DOI Artikel:
Hildisch, Dietrich: Jappe Nilssen
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0164
“En Mands Gjerning er hans Sjæl.”
Henrik Ib sen.
DEN io. mai, i vaarspret, mens blaa og hvite anemo-
I ner netop var ved aa brede sit farveteppe over
markerne, la Jappe Nilssen sin pen ned for al-
tid. Han skrev sin sidste anmeldelse av malerier,
en instilling av spansk kunst i Oslo, nogle faa timer før sin død.
— En eller anden vismand skal
ha sagt, at Norge burde bytte
bort nogle av sine mange over-
flødige kunstnere mot en højst
paakrævet kritiker fra Dan-
mark. Jappe Nilssens bortfald
minder os om det. “Han blev
den kunstkritiker, som hadde
størst indflydelse,” skriver Ed-
vard Munk d. 11/s i en nekro-
log over ham i Dagbladet, hvor
han var medarbejder. “Med
Jappe Nilssen er utvilsomt den
første kunstkritiker i dagspres-
sen gaaet bort”, skriver Erik
Werenskiold sammesteds. —
Vor fattige kritik er blit endnu
fattigere. Norge kunde lettere
ha undværet et par kunstnere.
Vi var skolekammerater, han
og jeg, likefra anden klasse av.
Han var 2-3 aar yngre end
vi andre, men holdt sig alli-
kevel urokkelig som en av de
første i klassen. Og han var
allerede fra guttedagene en
repræsentant for stil, altid om-
hyggelig i antræk, soigneret,
korrekt i opførsel, klar, retlin-
jet. Tidlig interesserte han sig
for litteratur, malerier, filosofi, var avgjort intellektuel an-
lagt, bare 17 aar gammel tok han en udmærket artium. — I
sit 20. aar hadde han mistet begge sine forældre og arvet en
formue, som han anvendte til ophold først i Paris, senere i
forskjellige andre lande, og studerte kunstlove teoretisk, som
videnskab. Det blev en solid, omhyggelig uddannelse, han
skaffet sig. Men den var ikke alene om aa gi ham for-
grundsplads blandt norske kritikere. Han var selv kunst-
ner. Det sies, at han i sin tid malte. For offentligheden
traadte han frem med nogle fortællinger, “Nemesis”, “Sole-
fald”, “Kun en gang vaar”, “Faderglæde”. Hjemme kom
han ind i ottiaarenes bohémebevægelse, og hans forfatter-
skab blev paavirket av det. Men i sindsretning var han
særpreget som før. Bevægelsen tællet repræsentanter av
robust livslyst. Han blev ledet av enklere, en sikrere, ægtere
kunstfølelse. En og anden av kredsen banet sig vej til
opmerksomhed og praktiske fordele ved en frodig selvop?
tathed. Hans hjerne var opfyldt av uselviske tanker paa
livets store love. Hans skabertrang fik derfor naturlig
udtryksform i virke som kunstkritiker: Var hans fortællinger
præget av kritisk smag, blev omvendt hans kritik ildnet av
kunstnerisk begeistring. I den grad, at han endog kunde
glemme sine smerter under de mange aars sygdom, naar
han sad ved skrivebordet.
Men heller ikke har vel nogen
her mere skaanselløst sablet
ned enhver, som vovet at
krænke kunsten ved at sætte
teknisk rutine i dens sted.
Et menneske er nu engang
mere end sit fag. Det heder,
at den, som er fagmand mere
end menneske, taber ved be-
kjendtskab. JappeNilssen vok-
set ved det. Et eksempel paa
det i det varme forhold mellem
ham og søsteren, fru Holmboe
og familjen. Det kunde tjene
som mønster for alle. Der har
vistnok aldrig opstaaet nogen
motsætning mellem dem.— Vi
hadde den skik, et par av hans
venner, at mødes hos ham. I
samværet der svandt indtryk-
ket av ham som kritiker for
charmen av hans personlighed,
hans evne til begeistring. Jeg
mindes hans festlige oprømt-
hed, da jeg for nylig kom til
at nævne Frøydis Haavards-
holm for ham: “Hun er geniet”,
sa han. Og han lyste ved tan-
ken om, at et geni var opstaaet
iblandt os, skjøndt han aldrig hadde truffet hende.
Han hadde en liden leilighed paa to værelser til skygge-
siden av en gade. Det blad, han arbejdet i, fortæller i sin
nekrolog, at i ham mister det “en av sine ypperste med-
arbeidere og vort kunstliv sin talentfuldeste, frygtløseste
og mest begeistrede kunstanmelder”. Det er naturligvis glæ-
delig, at en saa ypperlig medarbejder og talentfuld kunst-
anmelder faar denne anerkjendelse for sit virke ved sin
bortgang. Den kan da tjene ham ogsaa som et slags op-
rejsning. I live var den godtgjørelse, han oppebar for et
saa udmerket medarbeiderskab sørgelig liden og trods hans
ensomme og nøisomme ungkarsliv hadde han økonomiske
bekymringer.
Jappes langvarige sykelighed bragte ham mange lidelser,
men han fik en let død, og der han laa paa baaren, var
han like skjøn som i sin fagreste tid.
Han var en kunstens adelsmand. Den gav ham præget,
da tragedien var slut. Dietrich Hildisch.
Jappe Nilssen.
88
Henrik Ib sen.
DEN io. mai, i vaarspret, mens blaa og hvite anemo-
I ner netop var ved aa brede sit farveteppe over
markerne, la Jappe Nilssen sin pen ned for al-
tid. Han skrev sin sidste anmeldelse av malerier,
en instilling av spansk kunst i Oslo, nogle faa timer før sin død.
— En eller anden vismand skal
ha sagt, at Norge burde bytte
bort nogle av sine mange over-
flødige kunstnere mot en højst
paakrævet kritiker fra Dan-
mark. Jappe Nilssens bortfald
minder os om det. “Han blev
den kunstkritiker, som hadde
størst indflydelse,” skriver Ed-
vard Munk d. 11/s i en nekro-
log over ham i Dagbladet, hvor
han var medarbejder. “Med
Jappe Nilssen er utvilsomt den
første kunstkritiker i dagspres-
sen gaaet bort”, skriver Erik
Werenskiold sammesteds. —
Vor fattige kritik er blit endnu
fattigere. Norge kunde lettere
ha undværet et par kunstnere.
Vi var skolekammerater, han
og jeg, likefra anden klasse av.
Han var 2-3 aar yngre end
vi andre, men holdt sig alli-
kevel urokkelig som en av de
første i klassen. Og han var
allerede fra guttedagene en
repræsentant for stil, altid om-
hyggelig i antræk, soigneret,
korrekt i opførsel, klar, retlin-
jet. Tidlig interesserte han sig
for litteratur, malerier, filosofi, var avgjort intellektuel an-
lagt, bare 17 aar gammel tok han en udmærket artium. — I
sit 20. aar hadde han mistet begge sine forældre og arvet en
formue, som han anvendte til ophold først i Paris, senere i
forskjellige andre lande, og studerte kunstlove teoretisk, som
videnskab. Det blev en solid, omhyggelig uddannelse, han
skaffet sig. Men den var ikke alene om aa gi ham for-
grundsplads blandt norske kritikere. Han var selv kunst-
ner. Det sies, at han i sin tid malte. For offentligheden
traadte han frem med nogle fortællinger, “Nemesis”, “Sole-
fald”, “Kun en gang vaar”, “Faderglæde”. Hjemme kom
han ind i ottiaarenes bohémebevægelse, og hans forfatter-
skab blev paavirket av det. Men i sindsretning var han
særpreget som før. Bevægelsen tællet repræsentanter av
robust livslyst. Han blev ledet av enklere, en sikrere, ægtere
kunstfølelse. En og anden av kredsen banet sig vej til
opmerksomhed og praktiske fordele ved en frodig selvop?
tathed. Hans hjerne var opfyldt av uselviske tanker paa
livets store love. Hans skabertrang fik derfor naturlig
udtryksform i virke som kunstkritiker: Var hans fortællinger
præget av kritisk smag, blev omvendt hans kritik ildnet av
kunstnerisk begeistring. I den grad, at han endog kunde
glemme sine smerter under de mange aars sygdom, naar
han sad ved skrivebordet.
Men heller ikke har vel nogen
her mere skaanselløst sablet
ned enhver, som vovet at
krænke kunsten ved at sætte
teknisk rutine i dens sted.
Et menneske er nu engang
mere end sit fag. Det heder,
at den, som er fagmand mere
end menneske, taber ved be-
kjendtskab. JappeNilssen vok-
set ved det. Et eksempel paa
det i det varme forhold mellem
ham og søsteren, fru Holmboe
og familjen. Det kunde tjene
som mønster for alle. Der har
vistnok aldrig opstaaet nogen
motsætning mellem dem.— Vi
hadde den skik, et par av hans
venner, at mødes hos ham. I
samværet der svandt indtryk-
ket av ham som kritiker for
charmen av hans personlighed,
hans evne til begeistring. Jeg
mindes hans festlige oprømt-
hed, da jeg for nylig kom til
at nævne Frøydis Haavards-
holm for ham: “Hun er geniet”,
sa han. Og han lyste ved tan-
ken om, at et geni var opstaaet
iblandt os, skjøndt han aldrig hadde truffet hende.
Han hadde en liden leilighed paa to værelser til skygge-
siden av en gade. Det blad, han arbejdet i, fortæller i sin
nekrolog, at i ham mister det “en av sine ypperste med-
arbeidere og vort kunstliv sin talentfuldeste, frygtløseste
og mest begeistrede kunstanmelder”. Det er naturligvis glæ-
delig, at en saa ypperlig medarbejder og talentfuld kunst-
anmelder faar denne anerkjendelse for sit virke ved sin
bortgang. Den kan da tjene ham ogsaa som et slags op-
rejsning. I live var den godtgjørelse, han oppebar for et
saa udmerket medarbeiderskab sørgelig liden og trods hans
ensomme og nøisomme ungkarsliv hadde han økonomiske
bekymringer.
Jappes langvarige sykelighed bragte ham mange lidelser,
men han fik en let død, og der han laa paa baaren, var
han like skjøn som i sin fagreste tid.
Han var en kunstens adelsmand. Den gav ham præget,
da tragedien var slut. Dietrich Hildisch.
Jappe Nilssen.
88