Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

LIDT OM BORGERSKABETS FORHOLD TIL KUNSTEN
I DET 17. AARHUNDREDE

Under Arbejdet med den fcjØbenhavnsfae Købmandstands Historie har vor Medarbejder fundet en Del Arkivalier,
der belyser Forholdet mellem Borgerskabet og Kunstnerne i det 17. og 18. Aarhundrede. En Del af disse Fund
vil lejlighedsvis blive meddelt Samlerens Læsere. Artiklerne vil i videst muligt Omfang blive illustreret.

P, ALUDAN-MULLERS dybsindt skønne Ord, at
| Kunsten kom med Døden ind i Livet, kunde meget
træffende staa som Motto over det Kapitel i den
danske Kulturs Historie, der engang skal skildre
Borgerskabets Forhold
til og Betydningen for
Billedkunsten. Set i
Forhold til mange an-
dre Kapitler af vor Kul-
turs Historie, begynder
dette ret sent og saare
stilfærdigt. Man møder
her ikke de store Kunst-
nernavne, ikke de store
Værker, hvis kunstneri-
ske Værdi bevarer dem
fra Glemsel.
Borgeren i Reforma-
tionstidens Danmark
spillede ikke den Rolle
i Samfundslivet som
hans ligestillede gjorde
f. Eks. i Tyskland, hvor
et Pengearistokrati var
skudt op ved Siden af
Adelen. Her møder man
ikke sjældent Køb-
mandsportrættet malet
af Tidens mest betyden-
de Kunstnere. Holbeins
Billeder af Jacob Meyer,
Georg Gisze, Wedigh
og Dirk Tybis er ikke
sjældne Undtagelser, j
men typiske Vidnesbyrd j
om, at den tyske Køb-
mandsstand allerede i
det 16. Aarhundredes
første Halvdel ikke stod tilbage for Adelen i Forholdet til
Billedkunsten. Stærke, myndige Mænd møder vi her, mens
vi i Danmark først i Aarhundredets sidste Halvdel begyn-
der at kende vore fremragende Borgere gennem Kunsten,
og karakteristisk nok møder vi dem ikke udstyret med
Symboler paa deres rent verdslige Magt, men som værdige
Familiefædre, der træder frem for den eviges Aasyn fulgt
af deres paarørende.
Disse danske Borgerbilleder var ikke bestemt for Hjem-
mets Vægge, men for Kirkens. Det var Mindetavler, som de
fremragende Mænd, Borgmestre og Raadmænd rejste Fa-
milien og sig selv. Praktiske Folk, som de var, lod de sig
ikke nøje med Haabet om, at deres kære efterladte vilde
rejse dem et varigt Minde Side om Side med de Minder,

Adel og Gejstlighed fik anbragt i Kirkerne; nej, de sørgede
selv for at Sagen blev ordnet, saaledes at Mindesmærket,
Epitafiet, blev rejst, mens de selv endnu kunde raade.
Troels-Lund anfører et karakteristisk Eksempel paa dette,
naar han fortæller om
Borgmester Jakob Da-
vidsen i Skelskør, der
hver Søndag i Aarene
fra 1568 til 1578, da
han døde, kunde sidde
og betragte sin egen
Mindetavle i Sognekir-
ken, et Maleri, hvis
Midtergruppe var den
korsfæstede Kristus og
de to Røvere, og hvor-
paa Borgmesteren med
ni Sønner var fremstillet
staaende paa den ene
Side af Korsene, mens
hans Hustru og fem
Døtre stod paa den an-
den Side og Skelskør
By med et nødstedt
Skib udenfor svævede
over Kristi Kors.
Kunstnerne, der frem-
stillede disse Mindetav-
ler er nu længst glemt,
hvis deres Navne ikke
paa anden Maade er
gaaet over i Historien,
f. Eks. ved at de har ar-
bejdet for Kongen; men
mange dygtige Folk har
der været mellem dem,
maaske ogsaa flere
danske Mænd, selv om
man ikke kan paavise det nu. Af og til møder man jo i
gamle Regnskaber Navne paa Contrafejere, Portræt-
malere, men kun Gisninger kan nu knytte de fleste af
disse Navne til noget enkelt Værk.
Under Christian den Fjerde og Frederik den Tredje
fortsættes Mindekunsten. Epitafiernes Antal stiger og Ud-
styret bliver rigere. Dette gælder ikke mindst Kjøbenhavn,
hvor Kirkerne overlæssedes med disse Værker til Minde
om Embedsmænd og fremragende Storhandlende. Et
smukt Eksempel paa disse Epitafiebilleder af borgerlige
Personer har man i Portrætgruppen i Holmens Kirke fore-
stillende Borgmester Jakob Madsens Familie. Jakob Mad-
sen er Typen paa Storkøbmanden fra Christian den Fjer-
des Tid, en Forløber for den Købmandsstand, der snart


Titelblad til Købmand Arent Berntsens »Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed«.
Nederst til venstre Forfatterens Portræt. Stik af Simon de Pass.

125