Samleren: kunsttidsskrift (4.1927)

Ejnar AN'e/sen.' /y^er P7 Æ/oMernc, ^o/n r/ngfr Da^cn noof


Ejnar N / <? / s e n .- En Fæ^n^e &//n^/ P/gr

Vi kan tænke os Ejnar Nielsen's Kunst som Krydderi paa
en for fersk Suppe, som værende Sait og Peber paa de
aarlige UdstiHingers, af aitfor søde og tækre Sager, bug-
nende Spisebord; thi hvorfor nægte det, har Dansen —
ogsaa den omkring Guldkalven — været et helt ukendt
Begreb i vore Dage? Er vore Fædres store og gode Udstil-
lingsbilleder ikke lidt efter lidt btevne afløste af smaa Bil-
leder, der overkommelige, smiskende og logrende søger at
tilynde sig — eller for den »moderne« Kunsts Vedkom-
mende tiltrue sig — Købere?
Ser vi ikke ogsaa her Ejnar Nielsens Lyst til at reagere
— til at gribe tit Sværdet? Lad os f. Eks. betragte de se-
nere Billeder »Mand og Kvinde« og »Gamle Mennesker«.
Fortæller han ikke her, rigtignok paa et usminket Sprog:
»Saadan ser vi nøgne Mennesker ud nuomstunder, og ikke
som Kai Nielsen har. modelleret og Jul. Paulsen har malet
dem i samme Aaremaal.«
For den, der kan læse Billeders Sprog saa godt som
Skriftsprog, vil vi endnu henvise til Ejnar Nielsens Male-
rier, udenfor de officielle Udstillingsbilleder, der — som
ovenfor anført — er gjort i Panser og Plade. Her morer
han sig, fri for alle Baand, som et Feriebarn paa grønne
Eng. Studierne fra Lapland, Spanien og Italien samt nogle
Stillleben, er, omend ikke let fødte, dog fri for Stilens
Snørliv; han giver sig endog elskværdigt beundrende i Kast
med og lader sig inspirere af forskellige fremmede Kunst-
neres Intentioner og forsøger sig som kraftig Kolorist med

20