Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

AARET, DER SVANDT

jL ARET, der svandt, er heldigvis for Kunstens Ved-
kommende ikke synonymt med Kiplings Lyset,
/ W der svandt. Nej — tværtimod viste Aaret 1929,
-< *• trods Sortseere og Pedanter, betydelig mere In-
teresse og Fremgang paa Kunstens Omraade end det fo-
regaaende, hvad ikke mindst det store Kunststævne paa
Forum var Skyld i.
Kunststævnet var, trods Mangler, en Berigelse for de
virkelig kunstelskende, og bragte ved sin facetterede Op-
bygning, sin Righoldighed inden for Kunstens forskellige
Afskygninger, Bud til en hel Del Mennesker, der ellers kun
interesserede sig for herostratiske Berømtheders problema-
tiske Ydelser, som der særlig i Kæmpehallen forhen var
skabt et stort Forum for.
Paa Kunststævnet, kan det ikke nægtes, var der ogsaa
enkelte problematiske Ydelser — baade til venstre og høj-
re. Det kan ikke nytte at sætte sig paa den høje Hest
og overse det, men den store Opvisning viste med al Ty-
delighed, at de mange Grupperinger — for den rent uhilde-
de kunstnerisk Bedømmelses Skyld — langtfra altid var
et Gode. Nej, tværtimod i flere Tilfælde kastedes en kun-
stig Højfjeldssol over rene Ubetydeligheders Præstationer,
der uberettiget kroede sig i talentfulde Kammeraters
Naboskab, nydende godt af det gamle Ord »at naar det
regner paa Præsten o. s. v.«
Det er unødvendig at nævne Navne, lad Glemselens Kaa-
be barmhjertig sænke sig over de »protegerede«. Og for
atter at citere: Vi dømmer dem ikke, men deres egne Ger-
ninger dømmer dem«. — Eftertiden skal nok bekræfte
det.
Bortset fra denne »indskudte« Sætning, var det som
sagt en Berigelse og Fornøjelse at opleve denne Kæmpe-
indsats, som Kunststævnet uimodsigeligt var, og uvilkaar-
lig meldte sig den Tanke, at det var Synd og Skam om
dette festlige, men desværre altfor kortvarige Stævne ikke
paa en eller anden Maade kunde genskabes, som en per-
manent storstilet Udstilling i Lighed med hvad der findes
i flere af Udlandets store Byer, f. Eks. i Berlin, hvor flere

forskellige Kunstnerfraktioner udstiller under samme Tag i
den store Udstillingsbygning ved Lehrter Bahnhof.
Her ser man Navne som Poul Klee, Cesar Klein, Iwan
Puni, Wassily Kandinski, fredeligt Side om Side med mere
konservative Kunstnere som Hugo von Habermann, Max
Feldbauer, Emil Orlik, og hvad de nu hedder alle de vel-
agtede Maler-Professorer; og det gaar udmærket, det gør
den samlede Udstilling interessant og levende, at man kan
drage Sammenligninger med de forskellige Tidsaldres Op-
fattelser af Kunstens mangeartede Fænomener.
Blot denne skønne Drøm om en samlet Foraarsudstil-
ling — rummende alle de forskellige Kunstnerfraktioner
— nogen Sinde blev virkeliggjort her hjemme. Tiden kræ-
ver Koncentration, det er sagt saa tit og bliver — ganske
vist uden overdreven Optimisme — gentaget igen her. Men
en god Gerning kan jo som bekendt ikke gøres for ofte.
Ved at blade ældre Charlottenborg Kataloger igennem
forbavses man over, hvor righoldig vore tre Broderlan-
des Kunst før i Tiden var repræsenteret paa den aarlige
Udstilling. I en tilfældig valgt Katalog fra 80erne finder
man norske, finske og svenske Navne som, Richard Bergh,
Cederstrøm, Ernst Josephson, Kreuger, Fritz Thaulow, (der
i sine yngre Aar var en eminent Kunstner, men endte som
en fæl Salonmaler) Werenskiold, Skredsvig, Edel-
feldt, Christian Krogh, Eilif Petersen, Carl Larsson, Har-
riet Backer, Hans Gude, Gerhard Munthe, Nordstedt, Tirén
o. s. v. Ganske vist er i vor Tid Glansen gaaet af enkelte
af disse Kunstnere. Men der er dog et Par Stykker med
Josephson og Chr. Krogh i Spidsen, der den Dag i Dag
hævder sig som store magtfulde Kunstnerpersonligheder.
Hvor mange — for at tage et enkelt Eksempel —- aner
monstro her i Danmark hvor fremragende og gediegen en
Kunstnerinde Harriet Backer er?
I koloristisk Henseende er hun simpelthen Forbilledet
for én af Verdenskunstens største maleriske Begavelser
Ludvig Karsten, der sikkert har lært ikke saa helt lidt af
hendes svulmende Farvefylde.
Var det ikke en Overvejelse værd, om Udstillingsko-

1