Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

man især ved sine Indkøb af Kunstværker til Bortlodning
blandt Foreningens Medlemmer gjort sit til at støtte de
Kunstnere, der arbejder i den Retning, som Formaalet an-
viser. Af Foreningens Udstillinger kan nævnes: la Cour,
Bache, Haslund, C.

Thomsen, Blache,

Neumann, Thv. Niss,

Therkildsen, F. Ver-
mehren og af dens
Skrifter især dem om
Sonne, P. C. Skov-
gaard, Roed, Bendz,

Jerichau og Vermeh-
ren. I Forbindelse
med disse Monogra-
fier og med Forenin-
gens Medlemsblad,
der sædvanligt ud-
gaar to Gange aar-
ligt og bringer Bille-
der fra og Omtale af
Charlottenborgud-
stillingerne, maa man
imidlertid have Lov
til at pege paa en
Ting, som Foreningen tilsyneladende har ladt helt ude af
Betragtning: det at skaffe sig Penneførere af Betydning.
Det gælder adskillige af Skrifterne og ihvertfald Medlems-
bladet »Dansk Kunst«. Det-
te sidste har kun Værdi gen-
nem sit Billedstof og dog
kunde det i høj Grad have
tjent som et fortrinligt
Kampmiddel for Forenin-
gen, saafremt dets Tekst-
indhold var skrevet af Folk,
hvis Ord havde Vægt. Det
er imidlertid langt fra at
være Tilfældet. Lad være,
at Synsvinklen i et Agita-
tionsblad — følgende For-
eningens Formaal — maa
blive snæver og begrænset,
men de Uhyrligheder, der
findes deri af »Kunstkritik«
burde have været undgaaet.

Her ligger der en Opgave
og venter paa sin Løsning:
at finde den nationale
Kunsts Talsmand, og den er
saa meget mere nødvendig
at faa en Løsning paa som
de Fronter, Foreningen an-
griber, har fortrinlige Pen-
neførere til Raadighed ■—
baade i Lyrik og Prosa. Den Forening, der kæmper mod
»Udueligheden og Jaskeriet«, mod »det paaklistrede og for-
lorne«, maa ogsaa i Ord vogte sig for at anvende Midler,
som man kan sige ganske det samme om.

— Man pointerer i Medlemsbladet i December 1916, at
Foreningen intet Resultat har naaet, at den endnu er langt
fra Maalet og gennem Anmeldelserne i Medlemsbladet lige
til Maj 1921 lyder der en stadig Klynken, der imidlertid

da standser med den
Udgang, at Landets
offentlige, dannede
(sic!) Mening har
knæsat de Synspunk-
ter for Kunst, som
Foreningen stædigt
har propaganderet
for. Samtidig stilles
et' forhaabningsfuldt
Spørgsmaal, om
dansk Landskabs-
kunsts Renæssance
stunder til?

Er der en Mulig-
hed for dette sidste,
saa maa man til Gen-
gæld rive Forenin-
gens Talsmand ud af
den Vildfarelse, at
noget bestemt Syns-
punkt er blevet knæsat af den offentlige Mening. Dansk
Kunst befinder sig endnu i en Overgangstid, i en Krisetid,
der sandt at sige ikke er saa rig paa Talenter som paa for-
skellige Meninger. Der er
ganske vist ikke megen Dis-
kussion eller Bevægelse i
Øjeblikket, men ingen af
Parterne maa dog tro paa,
at den er blevet knæsat af
den offentlige Mening — og
gid det heller ikke maa ske,
for saa er dansk Kunstliv
forbi. Ihvertfald maa en
Forening, der giver sig ud
for at være en Kampfor-
ening, endelig ikke gaa ind
til nye 25 Arbejdsaar med
Bevidstheden om, at dens
Synspunkter er knæsatte.
Den har Lov til at vente paa
og kæmpe for en Reaktion,
men den maa til Gengæld
ikke tabe Forbindelsen med
sin Tid og sine Omgivelser;
Tiden og Menneskene bliver
•ogsaa anderledes med fem-
ogtyve Aar. Imidlertid —
det, man maa ønske paa Ju-
bilæumsdagen, er som sagt
en Talsmand, der i Tale og
Skrift kan føre Foreningens Idealer frem til den Sejr, dens
Styrelse og Medlemmer vel længes imod! Og saa naturlig-
vis lidt rigeligt med Talent til hver den, der med Pensel i
Haand kæmper mod samme Maal. C. E. Hansen.

M. Therkildsen: Heste i et Vænge

C hr. Mølsted: Flaaden forlader Havnen for sidste Gang, 1807

210