Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

kommer dybere ned i To-
nen; — der findes isolerede
Fænomener for Ragnarok.
Vesterhavsbilledet, Nr.
147, med de dybe, sort-
ladne grønsorte Bølgefar-
ver og den hvide Baad i
Forgrunden — der er ma-
let med rent hvidt, men i
Omgivelserne slet ikke vir-
ker kridtet — leder Tan-
ken hen paa Bølgen i
Louvre. Lidt mere Finhed,
en lille Smule mere af den
i Malerkrese saa foragtede
æstetiske Følelse, saa be-
høvede man ikke at henvi-
se til Louvre. Men desvær-
re er det altid det tilsyne-
ladende saa ligetil, mere
eller mindre, der er det
sværeste, og som oftest er en uovervindelig Hindring. —
Det er altid noget af en Oplevelse at se Olaf Rudes Ar-
bejder, ét Aar er han ikke saa heldig som et andet, men
man gaar aldrig helt forgæves.
I Aar er Rude paa Højde med sig selv, ja, der er enkelte
Arbejder, bl. a. Nr. 81 og Nr. 86,
jeg aldrig har set saa gode af
ham. Rude har stemt sine Farver
op, det er en Kunstner, der byg-
ger sin egen Idéverden i Farver
og Linier, og gennem Farven gi-
ver Udtryk for sit Sinds Omskif-
telighed i Melankoli og Livsglæ-
de. Desværre har jeg, da jeg skri-
ver disse Linier, ikke set Axel P.
Jensens store Billede, han fik
solgt til det meget omtalte Gal-
leri. Axel P. er ingen Himmelstor-
mer, men en stilfærdig, elskvær-
dig Urtegaardsmand, der kan op-
naa saa udmærket et Resultat
som i Nr. 52, Vinter i Vendsyssel,
hvor bl. a. den blaa Farve er af en
Lødighed der hæver Billedet,
trods lidt Tørhed, omtrent op i
Rang med selve Gotschalk •—
Gotschalk, der endnu den Dag i
Dag fængsler én, mens man lige-
gyldig gaar forbi mange af hans
Samtids Kæmpelærreder.
Stærkere i Følelsen er Niels
Lergaard, men ogsaa mere grov-
kornet. Han arbejder sig støt og
rolig fremad, som en Stenfisker
paa sin Pram, med sejge Tag.
Han har efterhaanden slidt sig ud
af de lidt for sølede Farver, der
er frisk Luft og Sus af Vejr og
Vind i hans Havbillede, blot Luf-

ten havde været lidt mere
sammalet med de øvrige
Elementer i Billedet — den
skærer det over i to Dele
— havde det været et helt
ypperligt Kunstværk.
Carl Jensens Akvareller
hænger daarligt i Billed-
huggersalens støjende Om-
givelser. Der burde udlejes
Skyklapper til Publikum-
merne, saa de i Ro og Mag
kunde betragte hver enkel
Kunstners Arbejde, adskilt
fra hinanden. Er der en hel
Del af Kunstnerne — og
det er der jo — der slaar
med Forhammer paa Ud-
stillingen, anvender Carl
Jensen fine stilfærdige
Midler (i sin Landskabs-
kunst), der er noget yndefuldt og foraarsagtigt over hans
Akvareller, lidt spædt, som virker velgørende, som en Lise
for Sindet. —
Billedhuggerne er ikke saa ængstelige som Malerne for
at indbyde unge Kunstnere som Gæster. Grønningens to
Billedhuggere har, med det rig-
tige Kunstnersind og uden smaa-
lig Tanke paa Konkurrence, ind-
budt ikke mindre end tre talent-
fulde Billedhuggere til deres Op-
visning.
Arnoff Thomsens Kong Baltha-
zar, stærkt paavirket af Neger-
skulptur, som man i sin Tid glæ-
dede sig over paa Charlottenborg,
har ikke tabt noget af sit Humør
ved Gensynet.
Hugo Liisberg udstiller en smi-
dig gratiøs Springvandsgruppe,
Havfrue og Delfin, den er blot an-
bragt uheldig, den burde hænge
frit ned i en Snor fra Loftet. Han
har ogsaa nogle gode Relieffer,
betydelig bedre end det han i Fjor
fik Guldmedaille for.
]ean Gauguins keramiske Ar-
bejder er ikke Kunstindustri. En
Ting bliver ikke Kunstindustri,
fordi den udføres i et Materiale,
der ellers anvendes dertil, men
det er god Kunst, og det er jo
Hovedsagen, da Gauguin er Bil-
ledhugger.
Hans lille Gruppe Dønninger,
Nr. 166, med den dybe azurblaa
Farve virker, i en nøjsom Tid
som vor, med sin glidende Rytme
og nænsomme Udforming som en
lille Skønhedsaabenbaring.


Erik Hoppe: Portræt af min Moder (Lampelys) 1928.
(137X111)


Arnoff Thomsen: Kong Balthazar. Statuette i delvis
forgyldt Egetræ. 1919. (Højde 48)

19