Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Ideen, vækker Cézanne ved Udførelsen og Farverne
den samme ubestemte og næsten sansebedragende
Følelse som i sine uhyggelige Pikkeniks. Som andet-
steds paa denne Tid er Farveskalaen begrænset. Mod
en dyb graa Farve straaler en hvid-tgrønlig, en tung
rød hos Manden tilvenstre og en lyseblaa hos Manden
tilhøjre i fuldtklingende Harmoni. Dette Maleri viser
i hvor høj Grad Cézanne’s sky og uklare Romantik
sejrede over det aktuelle Grundlag han forsøgte at
fremstille.
Man ser, hvorledes Ideen om »Museumsmaleri« be-
hersker Cézanne paa denne Tid. I usædvanlig Grad
er han bekymret for Stilen, men ved Siden af dette
ejer han en Oprigtighed, en naiv Umiddelbarhed, der
heldigvis redder ham fra Efterligningens Tilintetgø-
relse. Endog hans Kejtethed kommer ham til Hjælp.
Han behandler ganske ubehændigt de frodige og
svulstige Bevægelser, der findes hos Barokkens Me-
stre. Han har intet af Tintorettos slappe Tvangløs-
hed, endnu mindre af Rubens’ medfødte Beherskelse.
I sine Bestræbelser hen mod de store barokke og poe-
tiske Knaldeffekter endnu mere end ved sine Fejl, for-
nægter Cézanne sin største Egenskab, nemlig den
instinktmæssige Forkærlighed for den strenge og næ-
sten hieratiske Arkitektur. Vi har allerede i Omtalen


af Portrættet af L’Emperaire bemærket, at Anbrin-

Paul C ez a n n e: Vej i Landsbyen

gelsen og Maaden at
fremstille Modellen paa er
helt byzantisk. Vi faar
senere at se, hvorledes
Cézanne, efter at have
ophørt at kæmpe mod
sin naturlige Tilbøjelig-
hed, som Grundlinie i si-
ne Kompositioner anven-
der en Opstilling, der er
fuldstændig modsat den,
han søgte at anvende i
de barokke Poesier. Hvis
man sammenligner »Les
joueurs des cartes« med
Lazare, ser man, hvorle-
des han føres til at for-
andre Maaden at betragte
Motivet paa. Man kon-
stanterer den samme For-
andring i Landskaberne.
Endelig naar han til at
fremstille alt paa den
mest enkle og mest pri-
mitive Maade. I Stedet

Paul Cézanne: Kortspillerne (1892)


tiviske og diagonale Ud-
strømninger, Bevægelser,
der krydser og indvikler
sig i hinanden, anvender
han nogle Grundrids pa-
rallelle med Lærredet og
skaber Billedets Dybde
ved andre Midler. I sine
bedste Arbejder genfin-
der Cézanne Traaden fra
Poussins Tradition. Al-
drig vender Tanken sig
mod Poussin, naar man
betragter Malerierne fra
den barokke Periode ■—
man tænker snarere paa
Tintoretto, Rubens, Ti-
zian, endog paa Daumier
og Delacroix, men ikke
paa Skaberen af det fran-
ske Landskab.
Men ved stadigt at
fremhæve Uregelmæssig-
hederne og Ufuldkom-

for at søge de perspek-


Paul Cézanne: Badende (1892)

menhederne i Malerierne
fra denne Tid, saaledes som jeg har gjort det, maa
man dog ikke tabe de store Egenskaber, der allerede
fremgaar af hans Bestræbelser, af Syne. Cézanne var
ikke i Stand til at skabe Mesterværker saalænge han
anstrengte sig i en Retning, der var hans
Geni modsat, og forskellige Indflydelser beherskede
ham. Han viste imidlertid, endog i sine mindre vel-
lykkede Værker, sin Kunstneraands Storhed, sin umaa-
delige Trohjertethed og en oprigtig Lidenskab foi
sit Arbejde. Man mistænker ham aldrig for at ville
paatvinge os et Billede, der ikke tilhørte ham selv.
De mest usandsynlige Personer, de mest overspændte
Kompositioner skildrer altid en Realitet, han har søgt
at gribe og udtrykke. Selve den Ærgerrighed at ville
konkurrere med det 17. Aarhundredes Mestre, lave no-
get storslaaet, gøre Indtryk, endog sin Ubehændighed
forvansker han ikke, han foretrækker at virke latter-
lig fremfor at mangle Ærlighed. Alt er frimodigt, dri-
stigt og retskaffent. Publikum holder af større Hen-
synsfuldhed og mindre tvangløse Manerer. (Fortsættes)

119