Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

idet der gennem dette er kastet nyt Lys over Rosenborg
Slots Bygningshistorie, saaledes at gamle Misforstaaelser
kan rettes.
Efter Carl Bruuns Fremstilling, der bygges paa den af
Friis skrevne Afhandling, begyndte Kong Christian IV i
Aaret 1610 at bygge »det yndefulde lille Slot, som den
Dag idag hører til Kjøbenhavns bedste Seværdigheder,
og som trods alle Omskiftelser i det væsentlige har beva-
ret sin oprindelige Skikkelse«; derimod havde Kongen al-
lerede 1606, samtidig med Anlæggelsen af »Lysthaven«,
ladet opføre et »Lysthus«, hvor nu Herculespavillonen lig-
ger, en Bygning i to Etager, 30 Alen lang og 15 Alen høj,
med fladt Tag og ved Enderne Taarne, en Etage højere
end den øvrige Bygning. Nu paaviser Wancher imidlertid,
at dette »Lysthus« har ligget paa samme Sted som det nu-
værende Slot, der i Virkeligheden er blevet til ved en Ræk-
ke Om- og Tilbygninger til »Lysthuset«. Et Tilfælde gjor-
de, at allerede Bering Liisberg i 1914 fik Mistanke om
Eksistensen af det første Rosenborg, men han gik ikke
nærmere ind paa Sagen. Denne blev siden taget op af
Wancher og kgl. Bygningsinspektør Magdahl Nielsen, der
i November 1929 fandt Fundamenterne af det oprindelige
Trappetaarn, som man ogsaa ser paa van Wichs Tegning.
Efter nærmere Undersøgelser af Fundamenter og Mure

kan Wancher nu give en Beskrivelse af det første Rosen-
borgs Udseende, og dets senere Udvidelser gennem For-
andringer og Tilbygninger. Han skelner her mellem et før-
ste Rosenborg fra 1606, og et andet Rosenborg fra Tiden
efter 1613, da det tidligere tostokværks Hus med den fir-
sidede »Karnap« paa Østsiden blev forlænget og fik to
»Karnapper« paa Østsiden og et nyt, større Vindeltrappe-
taarn med Spir paa Vestsiden. Huset selv forhøjedes med
een Etage, og i det Indre foretoges efterhaanden ogsaa en
Række Forandringer. Naar man hidtil har troet at Rosen-
borg var fuldendt i sin nuværende ydre Skikkelse, er dette
ikke rigtigt, idet det ottekantede Trappetaarn paa Øst-
siden først er bygget 1633, saaledes som det ses af en
Tegning i Britisk Museum, hvor Taarnet er fremstillet un-
der Opførelse.
Wanchers Fremstilling af Slottets Historie er strengt
saglig og vil derfor næppe fængsle mange udenfor Arki-
tekters og Historikeres Kreds, men for den interesserede
byder den paa saa mange ny Oplysninger og fine Iagtta-
gelser, at man maa hilse det udførte Arbejde med den stør-
ste Anerkendelse, selv om det i sin litterære Gengivelses-
form er »noget tørt noget«, der ikke lader ane, at Wan-
cher ellers nok kan være en ildfuld Skribent.
Hans Werner.

JENS PEDERSEN: MALEREN
(LEVIN & MUNKSGAARDS FORLAG)

P. A. S C H O U

DE lidt ældre kan sikkert huske Forfatteren og Kunst-
kritikeren Jens Pedersen, han var en ejendommelig
Type fra de nu næsten forsvundne Bohéme-Krese i Kjø-
benhavn, ivrig interesseret og optaget af alt, hvad der drej-
ede sig om Kunst, gav han sit Besyv med i Laget, baade
naar det gjaldt Teater, Literatur, og ikke mindst Billed-
kunst, og selv om han ikke altid var helt rigtig indstillet,
var hans Kærlighed til Kunsten baade dyb og alvorlig,
men desværre ogsaa i
høj Grad ulykkelig.
Hans to eneste ef-
terladte trykte litteræ-
re Arbejder, Motivet
ubekendt og Hjerter,
har i deres pinlige
Ubehjælpsomhed nu
kun Kuriositetens Inte-
resse, men efterhaan-
den lykkedes det dog
for ham at tilkæmpe
sig en vis Position som
Kritiker, men han kom
ikke let til det; under
svære Kampe med
Stoffet formede han
sine Artikler om Tea-
ter og Kunst. Det var
hans Livs Tragedie,
at naar han greb Pen-
nen og vilde udtrykke

noget af det, der pressede paa i hans voldsomme Sind, vis-
nede det som oftest under hans Haand. I Venners Lag fej-
rede hans Veltalenhed Orgier, han kunde virke inciterende,
æggende, inspirerende, og mange andre Ting, men som
den udprægede Bohéme, han var, manglede han selv Kraf-
ten til at gennemføre de Planer, hans hede Hjerne fostrede;
men mange andre mindre beaandede har utvivlsomt i Kraft
af bedre Fysik, høstet i rigt Maal af de Saakorn, Jens Pe-
dersen rundhaandet
spredte om sig. Det er
lidt uretfærdigt, men
er nu engang det Bor-
gerliges Hævn over
Bohémen. Journali-
stisk set vakte Jens
Pedersen Opmærk-
somhed, ikke i Kraft
af sin Viden og dybe-
re Forstaaelse af Tin-
gene, men nærmest
fordi han i sin Afmagt
over ikke klart og ty-
deligt nok at kunne
anskueliggøre det, der
foresvævede ham,
mente sig nødsaget til
at anvende de vold-
somste Kraftudtryk,
der uden Mellemtoner
kategorisk afgjorde


P. A. Schou: Selvportræt, 1903.

75