Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

pindsvin, Skiftinge og
andre Pudserligheder i
én Guddommelighed,
uden at Billedets Monu-
mentalitet var blevet rok-
ket. Der er altid noget
kedeligt i, naar en Kunst-
ner, der ellers viser Re-
spekt for det organiske
og rent menneskelige, for
at »fylde ud« tager sin
Tilflugt til den rent ele-
mentære Kubisme.
Nu er det vel ogsaa
farligt — men ærligt —
at udstille alle Udkastene
og Studierne samtidig
med Hovedarbejdet, naar
mange af Studierne er
saa gediegne.
Skønt Scharff præger
Udstillingen i Aar, glem-
mer man ikke Gæsterne,
som Udstillingskomiteen
nær havde, naar man betragter den mildest talt ubarm-
hjertige Ophængning, der er blevet to af Gæsterne, Hoppe
og Haagensen, til Del. Til en lille Undskyldning tjener
maaske, at Haagensens Billeder ikke er gode i Aar. Men
det gaar ud over Hoppe, der med sine udprægede mosag-
tige Farveformationer skal ses paa en hel Væg for sig selv.
Hans mest samlede Arbejde er vel nok Portrætet af
Moderen, hvor det bløde og blide i Farvetonerne forlener
Billedets Idé med en mild menneskelig Følelse.
Haagen-Miillers Kunst virker ægte og overbevisende.
Han har formaaet at faa noget af den særprægede Tibirke
Stemning i sine Billeder, som i sin Tid Kokoscka i sine
Landskaber fra de bayerske Højalper. Hans Farve er blevet
fyldigere og kraftigere, vel en Frugt af det direkte Natur-
studium, det lidt tørre, der før kunde være over den, er næ-
sten helt forsvundet; fra Scharff har han sikkert set og
lært at bygge et Motiv saa sikkert og præcist op; man
erindrer nogle af Scharffs
strigente Granskovsbille-
der fra gamle Dage. An-
bringelsen af Heste i de-
korative landskabelige
Omgivelser er af en yp-
perlig Billedvirkning, der
er noget mysteriøst over
en Hestekrop, som man
aner den snart tilhører
Fortidsdyrene og gaar
over i Zoologernes Sagn-
historie som den virrende
Tordenøgle og skikkelige
Dinosaurus; den forlener
Landskabet med de spid-
se mørke Graner og tun-
ge Slugter, med en me-
lankolsk Ynde af fin og

ejendommelig Virkning.
Nr. 24: Hvid og sort Hest
i Graavejr og Nr. 19: Ti-
birke Lunde, Vinter, er
vel nok hans smukkeste
Arbejder; da Galleriet nu
var saa godt i Gang med
Indkøbene paa Udstillin-
gen, burde det have sik-
ret sig et af dem, det kan
maaske tjene Galleriet til
Oplysning, at for unge
Malere har det ikke helt
ringe Betydnnig at faa
solgt dertil — Verden vil
jo stadig bedrages.
Hvorfor Museet ikke
har benyttet Lejligheden
til —• mod et kontant Ve-
derlag — at faa Sønder-
gaards Vinterbillede, der
blev købt i Fjor (men al-
drig ophængt) ombyttet
med et af hans gode
Landskaber i Aar, er en af de Gaader, der aldrig bliver
løst. ■—-
Blot Søndergaard i Aar ikke havde udstillet de forunder-
lige Figurbilleder i den kvælende Atmosfære, havde hans
Ophængning været overbevisende. Kompositionen Efter
Badet, med de skrævende, nøgne, uskønne Piger, virker
som en harsk Soldatervittighed.
Under fri Himmel er han derimod sund og karsk, og
selv om han af og til ryger sig en Pibefuld skrap Shag-
tobak, generer det ikke; der er højt til Loftet.
Søndergaard kommer ikke nemt til sine Resultater, man
mærker den svedige Kamp med Stoffet, han har malet og
skrabet ud og maaske mange Gange bandet stygt. Men
med sit mærkelige Sind, der paa samme Tid hader og
elsker Livet og Menneskene, er han baade en fin og følsom
Natur, der bag den tilsyneladende plumpe Form skaber
Arbejder, der i primitiv Kraft og koloristisk Raffinement
fører Tanken hen paa
selve Bonde BreugheL
Der er over hans Natur-
følelse noget betagende
stemningsbevæget, men
samtidig noget ulmende
uhyggesvangert, som
dæmpede hule Drøn af
underjordiske Kræfter,
der er ved at bryde løs.
Hans bedste Arbejde, Nr.
1531: Graa Dag ved Ve-
sterhavet, har en saadan
Stemning over sig af
angstfuld Tunghed før
Torden eller Ragnarok.
Nøgternt set bør Søn-
dergaard vistnok passe
paa, at hans Farve ikke

Niels Lergaard: To Kvinder. (IWT/JOO)


Jens Søndergaard: Tør Sommerdag, Bovbjerg. (78X100)


18