Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

i militære Spørgsmaal, er vistnok hævet over al Tvivl, og
vi finder da ogsaa Senn i den kommende Tid beskæftiget
ved Hoffets (Chr. 7.) Udenværker med Studier efter dettes
Funktionærer, Svejtsere, Jægere, Berider, Kusk, Kammer-
tjenere, Pager, Husgeraadskarle og hvad de nu alle hedder,
hvilke Studier giver Re-
sultater i Lahdes Ud-
gave af Dragtstikkene
samt i et Billede: “Hof-
folk ved Christian VII’s
Hof”, der nu befinder
sig i Hirschsprungsam-
lingen. Selve Studierne,
der fremtræder som far-
velagte Pennetegninger,
finder vi i Kobberstik-
samlingen.
Rieters Udgiverfor-
bindelse var Hofbog-
handler I. G. Rothe, der
havde Butik paa Børsen
Nr. 8, og denne Forbin-
delse overtog Senn og
opretholdt, ogsaa med
Eftermanden, H. G. Lu-
dewig, saalænge han op-
holdt sig her i Landet.
Ligeledes ser vi ham,
allerede i Aaret 1805,
engageret med Hofkob-
berstikkeren Lahde, og
maaske skyldes det og-
saa en Anvisning oven
fra, at vi finder den nu
25 aarige, i sit Hjemland
uddannede, Maler som
Elev paa Kunstakade-
miet paa Hold med
yngre Kammerater som
Eckersberg, Kratzen-
stein-Stub, I. P. Møller,
Turrettin, Wilh. Heuer
o. a., men optaget som
han er af mere eller min-
dre officielle Arbejder,
af sætterUndervisningen
her kun ringe Spor; Mo-
delstudier findes ikke,
og Protokollerne nævner ham ikke blandt Medaillisterne.
Denne officielle Side ved Senns Kaldelse har vi dvælet
lidt ved for forud at gøre det forstaaeligt, at vi slet ikke,
som Historien har gjort det, kan undvære hans Medarbej-
derskab netop ved disse Billeder af Tidens Krigsbegiven-
heder — Bombardementsbillederne, — som vi -— som sagt
— har i Sinde at hellige vor Interesse. Beviserne for Senns
selvfølgelige Medarbejderskab skal Billederne efterhaanden
levere.
At den unge Ørn har faaet Luft under Vingerne, derom
vidner det nu for Dagen bragte Tal af Malerier, saavel i

Olie- som i Vandfarve, Stik, Tegninger og Udkast, hvori
han, fra første Færd, huskendt behandler Livet i Kjøben-
havn ved Dag og ved Aften, udendørs som indendørs, foran
og bag Voldene.
Fra næsten ingen tidligere billedlig Viden om disse Ting
er det, som der pludse-
ligt drages et Tæppe til
Side for en ny Scene,
der første Gang illustre-
rer vor Kulturhistorie
med et saa righoldigt,
klart og veltalende Stof.
Indtrykket af al det
fremmede har langtfra
at forstemme hans Ska-
bertrang netop øget den,
ja, næsten til Spræng-
ning, som hos en Blods-
hest, hvis Natur det er,
om den bliver ægget
dertil, villigt at tilfreds-
stille en Trang, der til-
syneladende gaar udpaa
at erfare, hvor hastigt en
Livstraad kan spindes
til Ende.
Hos denne Højlan-
dets Søn, hvis Udlængsel
er næret af Bækkenes
Sang paa Vejen mod
Havet ■— af Solen, der
ved sin Bortgang sender
lokkende Flammer mod
Himmelen som straalen-
deLøfter omfortvarende
Glæder paa den anden
Side af Bjergets mørke
Kam, der spærrer af for
den tidligt mørknende
Dal, han, hvis Slægt fra
1 jooTallethargroetpaa
samme Sted, thi herom
beretter: “Stammbaum
der Biirgergeschlech-
ter von Liestal” — hos
ham er der her, første
Gang stillet Ansigt til
Ansigt med den videUd-
sigts Uendelighed, foregaaet en Udløsning, en Slægtens Fri-
gørelse, i en fuldtonende Kærlighedens Højsang til Naturen
og Menneskene. Et opladt Sinds Førstegrøde er her givet os
i Hænde uden smaalig Tanke for maalte eller vejede Vær-
dier, og vi maa ved Betragtning af hans Værk beundre den
Naturens Kraft, Ynde og Udholdenhed, der næsten til det
sidste udfylder hans i en velskolet Linje, Form og Farve
skabte Billedverden. — Vi kan nu slet ikke tænke os at have
været disse Billeder foruden, og Utaknemmelighed maatte
man kalde det, om vi ikke af bedste Evne gjorde vort til at
bringe denne hans Arv til Efterverdenen paa sin rette Plads.
Sophus Jiirgensen.


T73