Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

DE FØRSTE SEPARATUDSTILLINGER
I DET NYE AAR

Vor Medarbejder anmelder Aarets første Separatudstillinger: Vilh. Lundstrøm, Svend Johansen, Sophus
Claussen, Vilh. Hammershøi, Axel Salto, Sigurd Swane, Svend Hammershøi, Hedvig Brandt, Viggo
Brandt, Agnete Thorkild Olsen, ]. P. Goldmann, lohan Seig, P. Bille Holst, Frans Henriques, ]. Wilhjelm

Hedvig B r a nd t: Læsende Pige


DEN Udstilling, der i Be-
gyndelsen af det nye
Aar blev imødeset med
mest Spænding, var afgjort »De
Fire minus To plus En« i Den
frie Udstilling. Alene det, at »De
Fire« ikke mere udstillede sam-
men var nok til paa Forhaand
at faa Sensationstrangen til at
blusse op. Sensation blev det
imidlertid ikke. Det er ligesom
»De Fire« efter Adskillelsen
har tabt noget af deres fanden-
ivoldske Humør eller Lyst til
at sætte Reklametrommen i
Gang. Eller er det Publikum,
der ikke mere er saa modta-
geligt som før? Det er sik-
kert et karakteristisk Tidernes
Tegn, at man ved omtrent hver
større Udstilling meddeler: at
Sensationernes Tid er forbi, og
man kan se, hvad alle Bille-
derne forestiller.
De To var Vilh. Lundstrøm
og Svend Johansen. Lundstrøm,
der stadig opholder sig i Cag-
nes og kun kommer hertil hver
andet Aar, naar han skal have
Udstilling, er man særlig nys-
gerrig efter at gense. Lige fra
De Fires første Udstilling blev han hilst
som det nye store Talent i dansk Maler-
kunst Og siden har man fulgt hans Ud-
vikling med spændt Opmærksomhed. De
første Aars svulmende
temperamentsfyldte Form-
glæder blev afløst af en
Rendyrkning af Farven,
en monumental Stramhed,
der hævede det simpleste
Husgeraad op i rent ar-
kitektonisk Plan, som sta-
dig viste Lundstrøms be-
tydelige fortættede Kraft,
men som tillige afsløre-
de, at han er fuldt saa
meget Skulptør som Ma-
ler. Denne Udstilling
sluttede sig nøje til den i
Forfjor afholdte. Nogen
Videreførelse af dennes
konkrete Farvedyrkelse
viste hverken Opstillin-
gerne eller Figurbilleder-
ne. Selv om der var
mange Billeder, man
glædede sig over, savne-
de Udstillingen som Hel-
hed et Incitament af ny
Oplevelse af Tingene.

Svend Johansen er baade som Menne-
ske og Maler fuld af elskværdigt Lune,
men tager efterhaanden for let paa de
maleriske Problemer. Hans udpræget ar-

tistiske Evne forflygtiges af
manglende Selvkontrol. Svend
Johansen har alle Betingelser
for som Per Krogh i Norge at
blive den moderne Bys og den
moderne Tids Maler. I sine De-
korationer til P. H.-Revyen hav-
de han fat i det rigtige. Han
skylder os næste Gang at kom-
me med en Række gode Bille-
der, hvor han igen har givet
sig Tid til at være sig selv.
De To’s Gæst var den ud-
mærkede Digter Sophus Claus-
sen, der i den sidste halve Snes
Aar har kastet sig over Ma-
ler- og Billedhuggerkunsten med
en beundringsværdig Kærlig-
hed og Energi, naar man
betænker, at Sophus Claussen
er ude over den første Ung-
dom. I sine farvemættede Digte
har han fra de unge Aar do-
kumenteret sit sikre Malerøje,
der føjede Linier og Farver
sammen, Plan for Plan, saa
Billedet stod levende og funk-
lende. Som Digter er Sophus
Claussen den store Artist —
det bliver man ikke som Maler
— forøvrigt heller ikke som
Digter — uden at kunne sit Haandværk
tilbunds. Men man bøjer sig i Ærbødig-
hed for Kunstneren Sophus Claussen.
En anden Udstilling, der har vakt megen
Opmærksomhed er Kunst-
foreningens Vilh. Ham-
mershøi-U dstilling. Det er
den kendte Hammershøi-
Samler og Beundrer Dr.
Alfred Bramsen, der har
foranstaltet denne Udstil-
ling afholdt, som — hvad
Kataloget meddeler — en
Protest mod Hammershøi-
Repræsentationen paa
Kunststævnet i Forum.
Dr. Bramsen fandt denne
»parodisk« og »forvræn-
get« og udtaler endvidere
beklagende, at man selv
paa Kunstmuseet kun kan
finde Hammershøis Por-
trætter og Arkitekturbille-
der, men savner Interiø-
rerne, og at Ungdommen
kun paa Kunstmuseet kan
lære Hammershøi at ken-
de. Dr. Bramsen glemmer
rent Hirschsprungs Muse-
um, hvor der findes nogle

Viggo B randt: Vintervejret drøftes


20