Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

TALERSTOLEN:

BETRAGTNINGER OVER VOR TIDS MALERKUNST
Maleren Petri Gisset har sendt os følgende Artikel. Vi benytter Lejligheden til at pointere,
at Samleren altid er aaben for indlæg om Kunstspørgsmaal, men at indsendte Artikler staar
for Indsenderens egen Regning, og ikke maa betragtes som Udtryk for Redaktionens Standpunkt

DE, som har fulgt Udviklingen inden
for vor Malerkunst i Tidsrummet
fra Krigsperiodens gyldne Aar op
til Øjeblikkets trange Tid vil have bemær-
ket Tegn i Sol og Maane, som peger hen
imod nye Maal for vor Malerkunst. Fra en
Tid, hvor Eksperimentet med Midlerne
spillede saa stor en Rolle, at det gik ud
over det egentlige i Kunsten, maatte det
ofte falde Iagttageren svært at finde Traa-
den i Bestræbelserne. Til Klarlæggelse af
Begreberne tjente selvsagt ikke alle de Fu-
skere, der saa deres Chance til at springe
ind paa Arenaen dækket af den alvorligt
Eksperimenterendes Ufuldkommenheder.
Vi blev her Vidne til, at en Hær af Døge-
nigte og Charlatan’er frækt dokumenterede
sig som »Moderne Malere« og i ikke faa
Tilfælde naaede at faa en god Del af Ste-
gen med. Ja, i flere Tilfælde endog satte
den ellers skarpe Iagttager i alvorlig Ulige-
vægt. Men Tiden er ubarmhjertig. Det, der
havde Værdi, skilte sig naturligt ud fra det
værdiløse, og det vil vel blive endnu mere
synligt. Som et særligt Fænomen saa man
hvordan den blaa Kulør mer og mer fik
Overtaget, det var Reaktionen mod den
brune Sovs fra tidligere Perioder. Nu
forlangtes der Friskhed. Friskhed for en-
hver Pris, til Tider ud over alle Grænser,
og de, der proklamerede Friskheden, fyldte
deres Lærreder med Poseblaat. Mon Frisk-
hed kan købes for en Tube Ultramarin?
Den Reaktion, som naturnødvendigt maa
komme, vil trække Skellet op tværs igen-
nem Berømmelse og ikke Berømmelse.
Vi vil i store Træk se lidt paa, hvad
der er mest fremtrædende. Vi kiger ind
paa Kunstmusæet, hvor de Unge har deres
Sal. Det er jo her Eftertiden skal studere
vor Tids Kunst. Ved første Øjekast ser
Salen ganske festlig ud, lyse og rene Far-
ver fylder Rummet. Men man studser ved
nærmere Betragtning over den Indholds-
løshed, der i de fleste Tilfælde præger
dette Opbud. Det Kunstnerne her giver Ud-
tryk for, er for fleres Vedkommende for-
færdende tyndt. Hvor mange af disse
Kunstværker kan staa alene? Hvor mange
kan i det hele taget betegnes som afslut-
tede Værker? Kun hos Giersing, Swane,
Stæhr-Nielsen og i Weies gamle Ting og
vel til en vis Grad Lundstrøm og Rude

glædes man over at komme i Kontakt med
det egentlige i Kunsten. Rude kunde vel
nok være bedre repræsenteret, det er ret
tilfældige Ting, han maa hævde sig med.
Det Aar, Musæet købte det svage Klippe-
landskab, havde han et dejligt Billede
»Foraar paa Frederiksberg«, det havde
baade vi og han selv været bedre tjent
med her.
I det hele taget er man ikke længe om
at opdage, at det er de Malerier, som bluf-
fer med det mest internationale Tilsnit, der
her er favoriserede. Som en særlig Undta-
gelse vil jeg dog nævne Stæhr-Nielsen,
denne rige Begavelse, der blev forstødt i
Krigsmålernes Glansperiode. Forfærdende
er det at tænke paa, at hans storladne
Landskab, der nu hænger i »de unges« Sal,
i sin Tid blev vraget paa Efteraarsudstil-
lingen, men selvfølgelig, dette ægte, nu
klassiske Værk maatte jo være en Torn i
Øjet paa disse forlorne franske Epigoner.
Men Branden er nu kastet i deres egen
Lejr ved deres nye fortræffelige Medlem-
mer og Gæster i Garnisonen, Søndergaard,
Hoppe og Lergaard. Man kan vel nok
sige, at Grønningen og de Fire har lidt
noget under at være vore første Modefrem-
bærere indenfor vore Maleriudstillinger.
Parisersnittene er ofte her lanceret med
en saare tyndbenet Elegance, men de nye
Folk i Grønningen vil sikkert vide at hævne
denne Forsmædelighed.
Disse 3 nye Grønningenfolk og en Del
fra vore andre Udstillinger lægger igen
Vægten paa det rent menneskelige, man
føler det vokser af deres eget, og vi har
Grund til at haabe paa en ny blomstrende
Periode for den danske Malerkunst. Jeg vil
her særlig nævne nogle Kunstnere fra
Efteraarsudstillingen paa Charlottenborg.
Der er først og fremmest Borch, denne bi-
zarre Kunstner, der udfordrer saa afgjort
til et for eller imod. Hans Kunst river og
flaar i Een. En underlig smertelig Sjæl
taler fra disse farverige Lærreder. Men har
man overgivet sig, ser man han flammer
af kunstnerisk Fornemmelse. Han er Spa-
nieren i det danske Maleri. I hans Kunst
føles det hastige Pulsslag. Jeg husker sær-
lig hans Billeder med Kranier, der var be-
sat af en underlig djævelsk Sammenpres-
sethed. Sammenlign dem med Scharff’s

Oksehoved paa Kunstmusæet. Hvor bliver
da Scharff ukunstnerisk og kedelig — men
det kan vel her fastslaas, at den utrolige
Fremtrædenhed som denne Kunstner ind-
tager, er en Gaade!
Endvidere fra Efteraarsudstillingen paa
Charlottenborg maa vi nævne Ebba Car-
stensen, dette udpræget decorative Talent.
Tænk om hun fik overdraget at udsmykke
nogle af vore offentlige Bygninger! Hele
hendes smukke festlige Farve, hendes For-
staaelse af kunstneriske Forhold paa Bil-
ledplanet synes som skabt for Udsmykning
af Rum. Men desværre, andre mere smarte
Malere er kommet hende i Forkøbet. Det
er ikke fortrinsvis kunstneriske Kvalifika-
tioner, der skal til for at tækkes de for-
tvivlede Kommissioner. Noget med drabe-
lige Felttog og Masseopbud helt fra Oldtid
eller Middelalder. Der skal hvile Støv over
Motiv, Farve og Formgivning. Al denne
Similiglans enhver god Kunstner foragter.
Endvidere har vi to saa ægte Malerbe-
gavelser som W'z7/y Bille og Vantore. Tænk
paa Billes dejlige Skovbilleder, hvor er de
overlegent godt gjorte, og jeg staar inde
for, at der er Valuta for Indholdet. Eller
det fortræffelige Billede med Udsigten over
en Gade med grønne Træer i Baggrunden,
hvilken Klarhed i Udtrykket. Ubegribeligt,
at ikke et af disse Billeder er erhvervet
til Kunstmusæet, men han er maaske ikke
berømt nok — vist er det i hvert Fald, at
en Gang faar de deres Plads her. Og hvem
glæder sig ikke over Vantores kultiverede
Kunst, denne kræsne Farvedyrker, sees
han heller ikke af dem, der ikke bestiller
andet end se?
Der er ogsaa den stille, fine Karl Sø-
rensen, det er en sjælden nobel og fornem
Kunstner, der er Stof i ham.
Fra Den Frie maa ogsaa nævnes den
stærkt personlige Ernst Zeuthen, der med
vekslende Held arbejder sig frem imod det,
der har Værdi.
Ser man alle disse Kunstneres Bestræbel-
ser under Eet føler man Tendensen. Det
vægtige og stærke i Udtrykket, det sanse-
lige i Stofopfattelse er blevet Mottoet for
disse Kunstnere. Maatte de have Held til
i fuld Udstrækning at udfolde sig.
Petri Gissel.