Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

TALERSTOLEN:

NOGLE BETRAGTNINGER AF EN IKKE-KUNSTNER
Oprettelsen af denne Side: Talerstolen til vore Læseres Disposition er aaben-
bart blevet modtaget med Glæde. Vi har allerede modtaget flere Indlæg af almen
Interesse og giver denne Gang Ordet til Hr. Skolebestyrer P. Kjeldgaard

Kunstlivets Udfoldelse og Vækst har
Berøringspunkter til to Sider: den
kunstneriske, der saa at sige ven-
der indad mod Kunstnerne selv, og den
praktiske, der vender udad mod Publikum.
Den kunstneriske Side skal jeg af gode
Grunde ikke berøre med en Stavelse. Det
skulde da bare lige være dette, at de Her-
rer, der bedømmer bildende Kunst, i særlig
Grad forstaar at være uenige og at gøre
det købende Publikum desorienteret, idet
man imellem Linierne ofte mener at kunne
spore usynlige og mindre gode Kræfter,
der har sat Sagligheden til Vægs.
Men til Sagen: den praktiske Side. Det
vilde paa mange Maader være tiltalende,
om Kunstnerne kunde leve af Luft og Kil-
devand for saaledes helt og fuldt at give
sig Kunsten i Vold; men som de nu er skab-
te maa de regne med et købende Publikum.
Paa dette Punkt er Kunstneren stillet som
enhver anden Forretningsmand, der ikke
maa sky noget Middel eller nogen Anstren-
gelse for paa en god og tiltalende Maade
at komme i Forbindelse med Publikum.
Der siges, det er daarlige Tider for Kun-
sten. Man skulde tro, det kunde være end-
og særdeles gode Tider, da alle og enhver

nu om Stunder vil have Malerier paa Væg-
gen. Men Sagen er, at alt for mange Men-
nesker bliver snydt af smarte »Kunsthand-
lere«, der sælger Stene for Brød. Hvad vil-
de det ikke betyde for Kunsten i vort Land
og for vore unge, dygtige Kunstnere, om
deres Arbejder kom til at pryde de Tusin-
der af Hjem, som nu skæmmes af daar-
lige Maleres og Maleri-Fabrikkers gemene
Produkter. — Der er i Sandhed en stor
Mark at opdyrke, men der skal et Oplys-
ningsarbejde og en vis Anskuelighed til.
Mere Oplysning om Tingene og lettere Ad-
gang til at se god Kunst vilde hjælpe i be-
tydelig Grad. En — omend lille — Kunst-
samling i hver Købstad bør være Løsenet
for Kunstens Venner og iøvrigt for alle,
som anerkender Kunsten som en for Sam-
fundslivet opdragende og for det enkelte
Menneske glædegivende Faktor.
*
Hvad om det udmærkede Blad Samleren
til en Begyndelse en Gang imellem ofrede
en Side paa Stof af »oplysende« og »agi-
tatorisk« Art. En Prøve paa, hvad jeg i
denne Forbindelse kalder Stof af oplysen-
de Art, kan jeg bedst give ved at stille

nogle faa Spørgsmaal, som for Tiden har
aktuel Interesse for andre end underteg-
nede:
Hvordan skal man bedst forberede Star-
ten af en Kunstforening i en Provinsby paa
en halv Snes Tusinde Mennesker?
Bliver det en dyr Forening, naar Med-
lemmerne skal have noget Udbytte af den?
Hvad koster det at faa Charlottenborgs
Vandreudstilling til en By, og hvem dirige-
rer den?
Kommer Vandreudstillingen til Byer, som
ikke har nogen Kunstforening? —
*
Der er sikkert i mange Byer en Kreds,
som gerne ser Oprettelsen af en Kunstfor-
ening, men som ikke aner, hvordan Tinge-
ne skal gribes an. Der har i Dagbladene
staaet noget om, at Vandreudstillingen ik-
ke kom ud mere. Siden læste man, at den
kom til de sædvanlige Byer. Kunstnerne
burde arbejde for, at Udstillingen kom til
endnu flere Byer, selv om de skulde betale
lidt for det. I det lange Løb, men maaske
paa usynlig Maade, vender Pengene tilbage
med Renter.
P. Kjeldgaard.
Nykøbing M.

Vi har anmodet Vandreudstillingens mange-
aarige Leder Hr. Inspektør V. Jast ran om
at svare paa de af Spørgsmaalene, der maatte
falde indenfor hans Domæne.
Hr. Skolebestyrer P. Kjeldgaards for-
nuftige og rammende Artikel om Kunstfor-
holdene i Danmark for Tiden udtrykker
godt de Følelser, der besjæler mange af
Kunstens Venner i og udenfor Hovedsta-
den.
Uden at komme nærmere ind paa For-
fatterens Betragtninger over det haabløse
Kaos i Lærdes og Ulærdes Meninger om
Kunstværdi i Nutiden, og som skader
Kunstnernes Anseelse og Interesser i uover-
skuelig Grad, skal jeg tillade mig at be-
svare de direkte Spørgsmaal af praktisk
Art, som Artiklen indeholder.
Den By, der ønsker at oprette en Kunst-
forening, maa indenfor sit Omraade have
en Kreds af virkeligt interesserede Mænd
og Kvinder, der helst tilhører de ledende
Klasser. Uden betydelig Vilje og Flid hos
den udvalgte Formand i Bestyrelsen, vil
det næppe i de første vanskelige Aar være
muligt at holde Foreningen i Live.
Ved at sikre sig Aftryk af Love fra nu

arbejdende Kunstforeninger i andre Byer,
faar man hurtigt Indblik i Styringen og
de for Byen passende Medlemsbidrag.
Medlemmernes Udbytte af en Kunstfore-
ning afhænger selvfølgelig baade først og
sidst af deres Antal. — Afholdelse af Ud-
stillinger, der kan gøre Krav paa alminde-
lig Interesse, er ikke billig. Lokale, Mate-
riel til Ophængning og Anbringelse af
Kunstværkerne, Fragt, Assurance, Lønnin-
ger til Assistance, Opsyn, Annoncer, Kør-
sel o. s. v. forudsætter, at der kan sikres
udmærket Indgangsindtægt, hvis Forenin-
gens faste Aarsbidrag ikke til Stadighed
skal svæve i Letsindighedens stormfyldte
Luft.
Angaaende Vandreudstillingerne fra
Charlottenborg og Den frie Udstilling maa
det straks staa klart, at de umuligt med det
nuværende stærkt nedskaarne Budget kan
overkomme flere Byer end de nu deltagen-
de. — Om det ved indtrængende Henstil-
linger fra en Række Byer til Undervisnings-
ministeriet skulde kunne lykkes at faa Sta-
ten til at yde Bidrag til Byernes Forøgelse
i Antal, kan jeg ikke sige noget.
Der er en anden Udvej, som muligvis

paa enkelte Steder vilde kunne give et Re-
sultat, nemlig Henvendelse til den vedkom-
mende Stads velvise Byraad. Et Beløb paa
tre, fire Hundrede Kroner aarlig mod fri
Adgang til Udstillingerne klassevis for
Skolebørn over tolv Aar, skulde man jo ik-
ke tro hørte til Fantasteriets Verden.
At Vandreudstillingerne har Betydning
for en Bys Borgere og navnlig for dens
Ungdom behøver ingen nærmere Paavis-
ning. Jeg kan tilføje, at de Kommuner, der
har aabent Øje herfor, og derfor med god
Vilje støtter en for Vandreudstillingens Til-
stedekomst nødvendig Kunstforening, ad
Aare vil høste baade Glæde og Gavn af
den stedse velsete lille aarlige Oplevelse for
Kunstsansen hos de Folk, der kun i Ny og
Næ faar Lejlighed til at se Hovedstadens
stadigt skiftende Opvisninger.
1 det lange Løb vil Befolkningens Øjne
ved denne Kunsttilførsel ogsaa væbnes mod
det grove Misbrug af Folks Godtroenhed og
Billedglæde, som øves af de altfor venligt
modtagne Prangere i og uden Forklædning.

Jastrau,
Inspektør i Kunstforeningen.