Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

E D

M U N C H

V A R D

Det er ofte bebrejdet S a m l e r e n, at den synes for konservativt præget. Det kan i alle Tilfælde ikke gælde dette
Nummer, hvor vi har ladet en af de radikaleste blandt de unge Kunstskribenter anmelde Munchs Repræsentation paa
Efteraarsudstillingen og i Samklang hermed lader selve Efteraarsudstillingen anmelde af en af dens egne Medlemmer.

DET ubestridelig største nulevende maleriske Geni
I Edvard Munch udstiller ikke mindre end tyve
betydelige Billeder i Kjøbenhavn. Legenderne,
som altid har groet frodig paa det usædvanliges
Jordbund, har faaet ny Næring. Jeg vilde gerne rense en
ren og usædvanlig Personlighed
for lidt af den offentlige Me-
nings skæve Smil og diskrete
Forbavselse.

Han sendte 40 Billeder her-
ned, da man bad ham om at ud-
stille. Efteraarsudstillingens un-
ge Malere fandt bare at have
Plads til tyve. Munch fandt det
godt og fornuftigt. Han gik
rundt og saa paa de unges Ar-
bejder. Han glædede sig over
dem. Han gik og fandt gode
Ting derude, hvor enhver Skil-
lingsskribler ellers finder bare
Fejl og Umodenhed.

Det er rigtigt nok, at Munch
ikke holder af Interviewere. Man
skal huske paa, at han engang
maatte sælge Billedet »Vaar«

(som nu er Nationalgalleriets
Stolthed), for 100 Kroner for ik-
ke at dø af Sult, til en Ven, sonr
købte det for at hjælpe ham, at
en Række af hans herligste Træ-
snit er blevet til ved Lyset fra en
Lygte, som lykkeligvis stod uden
for hans Vindu, fordi han ikke
kunde skaffe sig Penge til Lys
eller Petroleum.

Det »officielle« gør ham ikke
blot nervøs, men ude af sig selv,
dette officielle, som først over-
saa ham, siden bekæmpede ham
med alle Midler, nu vælter sig i
Ydmyghed foran ham, men bag
Ryggen smiler: »Særling«, »Bo-
henre«.

Kan der ikke jages en Pæl gennem disse Rygter, disse
Antydninger og Tvetydigheder!

Munch er saa stor en Maler, fordi han er saa stort et
Menneske. Det er den menneskelige Dybde, som er saa
henrykkende i alle hans Værker. Han føler Farverne. Han
ikke blot ser dem. Han ser Sorg og Fortvivlelse, Død, Vis-
nen. Han ser ikke gult, rødt, blaat, violet. Han har aldrig
tnalet et Stilleben.

Han lever alene i et stort Hus, hvor intet andet er end
hans Billeder, hvor han gaar rundt mellem dem i Uger og
Maaneder uden at se et Menneske. Møblerne ér faa' og til-

fældige. Overfor Spørgsmaalet: »Hvor holder De ud at
have den forfærdelige Sofa staaende...?« smilte Munch
det herlige Stnil: »Jeg vil hente en Flaske Chainpagne.
De skal se, den er god at sidde og snakke samrnen i...«

Ude i fri Luft, paa Væggene og Havemuren hænger og-

saa hans Billeder, der er Grus
og Fuglesnavs ogsaa paa nogen
af de her udstillede. Han ser
ikke andet end dem. Han er da
en Særling.

Nej. Han er Inkarnationen af
det egneste og inderste i den
nordiske Sjæl: Trofastheden.

Trofasthed er jo netop det at
være blind for alle andre Ting
end det ene, som engang er luk-
ket inde i Sindets Dyb.

Ikke meget har dette Menne-
ske oplevet. Og dog. Overfor
ham har vi andre intet oplevet.
Ikke oplevet paa den Vis, ikke
indoptaget uudsletteligt og for
Evigheden. Han sagde engang,
Talen faldt paa hans Radering
»Kysset«: »Jeg har aldrig nogen
Sinde i alle de forskellige For-
mer, jeg har givet den Situation,
tænkt paa andet end den eneste
første Gang, jeg oplevede det.«

Faa og dybe Oplevelser har
bygget hans Liv. Hans Barn-
dom har været bestemt af den
strenge og snæversynede Far og
den sygelige Mor. Tuberkulosen
berøvede Hjemmet først Mode-
ren, siden Søstrene. Drengen
selv var hele Barndommen igen-
nem svag og skrantende.

Som ganske ung sluttede han
sig til den Kroghske Kreds, som
i Norge repræsenterede Impres-
sionismen, saaledes som Manet
havde udviklet og Bastien-Le-
page videreført den. Der mødte han Hans Jæger. Jeg tror,
det er det Møde, som har gjort ham til det, han blev. I
Portrættet af ham (1889) og »Vaar« fra samme Aar er
han egentlig allerede helt igennetn færdig, alle de Sider,
han siden udvikler, er allerede til Stede.

Maa en personlig Bekendelse være tilladt: Jeg forstaar
saa meget mere, at dette Møde med ham, »sonr aldrig i
sit Liv havde sagt en Usandhed«, kunde gøre dét, som jeg
selv fik Mærker, jeg aldrig skal glemnte, da jeg som syt-
tenaarig Gymnasiast stødte paa Jægers Bog »Anarkiets
Bibel«. Dette Menneske, som har siddet der paa Kaféen,

Fru M. (Mustad)

173