Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

om en Ting var god eller daarlig, for at bruge et af hans
egne Udtryk — Skidt eller Kanel. Og saa mærkeligt det
end lyder, vakte disse lidt grovkornede Skriverier den
Gang en hel Del Opmærksomhed, ikke mindst blandt
Kunstnere. Det var den ulykkelige Jens Pedersen vel undt,
men lidt beskæmmende for den Tids Kunstnere, at de lod
ret haant om mere indsigtsfulde og finere Begavelsers Ud-
talelser, men med Spænding slugte Jens Pedersens Indfald.
Sin største Indsats indenfor dansk Aandsliv præsterede
han som Redaktør af Gnisten. Naar man nu faar Aargan-
gen i Hænde virker den ikke sindsoprivende. De litterære
Bidrag er ikke fremragende, men Jens Pedersen havde det
Held at være samtidig med nogle af vore bedste Kunst-
nere, som han her præsenterede for Publikum. Det er vel
ikke hans Skyld at Utzon Frank, Axel Jørgensen, Storm
Petersen og Carl Jensen er blevet fremragende Kunstnere,
men utvivlsom Hæder har han indlagt sig ved at slaa til
Lyd for dem.
Bogen om Maleren P. A. Schou er Jens Pedersens eneste
efterladte Arbejde i Manuskript. I sin smukke Indledning
til Bogen skriver Maleren Valdemar Neiiendam, at Manu-
skriptet har henligget siden 1920 og, naar Biografien først
fremkommer nu er Grunden, at Manuskriptet i den Form,
det forelaa, viste sig uegnet til Udsendelse, idet Forfatte-
rens Død hindrede ham i det sidste Gennemsyn, som sik-
kert vilde have ført til en bedre Ordning af de Oplysnin-
ger vedrørende Schous Levnedsløb, han med stor Flid hav-

de indsamlet. Disse har ikke altid været let tilgængelige.
Forfatteren har saaledes maattet foretage Rejser til Ste-
der, hvor Schou i sin Udlændighedstid levede, for der at
opsøge Venner og Arbejder af ham!
Man mærker tydeligt ved Gennemlæsningen af Bogen
Neiiendams mildnende og samlende Indflydelse paa Jens
Pedersens lidt springende, impulsive Udtryksform, og efter
at have fremhævet Jens Pedersens Fortjeneste ved at frem-
skaffe Materiale og Kildeskrifter, slutter han -—■ »den Side
af hans Bog maatte siges at være i fortrinlig Stand. For
at muliggøre dens Fremkomst, og derved yde et Bidrag til
en Kunstnergenerations Historie, viste det sig nødvendigt
at foretage en Nyordning, hvorved Rettelser, Udeladelser
og Sammentrækninger har fundet Sted. Forfatterens egne
Ord er dog helt igennem fulgt uden Tilføjelser, ligesom
hans Domme og Værdsættelser er vist ethvert rimeligt Hen-
syn. — Hvad Udgiveren, der gennem en Aarrække stod
P. A. Schou nær, kunde ønske at tilføje, kan kun blive en
Kærlighedserklæring til hans Minde.«
Det er Bogen i udpræget Grad ogsaa blevet. Denne gri-
bende Skildring af en aandfuld Kunstners Kamp mod en
rent usandsynlig Fattigdom, for at faa Lov til at dyrke det
Kald, han var født til, isner én i Sjælen ved sin Umenne-
skelighed. Teksten er ledsaget med en hel Del Gengivelser
efter Schou’s mest karakteristiske Arbejder. Reproduktio-
nerne kunde nok være trykt noget bedre ud, men i det store
og hele er Bogen P. A. Schou’s Minde værdig.
O. V. Borch.

MILLETS MALERIFORFALSKNINGER

Den elskelige Jean Francois Millet, Ma-
ler-Poeten, der førte en Bondes jævne, men
rene, dugblanke Liv, har, viser det sig, en
Sønnesøn, der ved en storstilet Svindel plet-
ter sin Bedstefaders pure Skjold, det, som
kunde være en renskuret Fyrretræsplade,
smykket med en himmelblaa Kornblomst.
Naar man elsker Kunsten for Kunstens
egen Skyld, og ikke for det paagældende
Navns Skyld, ser man paa Sagen som paa
en munter Koepenick-Affære; — selvom
man naturligvis saavel moralsk, som juri-
disk fordømmer den unge Millets smarte og
oplagte Kæltringestreger. Men rent bortset
fra Svindlen, hvad er det saa man har gjort?
— De fineste Kunsthandlere ude i Verden
faar tilfals adskillige af de Maler-A'avne,
der for Navnets Skyld betales med Stabler
af Zekiner i det reneste Guld.
Den smarte Decendent af en af de sjæls-
reneste Kunstnere, der har set Lyset og
tilbedt det, finder en begavet Kunstner, Ca-
zean, der indtil det geniale formaar at ef-
terligne betydelige Navnes betydelige Vær-
ker i Malerkunsten. De gaar i Compagni,
og Afsætningen gaar strygende, thi Ver-
dens bedste Experter siger i bedste Tro
god for Mesterværkernes Ægthed. Fernis-
lag, Lærredstraade, Farver og den Patina
som Tiden afsætter, — alt undersøges un-
der Loupe, og alt er, efter de mest døds-
sikre Experters »pavelige« Højesteretsdom,
i fuldkommen Orden.

Højtansete, pungstøtte Købere indfinder
sig og fryder sig som de Kunstentousiaster
de er, (der er mange, der tror at de elsker
Kunst) de overbyder hverandre, man lige-
frem strides med Dollar og Pund, ja Francs
saagar, om Erhvervsretten til de forskellige
— vel at mærke: »Millet’er, Corot’er, Sis-
ley’er o. s. v.«.
Den lykkelige Højstbydende faar sit
guldopvejede Mesterværk hjem, hvor det
straaler som en Perle, mellem en Mængde
andre Perler af prangende — Navne.
Kunstelskeren giver Middag paa den in-
teressante Nyerhvervelse for en lille in-
tim Kreds af Kunstvenner. Alle indsuger
de Kunstværkets dybe og rige Skønheder
— enkelte Finheder udpeges med en ring-
luende Lillefinger: Aa og Ak og Ah! —
Guddommeligt! Merveilliux! — excellent!
— poetical! — Og saa en skønne Dag saa
falder alle de højspændte Ord pludselig
bort, da det opdages at det ikke er den
gudbenaadede Mesters egen Haand der
førte den fortryllende Pensel; men derimod
en gemen Parisersvindler — Bandit! —
Hvad maatte det stakkels Kunstværk om
muligt, ikke føle, ved nu pludselig at syn-
ke fra sin Højde ned til det allerlaveste
Niveau. Nu er det nemlig ikke mere ex-
cellent eller merveilleux, nej det er lige
til Marskandiserens »bric-a-brac« Bod og
kan relativt erhverves for nogle Kroner.
—• Se, nu maa vi lægge Mærke til, at

det er jo ikke som i »Kejserens nye Klæ-
der« hvor han som bekendt Ingenting
havde paa. Næ her i Maleriet, i Kunst-
værket er jo en virkelig stor Kunstners
Aand gengivet af et betydeligt Talent,
gengivet i saa fuldstændig Beaandelse, at
baade de der véd at de forstaar sig paa
Kunst, og de der tror at de forstaar sig
paa den i inderlig og salig Begejstring
styrer lige imod den Limpind,som den unge
Millet har sat ud for dem og som de til
hans store Glæde og ikke mindre Fordel
hoppede paa.
Den elegante Svindler solder de rige-
ligt indstrømmende Kontanter op i det sy-
dende Paris og griner uglspilågtigt af
Verdens evindelige Daarskab.
Ikke Tingen i sig selv, men dens Ska-
bers Ry er det man betaler.
Hvis det virkelig var »das Ding an sich«
det drejede sig om, saa kunde jo umuligt
den glimrende Kopists fremragende Arbej-
der synke ned til saa at sige »0« Værdi
fordi det viste sig at være forsynet med
en falsk Signatur. — Vi maa jo huske, at
Verdens fineste Experter stod inde for
deres kunstneriske Fortræffelighed.
Men naturligvis maatte der en Stopper
for Svindlen, hvad den unge Millet ogsaa
forudsaa da han sagde: »Ja, jeg tænkte
jo nok at det maatte høre op en Dag, —
Eventyret var altfor dejligt til at det kun-
de blive ved.« Albr. S.

76