Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

til de smaabitte Menneskepuslinger, der i deres Selvop-
tagethed har lynende travlt, er en Ide, der nok vil vække
forstaaende Munterhed hos Skoleungdommen, og muligvis
give Stof til frugtbrin-
gende Eftertanke.
Den udmærkede nor-
ske Kunsthistoriker Ar-
ne Nygård Nissen skri-
ver i sin nylig udkomne
Bog om norsk Væg-
maleri: »Med disse
Værker har norsk Ma-
lerkunst for alvor over-
vunnet sin svakhet for
ensidig farvekultus, i
beste fail forenet med
det sjelelig uttryksfulle.
Den har endelig faaet
øjnene op for betydnin-
gen av saa uinspirerte
kvaliteter som tenkning
og orden og form.«
Endvidere skriver han:
»Med dette arkitektoni-
niske Maleri er det
samtidig slutt på den
hjemløse omflakkende tilværelse for vår malerkunst. Den
er igen tatt i bruk og nyttiggjort, paa samme mate som
den var det i den gode gamle tid.« Nu kan man ganske
vist diskutere, hvad der er nyttigst: Staffelibilledet, der
uomtvistelig fryder mange Mennesker og som et Husdyr

følger dem fra Sted til Sted, eller den faste Udsmykning,
som endnu for største Delen kun kommer Rigmænd og
offentlige Bygninger til gode; og om det er en »Kunstens
Socialisering«, som Ny-
gård Nissen endvidere
skriver, kan der sikkert
ogsaa diskuteres ikke
saa lidt om.
Men et er vist: den
norske Stat og Kom-
mune og ikke mindst
enkelte Rigmænd, har
i Gerning vist deres
Forpligtelser over for
norsk Kunst og Kultur
ved at give forskellige
Kunstnere Lejlighed til
uhindret at udfolde de-
res Evner paa store
Opgaver.
Her i Danmark gaar
det for Tiden ogsaa
strygende. —■ Foreløbig
har vi »Stærekassen«s
indre Udsmykning at
glæde os til, hvor cirka
20 forskellige Kunstnere skal vise os, hvad der kan kom-
me ud af at løfte i Flok — lad os haabe, at Thorvald
Bindesbølls klassiske, om end drastiske Ord, bliver gjort
til Skamme!
O. V. Borch.


GERHARD M U N T H E : AFORISMER OM KUNST

Vi finder undertiden i de ældste grave
guld og sølv, nedgravet da tienden
kom. Hvad et menneske vet og kan,
er dets guld og sølv, og vi bør notere det
for saa vidt vi kan, før døden kommer,
saa skattegraverne kan finde det.
*
Man maa bli som et barn for at kom-
me ind i kunstens rike, — og husk vel at
Fanden sitter skjult1 i kundskapens træ.
*
Bevidst h et. Med en underlig svul-
mende følelse, en egen vuggende nydelse,
mottager ikke blot kunstneren, men alle
som gripes ubevidst og uimotstaaelig av
kunst, det første indtryk.
Man stritter imot, naar reflektionen kom-
mer. Man vil ikke slippe den ufattelige
jubel der er kommet som en god samvit-
tighet, og ikke bytte den med forstanden
og al dens slit og bekymmer.
Dette gjelder ogsaa naar en idé und-
fanges. Først den ublandede glæde, der-
efter fødselens smerte, der er forskjellig
for de forskjellige som for den enkelte,
dog (hvis noget skal være) helst slik at
de værdifuldeste tanker bæres længst og
volder de tyngste fødsler, og det saavel

hos genier (de som tar lange tankeskridt)
som hos dem som lykken lader sætte den
sidste sten paa en stor bygning.
Ti det er kun de som gjør det samme
som andre, der gaar fri. For dem er kun-
sten sommerfugler og de selv lekende
børn. Men alle de skapende kunstnere tvin-
ges av sit personlige indhold til at arbeide
baade med deres idéassociationer, deres
kombinationsevne og deres logik i lysvaa-
ken bevidsthet.
*
Den store glæde ved at være kunstner
er at undersøke hvordan j e g personlig
ser alting — ikke blot i naturen, men i
alle forestillinger. Se bakom alle kundska-
per — og finne det rette uttryk for det
man personlig føler. Det sidste kan volde
hodebrud, men instinktet er det som leder
en, — det eneste som kan eller maa lede
en. Klokskap og kundskaper finder aldrig
det adækvate uttryk. Det gjør en »om-
trentlig« og fører bort fra det individu-
elle som er det man søker efter i al kunst.
Møter du opskrifter og kunstfundatser,
saa gaa fra dem. De har absolut ingen
værdi for d i t arbeide, som maa leve paa
din egen intuition og bare forstyrres av
andres.

Det er ikke noget som heter kunstens
utvikling. Intet kulturarbejde biir bedre
end det har været. Der arbeides blot paa
forskellige steder, og ingen tid hindrer en
fra at gjøre det bedste. Men det bedste er
altid det som er ens eget. Det er bare det
som har værd.
*
Skræk for at ligne andre og det de har
gjort, — det er begavelse. Denne skræk
er en medfødt evne som bare findes hos
de rike i aanden, -— hos dem der eier
eget indhold.
*
Hvis en maler tænker paa hvad en farve
heter eller hvor den sitter paa paletten,
saa er han som en pianist der tænker paa
tangenterne naar han spiller.
*
En maler beklaget sig over ikke at faa
et portræt til at ligne. Da han fik det raad
at se nøiere paa modellen, indvendte han
at han dog gjerne vilde »lægge noget me-
re i det«. Mange laaner dette »mere« av
andre (sin lærer, sidste mode etc.). Saa
sandt han er en selvstændig, personlig be-
gavelse, kommer dette »mere« av sig selv.
Mere end sin egen opfatning kan ingen
lægge i sin kunst.

93