DOI Artikel:
Melbye, Herbert: Maurice de Vlaminck
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0192
MAURICE DE VLAMINCK
Forfatteren Herbert Melby e fortsætter sine Artikler om franske Kunstnere med
en Vurdering af den i det kunstinteresserede Europa højt værdsatte Maurice de V la-
mi n c k, af hvem Ingeniør Rumps Samling paa Kunstmusæet ejer et Par Landskaber
FORMEN er ikke blot Konturer, men ogsaa eller i
endnu højere Grad Lysindhold. Hvad Emile Ber-
nard siger i en anden Forbindelse »quand la cou-
leur est å sa richesse la forme est å sa plénitude«
er samtidig et usædvanlig nøjagtigt Udtryk for Vlamincks
Særpræg som Maler. Man fortæller, at da Vlaminck i sine
helt unge Dage i et An-
fald af autodidaktisk
Raseri tørte endnu vaa-
de Lærreder af i Græs-
set, blev det adskilligt
grønnere end alminde-
ligt Græs ellers plejer at
være. Hvis hans Raseri
havde rakt til Himlen,
var den sikkert ogsaa
blevet af en ikke helt al-
mindelig, afgrundsdyb
Blaahed. Farven hos
Vlaminck er i Modsæt-
ning til de fleste -ismers
mere komplicerede Ke-
mi næsten altid de rene
Farver, dog ikke som
hos Divisionisterne, men
i store, kraftige Strøg,
prøjsisk blaat, stærke
grønne og gule Farver
kendetegner hans ikke
særlig omfattende Pa-
let. Oliebilleders Evne
til kunstnerisk set at
taale Lys er yderst for-
skellig. Vlamincks Far-
ver ejer en meget sjæl-
den Lysindsugningsevne
og kommer egentlig
først rigtig til deres Ret
i et intensivt Lys. I deres usædvanlige Styrke og Klarhed
bliver de farligt Naboskab, afslører ubarmhjertigt indtil
de mindste Svagheder og Brist hos andre. Det er som at
synge i en Marmorhal, hvor selv den ubetydeligste Intona-
tion antager truende Dimensioner. For en Axel Salto vilde
Bekendtskabet være uhjælpeligt kompromitterende.
Paris spiller trods Skolernes udenbys Benævnelser en
concentrisk Rolle fra Revolutionen ned til vor Tid for alle
de Grupper og Skoler, fransk Malerkunst har at opvise,
hvad ikke tidligere havde været Tilfældet. Vlaminck er
født i 1876 og opdraget i Forstæderne. En Træpibe og en
Cykle var hans væsentlige Attribut’er. I Chatou, hvor han
tilbringer sine første Arbejdsaar, har han en Tid lang
Atelier sammen med Derain, der er den første til at drage
ham frem af Ubemærketheden. Vlaminck og Derain giver
l’École de Chatou Betydning. Blandt de ældre var Matisse
en af de hurtigste til at anerkende Vlaminck, der 1904 for
første Gang udstiller hos »Les Indépendants« i Paris. Han
har malet l’Ile de France, som alle gode Parisere, som
Chardin, som Corot, som sin Fælle Derain, og malet det i
mere end tyve Aar paa sin tilsyneladende hensynsløst
haandfaste, næsten barbariske Maade. Vlaminck, der selv
er saa uhyre stedfæstet, er af den utvivlsomt rigtige An-
skuelse, at Kunst almin-
deligvis er et lokalt Fæ-
nomen. Han har selv
fortalt, hvor ilde han
befandt sig i Syden og
forbliver upaavirkelig
lokal i Forhold til sine
Motiver, der sjældent
fjerner sig mere end en
Times Vej fra Paris til
det nordligere Valmon-
dois, hvor han i syv Aar
er Nabo til Duhamel, og
til Bougival i Sydvest.
Først de senere Aar er
han af og til naaet ud
til Kanalhavnene og op
til det belgiske Flan-
dern. Netop det lokale
og umiddelbare bliver
hans Styrke. Fransk
Kunst har vrimlet og
vrimler stadig af falske
Martyrer efter Cézanne,
falske Lautrec’er og fal-
ske Negere. Vlamincks
robuste Kraft har ind-
stillet ham sympatisk
overfor al oprindelig
Kunst og blandt andet
gjort ham til en af Ne-
gerkunstens Epigoner,
uden at han dog som Zadkine tager Skade paa sin Sjæl. -—
Dyrkelsen af det saakaldt Sunde er blevet næsten en Mode
for ikke at sige en Syge som Brystsygen var det for fyrre-
tyve Aar siden. Æstetiken, der momentvis foragtes, kan
tage disse Krampetrækninger med uforstyrret Sindsro.
Naar man konfronterer Vlamincks Landskabsopfattelse
med de Enkeltheder, der opregnes om hans udelukkende
grove og voldsomme Egenskaber, drager man et Lettelsens
Suk, det er alt grebet ud af Luften. Vlaminck tilbeder -—
trods egne staalsatte Teorier — Naturen, som var den en
elsket Kvinde. Er han stærk og impulsiv, gaar han dog til
den med en egen rørende, barbarisk Blidhed og med det,
han selv saa kraftigt fralægger sig, Betagelse og For-
dybelse. — Vlaminck gaar efter eget Sigende ikke paa Mu-
seer for ikke at ødelægge sit personlige Temperament.
Dette viser enten hans urokkelige Selvtillid eller en meget
udpræget Svaghedsfølelse overfor den Museumskunst, han
Litografi i Duhamels „Les
Hommes Abandonnés". 1927
104
Forfatteren Herbert Melby e fortsætter sine Artikler om franske Kunstnere med
en Vurdering af den i det kunstinteresserede Europa højt værdsatte Maurice de V la-
mi n c k, af hvem Ingeniør Rumps Samling paa Kunstmusæet ejer et Par Landskaber
FORMEN er ikke blot Konturer, men ogsaa eller i
endnu højere Grad Lysindhold. Hvad Emile Ber-
nard siger i en anden Forbindelse »quand la cou-
leur est å sa richesse la forme est å sa plénitude«
er samtidig et usædvanlig nøjagtigt Udtryk for Vlamincks
Særpræg som Maler. Man fortæller, at da Vlaminck i sine
helt unge Dage i et An-
fald af autodidaktisk
Raseri tørte endnu vaa-
de Lærreder af i Græs-
set, blev det adskilligt
grønnere end alminde-
ligt Græs ellers plejer at
være. Hvis hans Raseri
havde rakt til Himlen,
var den sikkert ogsaa
blevet af en ikke helt al-
mindelig, afgrundsdyb
Blaahed. Farven hos
Vlaminck er i Modsæt-
ning til de fleste -ismers
mere komplicerede Ke-
mi næsten altid de rene
Farver, dog ikke som
hos Divisionisterne, men
i store, kraftige Strøg,
prøjsisk blaat, stærke
grønne og gule Farver
kendetegner hans ikke
særlig omfattende Pa-
let. Oliebilleders Evne
til kunstnerisk set at
taale Lys er yderst for-
skellig. Vlamincks Far-
ver ejer en meget sjæl-
den Lysindsugningsevne
og kommer egentlig
først rigtig til deres Ret
i et intensivt Lys. I deres usædvanlige Styrke og Klarhed
bliver de farligt Naboskab, afslører ubarmhjertigt indtil
de mindste Svagheder og Brist hos andre. Det er som at
synge i en Marmorhal, hvor selv den ubetydeligste Intona-
tion antager truende Dimensioner. For en Axel Salto vilde
Bekendtskabet være uhjælpeligt kompromitterende.
Paris spiller trods Skolernes udenbys Benævnelser en
concentrisk Rolle fra Revolutionen ned til vor Tid for alle
de Grupper og Skoler, fransk Malerkunst har at opvise,
hvad ikke tidligere havde været Tilfældet. Vlaminck er
født i 1876 og opdraget i Forstæderne. En Træpibe og en
Cykle var hans væsentlige Attribut’er. I Chatou, hvor han
tilbringer sine første Arbejdsaar, har han en Tid lang
Atelier sammen med Derain, der er den første til at drage
ham frem af Ubemærketheden. Vlaminck og Derain giver
l’École de Chatou Betydning. Blandt de ældre var Matisse
en af de hurtigste til at anerkende Vlaminck, der 1904 for
første Gang udstiller hos »Les Indépendants« i Paris. Han
har malet l’Ile de France, som alle gode Parisere, som
Chardin, som Corot, som sin Fælle Derain, og malet det i
mere end tyve Aar paa sin tilsyneladende hensynsløst
haandfaste, næsten barbariske Maade. Vlaminck, der selv
er saa uhyre stedfæstet, er af den utvivlsomt rigtige An-
skuelse, at Kunst almin-
deligvis er et lokalt Fæ-
nomen. Han har selv
fortalt, hvor ilde han
befandt sig i Syden og
forbliver upaavirkelig
lokal i Forhold til sine
Motiver, der sjældent
fjerner sig mere end en
Times Vej fra Paris til
det nordligere Valmon-
dois, hvor han i syv Aar
er Nabo til Duhamel, og
til Bougival i Sydvest.
Først de senere Aar er
han af og til naaet ud
til Kanalhavnene og op
til det belgiske Flan-
dern. Netop det lokale
og umiddelbare bliver
hans Styrke. Fransk
Kunst har vrimlet og
vrimler stadig af falske
Martyrer efter Cézanne,
falske Lautrec’er og fal-
ske Negere. Vlamincks
robuste Kraft har ind-
stillet ham sympatisk
overfor al oprindelig
Kunst og blandt andet
gjort ham til en af Ne-
gerkunstens Epigoner,
uden at han dog som Zadkine tager Skade paa sin Sjæl. -—
Dyrkelsen af det saakaldt Sunde er blevet næsten en Mode
for ikke at sige en Syge som Brystsygen var det for fyrre-
tyve Aar siden. Æstetiken, der momentvis foragtes, kan
tage disse Krampetrækninger med uforstyrret Sindsro.
Naar man konfronterer Vlamincks Landskabsopfattelse
med de Enkeltheder, der opregnes om hans udelukkende
grove og voldsomme Egenskaber, drager man et Lettelsens
Suk, det er alt grebet ud af Luften. Vlaminck tilbeder -—
trods egne staalsatte Teorier — Naturen, som var den en
elsket Kvinde. Er han stærk og impulsiv, gaar han dog til
den med en egen rørende, barbarisk Blidhed og med det,
han selv saa kraftigt fralægger sig, Betagelse og For-
dybelse. — Vlaminck gaar efter eget Sigende ikke paa Mu-
seer for ikke at ødelægge sit personlige Temperament.
Dette viser enten hans urokkelige Selvtillid eller en meget
udpræget Svaghedsfølelse overfor den Museumskunst, han
Litografi i Duhamels „Les
Hommes Abandonnés". 1927
104