Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

G od fred Christensen: Fritstaaende Træer. Raadvad. 1869. 44'/f>l cm

Godfred Christensen: Fra Grefsen. 1883. 31f^43 cm

CHARLOTTEN BORGS

I TREAARET 1927—29

DØDE

Rikard Magnussen skriver om Charlottenborgs Døde i de sidste tre Aar og kommer
derunder ind paa en nærmere Omtale af Landskabsmaleren, Prof. Godfred Christen-
sen, af hvis efterladte, udsøgte Studiesamling vi her bringer en Række Gengivelser

CHARLOTTENBORGS Foraarsudstilling er sta-
dig det Centrum, hvorom Aarets Begivenheder
i Kunstverdenen kredser. Mangeaarige Tradi-
tioner har ladet Charlottenborg bevare denne
Stilling som Midtpunkt selv i Tider, hvor Kunstinteressens
Brændpunkt var at finde andetsteds. Før eller senere har
de fleste Kunstnere været eller er de blevet Udstillere paa
Charlottenborg, hvad enten nu Forbindelsen blev kort eller
varig, og det har derfor været en ofte tilbagevendende
Betragtning hos dem, der har med dansk Kunsthistorie at
gøre, at Charlottenborg ogsaa i saa Henseende burde være
noget af et Midtpunkt, en Central, hvor de rige Oplysnin-
ger, som lader sig eller burde kunne lade sig uddrage af
Charlottenborgs Arkivalier, laa rede for den spørgende.
For at dette skulde kunne blive muligt, burde Charlot-
tenborg forlængst have haft en lignende Ret til at faa alle
nødvendige Oplysninger om Udstillerne tilsendt, som Fol-
keregistret har overfor Borgerne i Almindelighed. Hvad
der er fremskaffet ved delvis privat Initiativ indenfor Ud-
stillingens Komité er vel saare paaskønnelsesværdigt, men
dog ikke til at sidestille med, hvad en systematisk og til-
bagevendende Oplysningspligt vilde have kunnet indbringe.
Eksempelvis kunde en Redegørelse for tidligere Uddan-
nelse etc. vel kræves af dem, som første Gang faar et Ar-
bejde udstillet paa Foraarsudstillingen, saavel som af dem,
der senere hen opnaar Censurfrihed, Medailler etc. Det saa-
ledes foreliggende Stof kunde saa i mere eller mindre sam-
mentrængt Form finde Anvendelse i Udstillingens Katalog,
naar de paagældende Kunstneres Arbejder sidste Gang op-
førtes deri, eller hvis der ingen »Mindevæg« arrangeredes
for dem, saa dog i Kataloget til den første Foraarsudstil-
ling efter deres Død.
Som Forholdene er, vilde kun et vidtløftigt Indsamlings-

arbejde kunne give et fyldestgørende Svar paa en Op-
gave som den, Redaktionen har stillet mig: at skrive om
Charlottenborgs Døde gennem de sidste tre Aar, og da
noget saadant næppe har været tilsigtet, faar jeg nøjes
med i Korthed at lade Navnene passere forbi, for maaske
at dvæle noget længere ved et enkelt af dem.
Opgaven er, som sagt, efter min Mening egentlig Char-
lottenborgs, og der kan maaske være Grund til her at ind-
skyde nogle Bemærkninger om Charlottenborgs Syn paa
denne Opgave i dens Helhed, saaledes som det fremgaar
af de aarlige Udstillingers Arrangement. Selv om Charlot-
tenborg endnu ikke i nogen større Udstrækning har op-
taget den kunsthistorisk forberedende Del af Opgaven,
har det jo nemlig længe været Skik at gøre Indrømmelser
overfor den mere ceremonielle. 1 ældre Tid var det Skik,
at afdøde Kunstneres Billeder omgaves med veritable sorte
Sørgeflor, hvilket var behageligt neutralt, men ikke netop
oplivende for de Besøgende. Man gik — formodentlig netop
af sidstnævnte Grund — over til at anvende Guirlander
af Laurbærblade i Stedet for Sørgeflor, hvilket jo var for-
træffeligt, naar den dermed vakte Stemning stod harmo-
nisk til Indtrykket af den paagældendes Betydning, hvor-
imod det — saa demokratisk velment, det end kunde være
— næppe havde den rette Virkning, naar man uvilkaarlig
maatte tænke, at disse Laurbær vist i Grunden var de
første, vedkommende havde opnaaet. Naar nu dertil kom-
mer, at Charlottenborg i den sidste halve Snes Aar i højere
Grad end før har været behersket af de to Aldersklasser:
de Ældste og de Yngste, medens den mellemliggende Ge-
neration kun i ringere Grad har gjort sig gældende, er det
jo for saa vidt forstaaeligt nok, om Duften af de mange
visnende Laurbær kan være faldet de Unge noget for
Brystet, idet de kan have ment, at de Ældre, nu afdøde

89