Samleren: kunsttidsskrift (1.1924)

brandmørke og slidte. Endelig finder man det Dørhaand-
tag, der hører til den rette Dør, og man træder ind i et
venligt og kønt Rum, hvor Tiden synes at have staaet
stille i et Par Hundrede Aar mindst, og det eneste forbav-
sende er, at Beboeren er en ung Mand fra vor egen Tid,
hvis »mortar-boord« og Kappe ligger Side om Side med
forskellige Sportsredskaber, og passer det med Biblioteka-
rens Tid, tager han en med ud igen under Buerne
og op ad en anden Trappe og ind i et Rum, der synes
lille, men som i Virkeligheden er rummeligt. Her er hyg-
geligt og smukt, store Træer skygger for gamle smaarude-
de Vinduer, og nu er man i Stue sammen med selve de
Bogskabe, som Pepys og Sympson gjorde sig saadan
Umage med for to Hundrede og halvtreds Aar siden. I
første Omgang testamenterede Pepys Bøgerne og Skabene
til sin Søstersøn, John Jackson, da han selv var barnløs,
men der var mange Ting, John Jackson maatte love at
passe. Med Undtagelse af ganske enkelte Bøger — deri-
blandt Clarendons »History of the Rebellion«, som ikke var
færdig ved Pepys Død i 1703 —. maatte ingen nye Bøger
indlemmes i Samlingen. Ved Jacksons Død skulde Sam-
lingen overgaa til Oxford eller Cambridge, men helst Cam-
bridge, for der havde Pepys studeret i sine unge Dage,
i Magdalene. Bøgerne maatte ikke anbringes i det store
Bibliotek, men vogtes af et af Kollegierne, og Provsten
havde det direkte Ansvar, Magdalene eller Trinity skulde
huse Samlingen, men helst Magdalene. Det af Kollegierne,
der ikke fik Bøgerne i Varetægt, skulde forpligte sig til,
en Gang hvert Aar at inspicere, om alt blev passet, som
Pepys vilde have det, og ingen Bøger forkommes. Var der
Grund til Klage, skulde Bøgerne straks over til det in-
spicerende Kollegium, men der er nok ingen Fare, da Mag-
dalene føler Hæderen og Ansvaret titfulde. 1 to Hundrede
Aar er kun ni Bøger bleven borte, og det er ikke godt at
vide, om de ikke har manglet lige fra Pepys egen og Jack-
sons Tid. Pepy's Kærlighed til Orden og Sirlighed har
her givet sig et pudsigt Udslag. Bøgerne er ordnede, ikke
efter Indhold, men efter — Højde. Skabene er saa dybe,
at to Rækker Bøger kan være der, den ene bag ved den
anden. De smaa staar forrest, og man ser Titlerne paa de
bagerste over Ryggene paa de mindre foran. Nummer et
er en lille fransk Lommekalender for Sømænd, med
Maroquins Bind og Autografen »F. Drak« paa Titelbladet.
Det er den mindste af dem alle. Højdeprincippet laa
Pepys saa stærkt paa Sinde, at han i Testamentet paalæg-
ger John Jackson — og de senere Vogtere — at de ikke
maa fravige det. Er der Steder, hvor Linien ikke kan hol-
des saa smukt, som den helst skulde, har Pepys ladet
lave en Slags smaa Stylter af Træ, og betrukket dem med
Skind, lige som Bøgernes, og forgyldt dem, de er puttet
ind under de Bøger, der ikke passede i Højden, og Linien
er nu ubrudt, hvad der var Formaalet.
Men det er ikke Pudsighederne, der er det vigtigste ved
Samlingen. Bortset fra den berømte Dagbog, er der en
Vrimmel af store Sjældenheder og Kostbarheder. Der er
Cromwellbibelen fra 1539, som paabegyndtes i Paris hos
Regniault, men saa blev Frankrigs Storinkvisitor nidkær og
forbød Trykningen. Derfor blev alt — Mennesker ogsaa
— med Omhu flyttet over til England, hvor Trykningen
fuldførtes. Kun et Eksemplar paa Velin kendes, det, der
7J6

blev overrakt Thomas Cromwell selv, og det er nu i St.
John's College, Cambridge. De kostbareste af de gamle
Bøger er syv fra Caxtons Trykkeri, deriblandt Chaucer's
Canterbury tales fra 1484. Der er en engelsk Oversættelse
af »Vom Altene und newen Gott: Glauben und Lere«, der
af nogle tilskrives vor Povel Helgesen. Den er trykt hos
John Byddell, London 1534. Af andre gamle, sjældne Bø-
ger kan nævnes: Savonarolas Eksposition over Davids 30.
Salme, hvor der i Slutningen staar »Whiche preuented by
deathe he coulde not fynyshe«. Blandt Caxton'erne er
Reynard the fox fra 1489, eneste Eksemplar af den Ud-
gave. Henrik den Ottendes Skrift til Paven, der skaffede
ham Titlen af Troens Forsvarer, findes her, med Henriks
og Pavens Svar og Gensvar. Den er trykt i Rom af Ste-
phanus Guilliretus 1521. Fremdeles »Chronica« Regnorum,
Aquilonarium Daniæ, Swetiae Norvagiae, Per Alber-
tum Krantzium Hamburgen. Descripta, Johan Schott,
Strassbourg 1548.
Dette er kun en ganske lille Del af den gamle Samling.
Fra Pepys egen Tid, og navnlig hvad angaar Marinen,
haves enestaaende Ting. Han havde haft i Sinde at skrive
Flaadens Historie, »Navalia«, og der var Forbavselse
efter hans Død over, at den ikke var kommen nogen Vegne.
Men Materialerne var der i rigt Maal. For Lægfolk er den
morsomste en stor Bog med et Hul i, saa stort som en
Tokrone. Pepys kalder den selv: The original Libro de
gargos (As to provisions and Munition) of the proveedor-
general of the spanish armada 1588«. Det har været en
Fryd for Pepys at indlemme den i Samlingen. Hvert Skib
i den store »uovervindelige« havde sin Side med Kap-
tajnens Navn og Fortegnelse over Forsyningerne af Tobak,
Kiks, Vand, Vin, Ærter, Eddike, Olie, Ost o. s. .v. Hullet
har vel været til at hænge Bogen i.
Der er en Mængde Ballader og Sange fra Pepys Sam-
tid og en ganske enestaaende Samling af de saakaldte
»Broadsides«, Digte, der kan sammenlignes med vore »Vi-
ser, trykte i dette Aar«, men skrevne af saadanne Mænd
som Dryden, Samuel Butler og lignende. De kaldes
Broadsides, fordi de kun er trykte paa den ene Side af et
Ark. Hvem der ellers interesserer sig for Samlingen, hen-
vises til Tanner — Sidgwick: A descriptive catalogue of
the library of Samuel Pepys, som findes paa det konge-
lige Bibliotek.
Samuel Pepys elskede, i sin Levetid, at have et gorit
Omdømme. Han gjorde sig al mulig Umage for at være
udvortes ulastelig i Retning af Embedsførelse, Klædedragt,
Hjemmets Indretning, Køretøj. Han vilde ogsaa gerne
have Tingene lidt smukkere og bedre end de andres, og
det lykkedes ham, i hvert Fald saa længe han var ansat
i Flaaden. Han var sprudlende livsglad, nød at køre ud
med sin smukke Hustru og have muntre Selskaber hjemme
med god Mad og Vin og glade Mennesker. Hans Bøger
skulde ogsaa helst være lidt bedre og kønnere end Omver-
denens, og vist er det, at kunde han nu se, hvor punktligt
og omhyggeligt hans Forskrifter bliver efterlevede og hvor
beundret hans Samling er, vilde han have Anledning til
at komme med et af sine Yndlingsudtryk fra Dagbogen:
»It pleases me mightily«.

/. Kosfor Nanscn.