DOI Heft:
Nr. 7 (Juli 1924)
DOI Artikel:Petersen, Josef: Den grafiske Kunst i sin historiske Udvikling, [6]
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.31879#0164
DEN GRAFISKE KUNST
! SIN HISTORISKE UDVIKLING
X. 7?E717R7?A7VDr
W 'T Fæltestræk i Karakterpræget hos næsten alle
H.. < overordentlige Mennesker er dette, at de sætter
' sig udenfor de Vedtægter, et snusfornuftigt Sam-
Æ—fund efterhaanden har dannet sig til Rettesnor
for en agtet Medborgers Færd, og til hvis fornemste Mak-
simer dette Mundheld hører: »Sig mig, hvem du omgaas
— saa skal jeg sige dig, hvem du er.« Der kan nemlig
ikke anlægges den sam-
me Rettesnor for Stærke
som for Svage. For de
sidste vil dette Mundheld
være en ypperlig For-
skrift i alle Livets For-
hold, et Værn mod ska-
delige Paavirkninger, en
Forholdsregel, der umu-
liggør ondsindede Rygter
og afværger en daarlig
Placering fra Oven; ret-
ter de sig ikke efter den,
mister de deres Kredit,
baade direkte og i over-
ført Forstand. Det hele
beror paa et Skøn over,
hvor meget man har
Raad til, og det er selv-
sagt yderst farligt at til-
tro sig saameget Styrke,
at man har Raad til alt.
Mens Kristus kunde om-
gaas baade med »Tolde-
re og Syndere«, og tillige
med Samfundets ringeste
Folk, maa de fleste for-
nuftigvis nøjes med den
første Kategori og ikke
glemme at tage Farisæ-
erne med; thi det er end-
nu den Dag i Dag »Farisæere og Toldere« der bestemmer
over denne Verden og som rimeligvis vedblivende vil gøre
det. — Medens selv en Mand af saa enestaaende Geniali-
tet som Goef/m lød Samfundets Forskrifter (Undtagelsen
bekræfter Reglen) saa gjorde det ikke, lige-
saa lidt som SAaLcspcare gjorde det. Efter al Sandsynlig-
hed har Rembrandt ikke bevidst ræssoneret dybere over
den sociale Tilværelses mange optiske Bedrag; men sik-
kert er det, og yderst forstaaeligt er det, at han har fun-
det bedre Impulser for sin dybe og ægte personlige Kunst
blandt Outsidere og socialt lavt placerede end hos det
toneangivende Selskab. Rembrandt saa tilbunds i Tingenes
Væsen og fandt gediegnere Værdier hos de af Samfundet
forskudte end hos de fleste andre, og hans Velynder, Æorg-
Sfx, forsøgte forgæves at drage ham ud af hans
tarvelige Omgang.
Ogsaa i andre Retninger faldt det Rembrandt vanske-
ligt at respektere den tidsgyldige, samfundsstemplede
AAoralvaluta. Rembrandts Forretningsprincipper, hele det
Skema, hvorefter han havde indrettet sig, vilde ikke kunne
staa for en moderne Betragtningsmaades Kritik — og
kunde det heller ikke for Datidens. De sparsomme biogra-
fiske Oplysninger vedrørende hans Liv, vi besidder, mis-
tydes derfor for mange
Biografers Vedkommen-
de saadan, at de kommer
til at kaste Skygge over
den store Kunstners Ka-
rakter. Sandheden er sik-
kert den, at det faldt
Rembrandt lige saa umu-
ligt at rette sig efter den
borgerlige Snusfornufts
overfladiske Love, som
det forhen havde været
for Sokrates, eller, for at
nævne den største af alle
disse med en tragisk
Skæbne tornekronede
Outsidere, Kristus. Rem-
brandt endte ganske vist
ikke som hine paa Ska-
fottet, mener rimeligvis
blevet domfældt som
Menneske af sin Samtid
inden sin Død. Hans
Kunst nødsagedes de til
at lade staa, ligesom
Oldtidens Filistere nød-
sagedes til at anerkende
Sokrates' Visdom.
Det er typisk for den
pedantiske Bedømmelse
af det, der iigger oven-
over dens Begrebsomraade og Fatteevne, at en af Rem-
brandts Biografer har udtalt om ham, at »han havde en
plebejisk Foragt for alt højere eller idealt renset.« — iige-
saa typisk er det, at den samme Levnedsskildrer antyder,
at Rembrandts Bankerot var fingeret. Sikkerlig kan man
gaa udfra, at den store Kunstner havde opfattet Antiken og
nærede Beundring for dens Skønhed, men hans revolutio-
nære Aand kunde ikke lade sig lænkebinde af dens æste-
tiske Skema og førtes maaske af Frygt for dette endnu læn-
gere ud i oprørsk Higen. Rembrandt kæmpede sin Kamp i
sin egen Tid og genfandt ikke Antikens Skønhed her.
Indenfor Kredsen af hans egne Omgangsfæller valgte han
Modellerne til sine Heltinder og Helte, det er rigtig nok —
og disse Helte var dog i Almindelighed Antikens eller Bib-
lens mægtige Skikkelser. Men han rnaatte lade sig nøje
med og bruge det foreliggende Stof. Berthel Thorvald-
Rf?m6;'an<Ms ladering
700
! SIN HISTORISKE UDVIKLING
X. 7?E717R7?A7VDr
W 'T Fæltestræk i Karakterpræget hos næsten alle
H.. < overordentlige Mennesker er dette, at de sætter
' sig udenfor de Vedtægter, et snusfornuftigt Sam-
Æ—fund efterhaanden har dannet sig til Rettesnor
for en agtet Medborgers Færd, og til hvis fornemste Mak-
simer dette Mundheld hører: »Sig mig, hvem du omgaas
— saa skal jeg sige dig, hvem du er.« Der kan nemlig
ikke anlægges den sam-
me Rettesnor for Stærke
som for Svage. For de
sidste vil dette Mundheld
være en ypperlig For-
skrift i alle Livets For-
hold, et Værn mod ska-
delige Paavirkninger, en
Forholdsregel, der umu-
liggør ondsindede Rygter
og afværger en daarlig
Placering fra Oven; ret-
ter de sig ikke efter den,
mister de deres Kredit,
baade direkte og i over-
ført Forstand. Det hele
beror paa et Skøn over,
hvor meget man har
Raad til, og det er selv-
sagt yderst farligt at til-
tro sig saameget Styrke,
at man har Raad til alt.
Mens Kristus kunde om-
gaas baade med »Tolde-
re og Syndere«, og tillige
med Samfundets ringeste
Folk, maa de fleste for-
nuftigvis nøjes med den
første Kategori og ikke
glemme at tage Farisæ-
erne med; thi det er end-
nu den Dag i Dag »Farisæere og Toldere« der bestemmer
over denne Verden og som rimeligvis vedblivende vil gøre
det. — Medens selv en Mand af saa enestaaende Geniali-
tet som Goef/m lød Samfundets Forskrifter (Undtagelsen
bekræfter Reglen) saa gjorde det ikke, lige-
saa lidt som SAaLcspcare gjorde det. Efter al Sandsynlig-
hed har Rembrandt ikke bevidst ræssoneret dybere over
den sociale Tilværelses mange optiske Bedrag; men sik-
kert er det, og yderst forstaaeligt er det, at han har fun-
det bedre Impulser for sin dybe og ægte personlige Kunst
blandt Outsidere og socialt lavt placerede end hos det
toneangivende Selskab. Rembrandt saa tilbunds i Tingenes
Væsen og fandt gediegnere Værdier hos de af Samfundet
forskudte end hos de fleste andre, og hans Velynder, Æorg-
Sfx, forsøgte forgæves at drage ham ud af hans
tarvelige Omgang.
Ogsaa i andre Retninger faldt det Rembrandt vanske-
ligt at respektere den tidsgyldige, samfundsstemplede
AAoralvaluta. Rembrandts Forretningsprincipper, hele det
Skema, hvorefter han havde indrettet sig, vilde ikke kunne
staa for en moderne Betragtningsmaades Kritik — og
kunde det heller ikke for Datidens. De sparsomme biogra-
fiske Oplysninger vedrørende hans Liv, vi besidder, mis-
tydes derfor for mange
Biografers Vedkommen-
de saadan, at de kommer
til at kaste Skygge over
den store Kunstners Ka-
rakter. Sandheden er sik-
kert den, at det faldt
Rembrandt lige saa umu-
ligt at rette sig efter den
borgerlige Snusfornufts
overfladiske Love, som
det forhen havde været
for Sokrates, eller, for at
nævne den største af alle
disse med en tragisk
Skæbne tornekronede
Outsidere, Kristus. Rem-
brandt endte ganske vist
ikke som hine paa Ska-
fottet, mener rimeligvis
blevet domfældt som
Menneske af sin Samtid
inden sin Død. Hans
Kunst nødsagedes de til
at lade staa, ligesom
Oldtidens Filistere nød-
sagedes til at anerkende
Sokrates' Visdom.
Det er typisk for den
pedantiske Bedømmelse
af det, der iigger oven-
over dens Begrebsomraade og Fatteevne, at en af Rem-
brandts Biografer har udtalt om ham, at »han havde en
plebejisk Foragt for alt højere eller idealt renset.« — iige-
saa typisk er det, at den samme Levnedsskildrer antyder,
at Rembrandts Bankerot var fingeret. Sikkerlig kan man
gaa udfra, at den store Kunstner havde opfattet Antiken og
nærede Beundring for dens Skønhed, men hans revolutio-
nære Aand kunde ikke lade sig lænkebinde af dens æste-
tiske Skema og førtes maaske af Frygt for dette endnu læn-
gere ud i oprørsk Higen. Rembrandt kæmpede sin Kamp i
sin egen Tid og genfandt ikke Antikens Skønhed her.
Indenfor Kredsen af hans egne Omgangsfæller valgte han
Modellerne til sine Heltinder og Helte, det er rigtig nok —
og disse Helte var dog i Almindelighed Antikens eller Bib-
lens mægtige Skikkelser. Men han rnaatte lade sig nøje
med og bruge det foreliggende Stof. Berthel Thorvald-
Rf?m6;'an<Ms ladering
700