Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

»NYBROGADE ved vintertid«

(Udsigt mod Thorvaldsens Museum)

0. SVENSSONS
S T 0 R E EARVELITHO G R A F I

I II FARVER

Et af Kjøbenhavns smukkeste Prospekter

Bogladepis 30 Kr., for »Samlerenas Aboimenter iO Kr.

Faas kun direkte fra »Samleren«s Ekspedition: Frederiksborggade 1, Opgang B.

Selve Billedets Størrelse (uden Kartonen) ca. 45x60

En stor og overordentlig dekorativ Vægprydelse

Indrammes uden Kartonen i forgyldt Liste. — Kun ganske enkelte Eksemplarer er tilbage hos Ekspeditionen.

For de Eksemplarer der endnu maatte bero i Boghandelen er den oprindelige
Pris — 30 Kr. — traadt i Kraft.

trent saadan: Overgangen fra Impression-
ismen danner Munch, Cecanne, Hodler.
1890 er Expressionismen i fuld Blomstring
med van Gogh og Gaugin. Saa kommer
Kubismen. Det genstandsmæssige forsvin-
der næsten helt hos Feininger og Leger,
aldeles og absolut hos Kandinsky. Maleriet
er nu næsten kun farvede Linjer og Flader,
som intet forestiller, men skal virke umid-
delbart, farve- og formmusikalsk. Blom-
string under Verdenskrigen. Efter den bli-
ver Konstruktivismen førende. Den interes-
serer sig ikke blot for Farveformerne, men
ogsaa for Materialernes øvrige Væsen.
Haardhed, Tyngde, Soliditet osv. Vat sættes
i Kontrast mod Staal. Statikkens, Dyna-
mikkens, Optikens Problemer gennemstu-
deres. For første Qang opfattes Maskinens
Form, Væsen og Produkter æstetisk (ikke
at forveksle med futuristisk Maskinroman-
tik).

Vi er hermed naaet til henimod 1920. En
ny Fase synes at indtræde. Picasso, som
1915 malede en Mandolinspiller som en
Pyramide af Stave og Streger, brune Fla-
der og Vinkler, begynder at male mærke-
lig haandfaste, kødfulde Menneskikkelser,
røde og blomstrende, overnaturlig store og
af en uformelig, frodig Kolossalitet. Metz-
inger vender sig fra den geometrisk opdelte
Flade mod Cirkusatleter og muskuløse Be-
ridersker. De unge, som kommer frem, er
egensindige i deres Motivvalg. Paa een
Gang opdager man at Expressionismen

med al Foragt for »det genstandsmæssige«,
som alle andre Skoler, har haft sin Motiv-
gruppe, fantastisk, symbolsk: Korsfæstel-
ser og Fødsler (Heckel), Erotik som blø-
dende, sanseløs Brunst (Kokoschka), blaa
Heste (Marc) og gyldne Køer (Kadar),
hede tropiske Landskaber (Peckstein),
Mennesker og Dyr, vandrende gennem
Skyer, mellem Stjerner og Sole (Chagall).

Deroverfor de nye. Den fantastiske
Drøm, voldsom som et Mareridt, er forbi.
Morgenklarhed er om os. Ikke Madonna,
men en gammel Kone (Dix), ikke Helvede,
men vor egen Tids nærmest forhaanden-
værende Hæslighed (Grosz). Impression-
ismen interesserer sig for Lyset, Atmosfæ-
ren. Expressionismen er Explosionen ud i
det transcentrale. For ingen af dem har de
haandgribelige Ting Interesse. Mod dem
har dette ny Maleri vendt sig, derfor fore-
kommer Betegnelsen »Saglighed« mig god.
(»Verisme« lyder som et Skældsord, jeg
ved ikke fundet paa af hvem. Ordene »Ex-
pressionisme« og »Kubisme« er oprindelig
dannet af Fjender som Skældsord). Ærbø-
digt løfter disse en ny Krystal mod Lyset og
Undren betager dem, at den ikke smelter,
ikke skifter, men er, som den er, gennem
Evigheden. Sansen for den geometriske
Konstruktion hos deres umiddelbare For-
gængere og samtidige forenes med det mid-
delalderlige Kirkebilledes Kærlighed til de
smaa Ting: Bille, Blomst, Dugdraabe.
Mens Expressionisternes Lærreder var i

stadig Expansion, havde Tilbøjelighed til
at blive Væg, er Staffelibilledet paany
kommet til Værdighed, mens hine var dy-
namiske er disse statiske, mens hine valgte
ophidsende, lidenskabelige Motiver er disse
nøgterne, kolde. Naar hine arbejdede sum-
marisk, gav i grove Træk det væsentlige,
gennemfører disse miniaturemæssigt, om-
hyggeligt i alle smaa Enkeltheder. Det mo-
numentale erstattes af den fine Enkelthed.
Expressionistens tommetykke Farvelag,
som en raat tilhugget Stens Overflade, bli-
ver som blankpoleret Metal. Det expres-
sionistiske Billede udvikler sig fra Cen-
trum efter Diagonalerne i spidse Vinkler,
arbejder sig ud af Rammen, — det ny
slutter sig sammen i den, opbygges efter
den begrænsende Rammekants rette Vink-
ler.

Danner disse nye Realister da en sluttet
Skole? Ingenlunde. Bestræbelserne er be-
gyndt samtidig flere forskellige Steder i
Europa. Det er umaadelig vanskeligt at
faa et nogenlunde fuldstændigt vue over
en Retning som endnu næppe er sig selv
bevidst, men det er dog muligt at adskille
i hvert Fald 9 fra hinanden skarpt skilte
og uafhængige Grupper, hvis foreløbig fø-
rende Navne er:

1. Franskmændene: Picasso, Derain,

Metzinger.

2. Franskmændene: Ozenfant, Jeanneret.

3. Belgieren: Massereel.

VI