Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

FRØYDIS HAAVARDSHOLM OG DEN DRAMATISK
DEKORATIVE KUNST I NORGE

Frøydis Haavardsholm er endnu et ukendt Navn i Danmark- Det er derfor Samleren en særlig Ære paa saa
fyldestgørende Kis som mulig at præsentere vore Læsere for denne unge og rigt udrustede Kunstnerinde, der ikke mindst af
Ungdommen i Norge regnes for en af Landets bedste. Dr. Anders Bugge indleder sin Artikel med nogle orienterende Ord
om den dekorative Kunst i Norge. — Hvor intet andet er anført skyldes de gengivne Arbejder Frøydis Haavardsholm.

JENNEM norsk kunst i nær sagt alle dens skik-
kelser: digtning og musik, skulptur, maleri og
ornamentik, gaar
der et dramatisk
drag. Det hænger sammen
med folkekarakteren, til sy-
vende og sidst kanske med
landet selv. Sind og syn er
ikke formet under et jevnt,
seigt slit paa slet mark, dag
efter dag, aar efter aar. Sta-
dig var der en bakke, som
stængte eller en bølge som
maatte brytes. Det kaldte paa
viljen, løste tilværelsen op i
bevisste enkelthandlinger. At
den personlighetsutfoldelse
som Kunsten er, blev præget
av disse livsvilkaar, sier sig i
grunden selv.
Osebergskibets stavn reiser
sig sterk, med en spænstig
bøining som løper ut i en
elegant spiral og ender i et
farlig litet ormehode. Allerede
dette gir os et dramatisk ind-
tryk av den norske kunst i
800-aarenes første halvdel.
Utskjæringene paa stavnens
planker og skibets utstyr for
øvrig, bekræfter og styrker
denne fornemmelse. Der er
ranker, men uten blader. De
dannes av dyr som vel er sti-
liseret og rytmisk bundet,
men i energisk bevægelse som
gir ornamentmassene liv og
flukt. Og der er gapende, fræsende og fnysende, vilde
dyrehoder.
Paa en av vognene ser vi Gunnar i en ormegaard yrende

fuld av sinte slanger, dertil billedet av en mand som med
sverd i haand gaar løs paa en rytter. Det er dramaet det
kommer an paa ogsaa i disse
fremstillinger, ikke gjengivel-
sen av menneskene. Den er
ufuldkommen og litet virke-
lighetstro. Det har de gamle
nordmænd aabenbart selv hat
en instinktiv følelse av. De
fandt mere adæquate uttryk
for sit stride, kamplystne
stemningsliv i dyreskikkelser-
ne som de hadde bedre grep
paa.
Sagtens derfor er det sær-
lig disse vi møter igjen senere,
i stavkirkenes dekorationer.
Først paa det utskaarne stav-
verk fra 1000-aarenes Urnes-
kirke, siden paa en række av
1100-tallets kirkeportaler,
hvor vi ser ondskapens mag-
ter som klokkeklangen hadde
drevet ut i ødemarken stige
op av helvedesgapet — i
drageham, ser dem samle sig
for at storme det lille guds-
hus, ser dem ryke sammen
utenfor døren i en vetløs ind-
byrdes kamp som nærmest
ligner et uopløselig nøste av
kropper som slynger sig ind i
hinanden, av vinger som
slaar, av nebb som hugger,
av klør som klorer.
Fremstillingene i antemen-
salenes malerier er sagtens
utgaat fra den mondæne, kirkelige overklassekunst under
gotikken. Dog er der i skildringen gjennemgaaende en sans
for dramatisk point som røber at kunstnerne her hadde



Hedalen stavkirkes portal. Ualdres. 1. halvdel av 12. årh.

161