DOI Artikel:
Borch, Orla Valdemar: Efteraarsudstillingerne: Charlottenborg og den frie
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0301
CHARLOTTENBORG OO DEN FRIE
DE to aarlige Efteraarsudstillinger paa den Frie og
Charlottenborg led mærkbart under det samti-
dig afholdte store Kunststævne paa Forum. For-
nuftigere havde det sikkert været, om der ■—
naar endelig Udstillingen skulde have Fernisering i Aar
— havde været skabt et Samarbejde f. Eks. med Kupon-
billetter paa Forum, der til nedsat Pris gav Adgang til
begge Efteraarsudstillingerne, noget lignende som Stævnet
havde ordnet sig med det kgl. Teaters Billetsalg. Men nu
blev Besøget altsaa ret skralt, hvilket dog heldigvis ikke
influerede paa Udstillingernes kunstneriske Lødighed, der
stod ret højt i Aar, og som derfor kunde have fortjent
langt større Tilslutning.
Trods disse Udstillingers kunstneriske Kvalitet viser det
ringe Besøg tydeligere end noget andet Publikums vok-
sende Uvilje mod de mange spredte Udstillinger. Mon ikke
Tiden nu var inde til Samling, saa at alle Udstillingsgrup-
perne kunde enes om at udstille under samme Tag og
forliges blot én Gang aarlig.
Tidens rent praktiske Krav til Koncentration kan selv
Kunsten ikke ustraffet overhøre, om den aarlige store Op-
visning skal afholdes paa Forum eller der ved Tilbygning
kan skaffes Plads til den paa Charlottenborg er i denne
Forbindelse underordnede Spørgsmaal, men Kunsten skyl-
der Publikum og ikke mindst sig selv det Hensyn at lette
Overskueligheden og bringe Bud til saa mange som vel
mulig.
Der var noget nær af det ideelle over selve det ydre
Arrangement i Forum. Det store festlige Lokale med Blom-
ster og Musik populariserede Kunsten, og det skal man
baade af den ene og anden Grund absolut ikke kimse af.
Hvor mange tror man mon ikke, der første Gang er
blevet »lokket« ind i Glyptotekets store frodige Vinter-
have, og senere hen er kommet igen og blevet grebet af
Billedkunstens Storhed og Skønhed?
Selv for Kunstnere kan det af og til knibe lidt med at
holde rede paa de forskellige Sammenslutningers Karakter
og Udstillingstider, helt haabløst er det imidlertid at for-
lange og tro paa, at det store Publikum •— som Kunsten
hverken kan eller maa undvære — ligefrem skal være i
Besiddelse af ærkeenglelig Taalmodighed. Det er nu en-
gang saadant og ret forstaaeligt, at Eksamensopgaver
dropper Folk ganske roligt, naar de ikke er tvungne til
at løse dem. ■—
Udstillingen paa Charlottenborg var hovedsagelig præ-
get af den besindige lidt tunge, men ærlige danske tradi-
tionsbundne Kunst.
Desværre var der ogsaa et Par slemme Kameler imellem,
der gjorde deres til at skæmme Udstillingen og rettelig
hørte hjemme i Trommesalen. Mon ikke det er et forkert
Princip af Komiteen ogsaa at tage de helt rædselsfulde
med paa de retrospektive Opvisninger, Folk der ikke har
Gnist af kunstnerisk Fornemmelse og ikke engang kan
deres Haandværk, men er udygtige Dilettanter. Det er
altid kedeligt i denne Forbindelse at nævne Navne, men
heldigvis er de mere gode i Majoritet, saa her er frit Slag.
N. P. Bolts virtuose Billeder bringer Samleren i næste
Nummer en Artikel om. Kielland Brandt elsker Havet naar
det stormer vildt og kan i enkelte Arbejder med tyk Olie-
farve bibringe Beskueren den samme paagaaende For-
nemmelse.
Viggo Brandt og Asger Bremer er habile Landskabs-
kunstnere, men de er ogsaa begge dygtige Portrætister
med Sans for monumental Karakteriseringsevne.
klans Henningsen har jo for længst Ry som en af vore
mest søgte yngre Portrætmalere. Her paa Udstillingen er
hans Billede af Prof. Vald. Henriques og hans Studier fra
Concarneau vel nok hans mest overbevisende Arbejder.
Det frisker svært op paa Udstillingen at se Anton Han-
sens fremragende Tegnekunst, men man skal nu alligevel
helst skue hans Arbejder i en Bog eller i en Avis sammen
med det typografiske Udstyr. Han er ogsaa daarlig op-
hængt, han burde have haft en mere ærefuld Sal.
Baade Axel Ulmer, Carl Schwen og Henrik Schouboe
har gode Arbejder. Schouboes romantisk-lyriske Foraars-
billeder og Nielsen Korlinds sobre Kunst er typiske Eks-
empler paa den noble traditionsbundne Charlottenborg-
kunst.
Axel Simonsen hører til den samme Kategori. Han har
bl. a. et dejligt Snebillede fra Hillerød, slet ikke saa tørt
i Farven som det plejer at være.
Jens Sørensen og Daniel Hvidt præger hver for sig i høj
Grad Udstillingen. Deres store Produktivitet gør det muligt
for dem at være fyldigt repræsenteret baade paa den lidt
mere konservative Charlottenborgudstilling og den lidt
mindre konservative Efteraarsudstilling paa den Frie.
Daniel Hvidts store Scene udenfor en Cirkusgarderobe
er trods Mangler et stærkt Arbejde. Men det er en under-
lig Idé at male Billedet med en Slags Limfarve paa skrø-
beligt Papir, det er sikkert derfor det ikke virker med den
tilstrækkelige Slagkraft, det rent tekniske modarbejder
Billedets Aand og Struktur.
Men der er noget forfriskende og djærvt over Arbejdet,
noget selvstændigt og personligt og det er vel egentlig
Kunstens Mening og Maal.
Jens Sørensen fik sit aarlige Gennembrud paa begge
Udstillingerne. Han hævdede sig flot paa Charlottenborg
og gjorde et overbevisende Indtryk paa den Frie, hvor
særlig hans Cirkusbillede i de jordgrønne Farver og Fra
Dyrehavsbakken var fremragende maleriske Præstationer.
Johan Sejg paa den Frie har gjort gode Fremskridt, der
er en ærlig Stræben og kraftig malerisk Vilje i hans Bil-
leder. Bedst er vel nok hans Strandparti og Nr. 203 Skov-
indre i sin lidt tørre, men usammensatte Naturfølelse.
de Sala har en god Ophængning i Aar. Han er den ty-
piske Artist, hvor alt blomstrer under Hænderne paa ham
i lyrisk Farvefornemmelse. Mindst kan jeg lide hans store
Model, men Selvportræt og Costa Armita Eftiméne (nu vil
jeg da haabe, det er rigtigt stavet) er fremragende Kunst.
Kay Christensens Ophængning er ikke saa personlig-
hedspræget som paa Forum. Det er farverige muntre Bil-
165
DE to aarlige Efteraarsudstillinger paa den Frie og
Charlottenborg led mærkbart under det samti-
dig afholdte store Kunststævne paa Forum. For-
nuftigere havde det sikkert været, om der ■—
naar endelig Udstillingen skulde have Fernisering i Aar
— havde været skabt et Samarbejde f. Eks. med Kupon-
billetter paa Forum, der til nedsat Pris gav Adgang til
begge Efteraarsudstillingerne, noget lignende som Stævnet
havde ordnet sig med det kgl. Teaters Billetsalg. Men nu
blev Besøget altsaa ret skralt, hvilket dog heldigvis ikke
influerede paa Udstillingernes kunstneriske Lødighed, der
stod ret højt i Aar, og som derfor kunde have fortjent
langt større Tilslutning.
Trods disse Udstillingers kunstneriske Kvalitet viser det
ringe Besøg tydeligere end noget andet Publikums vok-
sende Uvilje mod de mange spredte Udstillinger. Mon ikke
Tiden nu var inde til Samling, saa at alle Udstillingsgrup-
perne kunde enes om at udstille under samme Tag og
forliges blot én Gang aarlig.
Tidens rent praktiske Krav til Koncentration kan selv
Kunsten ikke ustraffet overhøre, om den aarlige store Op-
visning skal afholdes paa Forum eller der ved Tilbygning
kan skaffes Plads til den paa Charlottenborg er i denne
Forbindelse underordnede Spørgsmaal, men Kunsten skyl-
der Publikum og ikke mindst sig selv det Hensyn at lette
Overskueligheden og bringe Bud til saa mange som vel
mulig.
Der var noget nær af det ideelle over selve det ydre
Arrangement i Forum. Det store festlige Lokale med Blom-
ster og Musik populariserede Kunsten, og det skal man
baade af den ene og anden Grund absolut ikke kimse af.
Hvor mange tror man mon ikke, der første Gang er
blevet »lokket« ind i Glyptotekets store frodige Vinter-
have, og senere hen er kommet igen og blevet grebet af
Billedkunstens Storhed og Skønhed?
Selv for Kunstnere kan det af og til knibe lidt med at
holde rede paa de forskellige Sammenslutningers Karakter
og Udstillingstider, helt haabløst er det imidlertid at for-
lange og tro paa, at det store Publikum •— som Kunsten
hverken kan eller maa undvære — ligefrem skal være i
Besiddelse af ærkeenglelig Taalmodighed. Det er nu en-
gang saadant og ret forstaaeligt, at Eksamensopgaver
dropper Folk ganske roligt, naar de ikke er tvungne til
at løse dem. ■—
Udstillingen paa Charlottenborg var hovedsagelig præ-
get af den besindige lidt tunge, men ærlige danske tradi-
tionsbundne Kunst.
Desværre var der ogsaa et Par slemme Kameler imellem,
der gjorde deres til at skæmme Udstillingen og rettelig
hørte hjemme i Trommesalen. Mon ikke det er et forkert
Princip af Komiteen ogsaa at tage de helt rædselsfulde
med paa de retrospektive Opvisninger, Folk der ikke har
Gnist af kunstnerisk Fornemmelse og ikke engang kan
deres Haandværk, men er udygtige Dilettanter. Det er
altid kedeligt i denne Forbindelse at nævne Navne, men
heldigvis er de mere gode i Majoritet, saa her er frit Slag.
N. P. Bolts virtuose Billeder bringer Samleren i næste
Nummer en Artikel om. Kielland Brandt elsker Havet naar
det stormer vildt og kan i enkelte Arbejder med tyk Olie-
farve bibringe Beskueren den samme paagaaende For-
nemmelse.
Viggo Brandt og Asger Bremer er habile Landskabs-
kunstnere, men de er ogsaa begge dygtige Portrætister
med Sans for monumental Karakteriseringsevne.
klans Henningsen har jo for længst Ry som en af vore
mest søgte yngre Portrætmalere. Her paa Udstillingen er
hans Billede af Prof. Vald. Henriques og hans Studier fra
Concarneau vel nok hans mest overbevisende Arbejder.
Det frisker svært op paa Udstillingen at se Anton Han-
sens fremragende Tegnekunst, men man skal nu alligevel
helst skue hans Arbejder i en Bog eller i en Avis sammen
med det typografiske Udstyr. Han er ogsaa daarlig op-
hængt, han burde have haft en mere ærefuld Sal.
Baade Axel Ulmer, Carl Schwen og Henrik Schouboe
har gode Arbejder. Schouboes romantisk-lyriske Foraars-
billeder og Nielsen Korlinds sobre Kunst er typiske Eks-
empler paa den noble traditionsbundne Charlottenborg-
kunst.
Axel Simonsen hører til den samme Kategori. Han har
bl. a. et dejligt Snebillede fra Hillerød, slet ikke saa tørt
i Farven som det plejer at være.
Jens Sørensen og Daniel Hvidt præger hver for sig i høj
Grad Udstillingen. Deres store Produktivitet gør det muligt
for dem at være fyldigt repræsenteret baade paa den lidt
mere konservative Charlottenborgudstilling og den lidt
mindre konservative Efteraarsudstilling paa den Frie.
Daniel Hvidts store Scene udenfor en Cirkusgarderobe
er trods Mangler et stærkt Arbejde. Men det er en under-
lig Idé at male Billedet med en Slags Limfarve paa skrø-
beligt Papir, det er sikkert derfor det ikke virker med den
tilstrækkelige Slagkraft, det rent tekniske modarbejder
Billedets Aand og Struktur.
Men der er noget forfriskende og djærvt over Arbejdet,
noget selvstændigt og personligt og det er vel egentlig
Kunstens Mening og Maal.
Jens Sørensen fik sit aarlige Gennembrud paa begge
Udstillingerne. Han hævdede sig flot paa Charlottenborg
og gjorde et overbevisende Indtryk paa den Frie, hvor
særlig hans Cirkusbillede i de jordgrønne Farver og Fra
Dyrehavsbakken var fremragende maleriske Præstationer.
Johan Sejg paa den Frie har gjort gode Fremskridt, der
er en ærlig Stræben og kraftig malerisk Vilje i hans Bil-
leder. Bedst er vel nok hans Strandparti og Nr. 203 Skov-
indre i sin lidt tørre, men usammensatte Naturfølelse.
de Sala har en god Ophængning i Aar. Han er den ty-
piske Artist, hvor alt blomstrer under Hænderne paa ham
i lyrisk Farvefornemmelse. Mindst kan jeg lide hans store
Model, men Selvportræt og Costa Armita Eftiméne (nu vil
jeg da haabe, det er rigtigt stavet) er fremragende Kunst.
Kay Christensens Ophængning er ikke saa personlig-
hedspræget som paa Forum. Det er farverige muntre Bil-
165