Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

CHR. KONGSTAD PETERSENS TEGNINGER

Otto Gelsted skriver om den gamle lidet kendte Tegner, Chr. Kongstad Petersen.
Artiklen er ledsaget af nogle Gengivelser af Kunstnerens Arbejder, hvor af samtlige Tegnin-
ger den svageste karakteristisk rtok af Leo Swane er udvalgt til Kobberstiksamlingen.



ar-

bevarede
Karakte-

vakte
gamle
ual-
Op-

Fra Provinsbyen. Vinteraften. (Kobberstiksamlingen) .

VFED den Udstilling, Christian Kongstad Petersen
nylig afholdt i Kunsthallen, Købmagergade 11,
sammen
med S.
Danneskiold-
Samsøe,
den
Kunstner
mindelig
mærksomhed,
ikke mindst ved
sine Dickens-
Tegninger. De
viste en forbav-
sende Evne til
Indlevelse i en
nu forsvunden
Verden, en
usædvanlig
Ægthed og
Stemningsstyr-
ke. Tegningerne
var omhyggeligt
gennemarbejde-
de, uden derfor
at blive nussede
eller pertentlige.
De
overalt

sukces derved. Men han har ikke villet gaa ud over, hvad
der rørte ham intimt og umiddelbart, og han har ikke villet
tegne Figurer og
Motiver, som
han ikke vidste,
at han kunde gi-
ve en selvstæn-
dig Form. Faren
for at blive stik-
kende i en Efter-
ligning af Illu-
strationerne til
de engelske Ud-
gaver ligger jo
snublende nær
og er vanskelig
at undgaa. I en
Samtale ytrede
Kongstad Peter-
sen Frygt for, at
han ikke skulde
kunne magte
Micawber. »Bar-
kis kunde jeg vel
nok klare,« til-
føjede han. »Mu-
ligvis ogsaa Mi-
cawber, hvis jeg
fik Tid til at

Imidlertid er

og Helhed.

Enkelthed

Man mærkede, at man ikke
almindelig, banal Forstand,

bejde med det, men jeg ved det ikke.«
afgørende den kunstneriske

ren af
stod overfor en Illustrator i

det
og menneskelige Værdi, der

men overfor en Kunstner, der
helt har samlevet sig med sit
Emne, og for hvem hver ene-
ste Tegning har sin dybt per-
sonlige Værdi. Hvis jeg maa
jævnføre det større med det
mindre, kunde man sige, at
Kongstad Petersen i sit For-
hold til Dickens er af samme
personlige Ægthed som Povl
Christiansen overfor Dante.
Vingefanget er forskelligt
som hos Ørnen og Solsorten.
Men dersom Kunsten har en
Vorherre, saa er ogsaa Kong-
stad Petersen en af hans gode
og rene Sangere, til hvis stille,
mørke Stemme, han lytter
med Velbehag. Man kunde
have ønsket at Kongstad
Petersen havde gennemillu-
streret hele David Copper-
field, han kunde utvivlsomt
have skabt sig en Verdens-

Den gamle Gadelygte.


ligger i de enkelte Tegninger,
ikke Ønsket om en Gennem-
i I lustrering.
Man se paa den store Pen-
netegning af »Mrs. Steerforth
og Rosa Dartle paa Terras-
sen« for at danne sig et Ind-
tryk af, hvor stor, simpelt og
inderligt Kongstad Petersen
opfatter Dickens: de to stren-
ge, sorte Kvindeskikkelser i
Buskadsets Dunkelhed og ne-
denfor Terrassen en trærig
Egn under Himlens stærke
Solnedgangslys. Af en lignen-
de monumental og gribende
Virkning er Tegningen til
»Dombey og Søn« med den
høje Kvindeskikkelse, der
vender sit skarpe Ansigt mod
den lille, tyndhalsede og
frygtsomme Dreng. Fortræf-
feligt er Trappen, Vinduet og
Lyspletten paa Væggen arbej-

187