Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

tilvarsler lang Levetid). Af Ting, hentede
fra det daglige Liv, ses ofte Vifter, Kurve
og Bambusgitterværk (afrundet, ligesom
den voksende Plante jævnlig er det). Ende-
lig er ogsaa Bølger og Arabeskmønstre yn-
dede Emner for det gennembrudte
Arbejde. Naar Sukashi-Jærnpladerne
gøres rigere gennem moderat flad
Indlægning af ædelt Metal, især
Guld, er det, foruden Nistjærnen og
Kirsebærvaabnet, hvis hyppige Fore-
komst er let at forstaa, et mærk-
værdig sparsomt Udvalg af Møn-
stre, der stadig holder for. Her
træffer man nemlig saa at sige kun
Volutranker af Nældearten Kara-
kusa (lig Ramie, — enkelt eller dob-
belt), visne Grene, firsidede Rude-
blade (enkeltvis og i Kæder) samt
Spiraler. Disse staaende Mønstre, af
hvilke de 3 sidste er meget karakteri-
stiske for Provinsen, og hvis Versio-
ner kun varierer lidet, er ofte paa
ganske ingeniøs Maade valgt og an-
bragt saaledes, at de ikke virker paa-
klistret, men giver god Mening sam-
men med det i Sukashi udførte Ho-
vedmotiv. Medens Sukashipladerne i
overvejende Grad er floralt dekore-
rede, er Motiverne til Jingoskolens
Reliefarbejder især hentede fra Dyre-
verdenen. Oftest træffer man nemlig Ørn
(paa Fyrretræ, med eller uden en Abe som

gennem en Lakonisme, der oftest er af tyde-
ligt arkaiserende Art, men undertiden endog
kan kaldes ultra-arkaiserende, siden man i
Tsubakunstens tidligste Morgen altid finder
lidt Sukashi, hvorledes Overfladen end er

tid noget udtraadte, ærværdige Tegninger
opfriskes paa ejendommelig og meget dis-
kret Vis. Friere føler de sig, naar de, gaa-
ende uden om Ærværdighederne, selv væl-
ger Motiver, der tillader eller forlanger en
ikke heraldisk-konventionel Tegning.
Dette gælder bl. a. hele deres egent-
lige florale Domæne. 1 de talrige
Tilfælde, hvor voksende Paulownia
eller Mume, Fyr eller Bambus gen-
gives, lader Sukashi-Mesteren jo
gærne en rundlagt Stamme eller
Gren, der ofte afbildes med nogen
plastisk Afrunding, okkupere Plade-
randen. Medens saa den slanke
Bambus naturligvis ikke giver An-
ledning til Ændring af Pladens
normale Form, karakteriseres altid
de øvrige 3 Arters Eksemplarer som
gamle og knudrede derigennem, at
Randen bugtes ud og ind og, som
Følge heraf, bliver mangefliget. Der-
imod vover Smeden ikke ved et næ-
ste realistisk Skridt at antyde en
Artsforskellighed: Dækker man Pla-
dens Midte, er det umuligt at ane,
om Smeden mener Kiri, Mume eller
Fyr. Medens man altsaa her kun
træffer en Realisme in nuce, risikerer
Smeden at gaa lidt videre, naar han
gengiver de underordnede Led, Kvi-
stene med Bambusblade, Mumeblomster
(altid uden Blade), Kiriblomster og -blade,


Fig. 17. Jærn. Tilskrevet 3dje Kasugamester, Tohachi

behandlet. Herom er han dog ikke helt ene;
lignende Tendenser findes undtagelsesvis

Bytte), Drage, Okse, Kat (under Pæon),
Karper (i Vandfald, jævnlig med nedfaldne
Mumeblomster), Languster, Krabbe, Blæk-
sprutte, Edderkop (med Net), Muslinger
(med Tang), samt Hat og Pung. Naar
Plader, som hverken er Sukashi- eller Re-
liefarbejder, overhovedet er prydede gen-
nem flad Indlægning, gengiver Zogan-
Arbejdet oftest Strøblomster af Mume
eller Kirsebær, Vaabenmærker, Drage,
Net, Garnspole, Arabesker og Ranker (i
et ikke ringe Udvalg). Gennem Hirata
Hikozo’s Arbejde en creux fremstilles
(eller antydes) Ting som unge Bregne-
skud, Irisblomster og stillestaaende
Vands lette Krusning. I Modsætning til
adskillige samtidige eller endog ældre
Tsubamestre andetsteds (Kioto, Owari),
gik Higokunstnerne udenom Menneske-
figuren; den eneste Undtagelse synes at
være Jingo-Reliefer med Djævleforføl-
geren Shoki i to ikke ganske vellykkede
Versioner.
Tegningen har hos alle de gode Me-
stre en rolig og klar, fint kultiveret, lidet
snaksom og ikke synderlig elskværdig
Virilitet. Knappest og strængest er Hi-
rata Hikozo (se Figurerne 1—5), naar
han da ikke i aristokratisk Radikal-
isme nøjes med at lade det smukke Me-
tals Ar eller Furer gøre det ud for Teg-
ning. Han viser nemlig en udpræget For-
kærlighed for enten direkte at anvende de
fra en fjærn og barsk Fortid hentede, altid

hos enkelte af de andre Skolers Mestre
(saaledes Kamiyoshi 3, Jingo 1 og 2). Hos
de Smede, hvis oeuvre er Sukashi-Jærnpla-
der, altsaa Kasuga-, Kamiyoshi- og Nishi-
gakiskolerne (Fig. 7—21; 22—30; 31—36),
har Tegningen som Regel en anden, men
fremdeles stræng Karakter. 1 deres Gen-
givelser af de indenfor Samtiden gængse

Fig. 18. Jærn. Tilskrevet 3dje Kasugamester, Tohachi
Vaabenmærker og dermed analoge konven-
tionelle Kompositioner af ikke-heraldisk


samt endelig Fyrrenaale, der snart danner
flerkuplede Smaakroner, snart (paa andre
Plader) ses som runde Knipper. Med ædel,
men koldsindig Naturlighed fremhæver han
her stærkt Artens typisk smukke Træk og
giver saa yderligere et omend umiskende-
ligt, saa dog kun ringe Spillerum for sekun-
dære Variationer i Henseende til Størrelse,
Form og Orientering. Idet saaledes en
Silhouette-Portrætering af selve Natu-
ren, eller blot en for Tegningens Hold-
ning farlig realistisk Betoning af finere
Detailler ligger den gode Higosmed
fjærnt, er det i de nævnte Tilfælde, og
andetsteds, hans ejendommelige og for
den oprindelige Samtid nye Kunst, at
udføre Sukashi-Arbejder, hvor en ikke
her tidligere set, stærkt forenklet Real-
isme faar Tegningen til paa en Gang at
virke naturligt, fornemt og mandig
strængt. Hvad sidste Punkt angaar, er
der en fuldendt Harmoni mellem Teg-
ning og Materiale, idet Strængheden
stærkt understreges gennem Anvendel-
sen af det dybtsorte Jærn. løvrigt er
(bortset fra ren Gravering) Gennem-
brydningen, naar den som her ikke mis-
bruges, den Teknik der virker enklest.
Naar der foruden Sukashi findes flad
Indlægning, gør denne naturligvis Pla-
den rigere, — altsaa mindre enkel, —
men ikke mildere, da det i beskeden
Grad anvendte lyse Metal gennem Kontra-
sten gør Jærnet særlig mørkt. Hvad endelig

meget overlegent gennemførte Skematise-
ringer, eller at tildanne sine Motiver over
denne Fortids stærkt forenklende Læst: I

Betydning tegner de først og fremmest
kærnefuldt og uden Plumphed; men af og
til, naar de kan se deres Snit, indsmugler

Jingoskolens saa dominerende Relieftsuba
angaar (Fig. 37—43), har de bedste Mestres
store, summarisk realistiske Tegninger den

sin Tegning, som i sin Mangel paa Tegning,

de saa et eller andet lille, fra Naturen hen-

højst virile, unægtelig ogsaa baade noble

tet Træk, hvorved de af Fortid og Sam-

lader han saaledes Viriliteten finde Udtryk

og enkle Egenskab at være grandiose.

42