Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

der mærkelig nok er anbragt paa en af Væggene i de store
Malerisale, men som vel retteligere hørte hjemme paa
Kunstindustrimuseet, sammen med de andre af Skovgaards
keramiske Arbejder.
I Zolas pragtfulde Kunstnerroman Mesterværket lader
han en af Bogens Hovedpersoner udbryde — »Aah, de Fæ-
hoveder, disse dydige Kunstnere, der er saa blodfattige,

at de ikke engang er i Stand til at gøre en Fejl«. -
En af de Kunstnere blev Niels Skovgaard aldrig. Mange
»Fejl« har man i Aarenes Løb været Vidne til. Men det er
et typisk Tegn paa den store Kunstner: stærkt og straalende
Lys, og derfor de uundgaaelige følgagtige, mørke og tunge
Skygger.
O. V. Borch.

HERWARTH WALDEN PAA HANS 50 AARSDAG
16. SEPTEMBER 1928
Vor Medarbejder Broby Johansen hylder sin tyske Ven Kunsthand-
leren og Forlagsdirektøren Herwarth Walden, hvis Betydning
for nyskabende lysk Kunst og Digtning i sin Tid har været betydelig

DEN, der ikke har hørt Walden spille,
ved ikke hvem han er.
Det lille spinkle, overanstrængte
Menneske faar en forunderlig Magt, sidder
han først foran Flygelet. Man oplever paa
en Gang en Førerpersonligheds uforklar-
lige og suggestive Magtfuldkommenhed.
Andre maa om at bedømme hans Musik
ud fra æstetiske og harmoniske Prin-
cipper; jeg, der ikke har Spor Begreb
om Musik, maa nøjes med at opleve
den.
Og dette Menneske spillende »Sværd-
dansen« eller »Jødens Datter« eller
»Dafnissangene« gør drukne ædru og
faar det til at blive stille endog i en
kjøbenhavnsk Nattefests sidste Timer.
Der springer ind mellem Plyssesmøb-
lerne Vilde med blomstrende, blodige
Farver med frodige, giftige, glødende,
med Klange, hvor vilde Dyrs Brøl endnu
sitrer, Ur-raab, Skraal fra laadne
Bælge, Skvalp fra udaandende Hjerter
... der græder den lille arme Jødepige
forladt paa Heden Folkevisens verno-
delige Klage ... der klukker Pan og dan-
ser Phyllis med sin Chloe •••
Og vi sad der med Hjærtet i vore
Hænder og var ude af os selv af un-
drende Graad og Glæde over at det
skælvede og slog, vort Hjerte ...
Nogen af de bedst begavede af vore
danske Kunstnere tog engang Afstand
fra Walden. De har sikkert ikke hørt
ham spille. De har bare set en lille Jøde i
Pels og Laksko, som handlede med Kunst.
De vidste ikke, han indenfor Pelsen, ja in-
denfor Guldtænderne, helt inde i det lille
Fuglebryst, havde Tryllefløjtens Toner. Og
hvor skulde de vide det fra. Ingen af dem
er jo kommet til ham en Vinterdag, naar
alting var forbi, som en Postexpedient en-
gang, med et Manuskript, som var retur-
neret fra samtlige tyske Forlag, helt paa
Bunden af Fortvivlelsen, med et Brev fra
en Sagfører i Lommen, som meddelte, at
Familien forlangte ham indlagt paa en
Sindssygeanstalt, fordi han ødelagde alting
med sit vanvittige Digteri. Og saa har Wal-
den gjort denne Postexpedient til sit Tids-

rums store altoverragende Digter August
Stramm. Det, der skete dengang, da Wal-
den gav den syge, nedbrudte, helt isole-
rede og aldeles modløse August Stramm
tilbage til sig selv, har Verden ikke set.
Men jeg har læst deres Brevveksling! Der-



Walden tegnet af Ungareren Bela Kadar
imod har Verden set Retssagen for et Par
Aar siden, som August Stramms Familie
anlagde mod Walden for at faa Andel i
Indtægten ved Salget af Stramms Værker.
Walden udgav fra 1910 »Der Sturm«.
De første Aargange er nu saa sjældne, at
man ofte lader som havde de ikke eksiste-
ret. Ved et Tilfælde er de imidlertid i min
Besiddelse. Og enhver kan her overbevise
sig om, at der ikke er en, ikke en eneste
een, som har betydet noget som helst i
tysk Kunst i Tidsrummet 1910—25, som
ikke er begyndt der og i aarevis, forkætret
alle andre Steder, har haft Fristed der. De
tre store K-er: Kokoschka, Klee og Kan-
dinski. Og Franz Marc. I Stedet for den

lange Række Navne, som min Læser en-
ten kender og da ingen Interesse har for
at faa repeteret eller ikke kender og da vil
springe over, vil jeg dvæle et Par Sætnin-
ger ved ham. Den blaa Ridder. Han, der
i Maleriet kunde være blevet det som
Stramm var i Digtningen, havde ikke
hans Kugle indhentet ham saa hurtig i
Krigen. Der hænger i Dresden et stort
Arbejde af ham »Dyreskcebner«. En
Tredjedel af det er ødelagt ved Ilds-
vaade og nu restaureret (ingen har
nemlig skøttet om disse Billeder —
undtagen Walden, som havde saa fin en
Næse, at han handlede med dem — in-
den de kom i Pris.)
Og dette mishandlede Lærred er et
i stort og menneskeligt Kunstværk. Efter
I min Mening det Enkeltværk, som fuld-
j kommest samler hele den ekspressioni-
; stiske Epokes afgrundssorte Afmagt og
himmelblaa Forhaabning, krampagtige
i Spænding og slappe Svime, Extase
I og altfor-raa-Nøgternhed. Der er i
r Frankrig malet farvemæssigt set ganske
anderledes flotte Ting og formmæssigt
interessantere, men dybere er Tidens
Træ paa godt og ondt ikke grebet om
sin Rod og rykket op og hængt til
Tørring paa en Galleri væg til behage-
lig Beskuelse for kommende Slægter.
Dette Træ af 1914—18 har Blod og
Muskelstrævler mellem Rodfibrene. Dets
Grene skælver og sitrer som et opryk-
ket Nervenet. Det er et levende og for-
færdeligt Præparat, dette de levende Væs-
ners Skæbne i Dresden.
Dette Billede er Waldens.
Det er hans store og uvisnelige Hæder
at have ført ihvertfald disse to store Kunst-
nere helt frem til og udover sig selv.
August Stramm og Franz Marc skylder
Walden meget. Vi skylder Walden, August
Stramm og Franz Marc. Vi skylder Wal-
den meget.
Det ved vi, der har hørt ham spille.
Og vi ved hvorfor, vi, der har set Folks
Sjæle komme frem i Øjnene som Rotter af
deres Huller ved hans Spil.
Broby Johansen.

136