
ragende kunstnerisk Begavelse som Marcus
Tuscher.

Fr. Weilbach.

102