DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.52562#0030
24
Nr. 5. Ghr. Blinkenberg:
vel sagtens på grund af ligheden mellem en bekendt hel-
lenistisk-romersk alterform og en brondindfatning (puteal).
Når Boll mener at kunne påvise1, at det er opfattet som
»eine Art Eingang zur Hblle«, skulde det synes, at den her
behandlede forestilling om Hades’s munding ligger til grund
derfor; men dette astrologiske stof er der her ingen anled-
ning til at gå nærmere ind på. Beslægtet er den måde, hvorpå
Lukian tænker sig forbindelsesvejen mellem Zeus’s himmel
og jorden2: »Der var en række åbninger af form som brond-
mundinger dækkede med et låg, og ved hver af dem stod
der en guldstol«; Zeus sætter sig på stolen, tager låget af,
og bonner, ønsker, eder m. m. stiger op til ham fra verden
der nedenunder. Det foran udviklede viser, at den vittige
satire ikke er forfatterens egen opfindelse, men ligefrem kal-
keret over gammel folketro, hvorved den selvfølgelig kun
vinder i værdi. Lukian har kun behøvet at flytte folketroens
gamle verdensindretning en etage til vejrs.
Når der i de sidst fremdragne tilfælde ikke er tale om
en pithosmunding, men om en brondmunding, er forskellen
mellem de to ting mere tilsyneladende end virkelig. Ved
»brond« skal der efter forholdene i Grækenland tænkes på
en cisterne. En brondmunding er af form ikke synderlig for-
skellig fra overdelen af en pithos og hører typologisk noje
sammen med den: over cisterneåbningen har man fra gam-
mel tid som karm sat den solide overdel af en søndret pithos.
Det lader sig derfor i virkeligheden næppe afgdre, om det
er en pithos-overdel eller en brondmunding, der har afgivet
forbilledet for de to Hades-indgange, der er afbildede i fig.
7—8; men det kommer omtrent ud på det samme.
1 Aus der OfTenbarung Johannis (1914) s. 33 og 75.
2 Ikaromenippos 25.
Nr. 5. Ghr. Blinkenberg:
vel sagtens på grund af ligheden mellem en bekendt hel-
lenistisk-romersk alterform og en brondindfatning (puteal).
Når Boll mener at kunne påvise1, at det er opfattet som
»eine Art Eingang zur Hblle«, skulde det synes, at den her
behandlede forestilling om Hades’s munding ligger til grund
derfor; men dette astrologiske stof er der her ingen anled-
ning til at gå nærmere ind på. Beslægtet er den måde, hvorpå
Lukian tænker sig forbindelsesvejen mellem Zeus’s himmel
og jorden2: »Der var en række åbninger af form som brond-
mundinger dækkede med et låg, og ved hver af dem stod
der en guldstol«; Zeus sætter sig på stolen, tager låget af,
og bonner, ønsker, eder m. m. stiger op til ham fra verden
der nedenunder. Det foran udviklede viser, at den vittige
satire ikke er forfatterens egen opfindelse, men ligefrem kal-
keret over gammel folketro, hvorved den selvfølgelig kun
vinder i værdi. Lukian har kun behøvet at flytte folketroens
gamle verdensindretning en etage til vejrs.
Når der i de sidst fremdragne tilfælde ikke er tale om
en pithosmunding, men om en brondmunding, er forskellen
mellem de to ting mere tilsyneladende end virkelig. Ved
»brond« skal der efter forholdene i Grækenland tænkes på
en cisterne. En brondmunding er af form ikke synderlig for-
skellig fra overdelen af en pithos og hører typologisk noje
sammen med den: over cisterneåbningen har man fra gam-
mel tid som karm sat den solide overdel af en søndret pithos.
Det lader sig derfor i virkeligheden næppe afgdre, om det
er en pithos-overdel eller en brondmunding, der har afgivet
forbilledet for de to Hades-indgange, der er afbildede i fig.
7—8; men det kommer omtrent ud på det samme.
1 Aus der OfTenbarung Johannis (1914) s. 33 og 75.
2 Ikaromenippos 25.