Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

orangegule Farver i
Jongkinds Aftenhimle
genfindes factisk kun
i den mest sjeldne
Virkelighed.
Divisionismens Tek-
nik, der leder Tanken
hen paa Mosaikkun-
sten, blev selv inden-
for det lokale et
stærkt begrænset Fæ-
nomen. Dens Farve-
syn har derimod væ-
ret i høj Grad medbe-
stemmende for Ud-
viklingen, ogsaa uden
for Frankrigs Græn-

Entrée du Port de Marseilles". Olie. Luxembourg


Hos betydelige
Kunstnere kan man al-
mindeligvis fremhæve
visse Særpræg, der lo-
caliserer dem i mere
eller mindre bogstave-
lig Forstand, stedfæ-
ster dem stilistisk og
geografisk. Signac er
meget udpræget Sig-
nac som Stil. Han er
i geografisk Henseen-
de saa stærkt localise-
ret som tænkeligt mu-
ligt, dog mindre af na-
tionale end af atmo-
sfæriske Ejendomme-
ligheder. Hans Virke-

ser. Raoul Dufy kan i moderne, fransk Kunst citeres
som et nærliggende og actuelt Eksempel med Henblik
baade paa Akvarellerne og paa hans Frescer og Ke-

omraade er i det væsentlige de hollandske Havnebyer,
Seineløbet fra Saint Germain-en-Laye gennem Paris til
Charenton, Marseilles med Revieraen til Nice, Venezia

og Konstantinopel.

ramik.

Herbert Melbye.

MODERNE FRANSK SMAASKULPTUR

ER marmor, granit og bronce de eneste materialer, som en
billedhugger med respekt for sig selv kan arbejde med?
Er det nødvendigt, at vi stadig skal følge antikens fore-
skrifter — vi har dog gjort forsøg nu og da paa at gaa andre
veje i stilmæssig henseende. Kan vi saa ikke ogsaa gøre det paa
materialernes omraade?
Saaledes er der spurgt i moderne billedhuggerkunst — og sva-
rene har været sære og mangeartede. I Tyskland og Østrig var
det en overgang træskulpturen, med dens livlige farvespil og
aaringernes lette ornamentik, der var svært yndet. Archipenko
lavede sit berømmelige »portræt af min hustru« i køkkenredska-
ber, spanieren Pablo Gar-
gallo arbejdede i kobber-
plader hamrede op i kon-
vekse og konkave for-
mer, og fornylig har
amerikaneren Sandy Gal-
der gjort furore med en
række smaaskulpture i
staaltaad.
Selv om den modene
billedhuggerkunst jo næp-
pe over hele linjen vil
forlade bronce og mar-
mor til fordel for staal-
traad og konkave kobber-
plader, skal man paa den
anden side heller ikke be-
tragte disse forsøg som
rent meningsløse eksperi-
menter og æstetisk spil-
fægteri, for netop i arbej-
det med saadanne nye
materialer og uvante
fremstillingsmaader hæn-
der det, at der opnaas re-

sultater, der overrasker ved sin logik i den maade, hvorpaa baade
motin, plastisk form og stof svarer til hinanden og ved de nye
skønhedsmuligheder, der fremkommer i linjer og komposition.
Paa »salon des artistes decorateurs« i Paris har billedhuggeren
Leon Zac for nylig udstillet gruppen »jass« udført i glas. Motivet:
et saxofonorkester, en dirigent med mange arme og et kor af
Josephine Bakere er altsammen lavet af svungne og drejede glas-
rør, hvori lyset skinner og brydes i tusinde reflekser. Det lette og
flagrende i dette festlige motiv har her fundet en udførelse og et
materiale, der passer for det. Det er ikke seriøs skulptur, ikke no-
gen døende galler eller sørgende løvinde — men lette, elegante
illustrationer til lette, ele-
gante scenerier. Det brin-
ger i sig selv tanken hen
til »dancingen«s maleri-
ske verden med tempo,
synkoperet rytme og skæ-
rende elektriske lys.
Det kulørte glas bliver
paa denne maade rent il-
lustrationsmæssigt i gam-
meldags forstand. — Fi-
gurerne er uafhængige af
hinanden, hvad der ogsaa
giver dem en uhøjtidelig
legetøjskarakter. Her er
de anbragt i en kubistisk
komposition af forsølvede
klodser, og en lyskaster
sender knaldende hvidt
lys ned over det hele.
Baade glasteknisk og
plastisk — og i særdeles-
hed den harmoniske kom-
bination af begge dele
— maa man beundre op-


Paule Petitjean: Lertøj

4b