Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

SEPARATUDSTILLINGERNES FØRSTE FORAARSFLOR

Vor Medarbejder giver en Oversigt over Aarets første Separatudstillinger: Emiel Hansen,
Johan Vilhelm Andersen, Einar Olsen, Edv. Sarvig, C. Jennert m. flere

Iden danske Have plejer ved denne Aars-
tid de første smaa forsagte Spirer at titte
frem, bly og beskedne i sarte, fine Far-
ver. Saaledes har Separatudstillingernes
første Foraarsflor ogsaa i Aar været, uan-
set Isvinteren. Ingen store Overraskelser,
hverken i voldsom Farvepragt eller dristige
Linjer. Lidt for beskedent maaske i det
store og hele, men en
Skælm giver som bekendt
mere end han har!
Naar vi derfor ser til-
bage, saa dukker mange
sympatiske Udstillinger
frem i Erindringen. Emiel
Hansen, Aarhusianeren,
der hos Winkel og Mag-
nussen slog sit første
store Slag i Kjøbenhavn,
blev godt modtaget af
Publikum. Anslaget —• ik-
ke mindst i Billederne fra
Forstæderne — røbede
afgjort artistisk Nerve og
Fornemmelse for de ble-
ge graalige Farvers har-
moniske Spil. Derimod
virkede de smaa Figurbil-
leder pasticheagtige. Man
mindedes Axel Jørgensens
LIngdomsarbejder og
gjorde uvilkaarlig en
Sammenligning, der ikke
faldt ud til Fordel for
Emiel Hansen. Forøvrigt
havde hele Udstillingen et
saa fordringsløst Præg,
at man blot ønsker
Kunstneren, at han maa
kunne forfølge sin heldi-
ge Start.
Anna Maria Mehrns
Udstilling hos Bach, GL Strand, var meget
ujævn. Bedst lykkedes var de sirligt gen-
nemarbejdede smaa Kirkeinteriører. I det
større Format lægger man Mærke til en
Usikkerhed i det maleriske Udtryk, der vi-
ser, at Kunstnerinden ikke har fundet sig
selv endnu. Alene det vidt forskellige Farve-
syn i disse Interiører, hvortil de bedste af
Figurbillederne slutter sig, og saa i Bille-
derne med de islandske Heste, understreger
denne Svaghed. I disse sidste er ligeledes
en bredere Malemaade forsøgt, men til af-
gjort Skade for Farvens Renhed.
I Kunsthallen paa Købmagergade havde
den unge Maler Johan Vilh. Andersen en
smuk Udstilling. Johan Vilh. Andersen har
sit eget Fysiognomi. Haandelaget er tungt,
Farven meget brunlig, men det er en
Kunstner, der former Materien, og et Men-
neske, der har noget paa Hjærte og ogsaa
formaar at udtrykke noget.
Johan Vilh. Andersen udvikler sig ganske
stille, men det er ikke i det formelle. Læg-
ger man Mærke til, hvor lidt det rumlige er

opdyrket, hvorledes Planerne »svømmer«,
saa er man klar over, at denne Side af
Maleriet endnu ikke spiller nogen Rolle for
Kunstneren, men at disse tilsyneladende
Mangler snarere fremhæver Billedernes de-
korative Holdning. Hvorledes Kunstnerens
fremtidige Udvikling vil forme sig, er ikke
muligt at afgøre. Det glædelige er foreløbig

at kunne bemærke en stadig Fremgang.
Edvard Sarvig, der derefter havde Udstil-
ling i Kunsthallen, følger mere den slagne
Landevej. Nogen udpræget personlig Op-
fattelse finder man ikke i de mange meget
ærligt malte Landskaber, men det danske
Landskab har en oprigtig Ven i Sarvig. D.e
fint bølgende Engdrag med Horisontens
stort svungne Linjer, som Lundby elskede,
lykkes bedst for Sarvig. Svagest er den sir-
lige og almindelige Kolorit.
Einar Olsen efterfulgte Sarvig. Einar
Olsen maler baade Portræter, Figurbilleder
og Landskaber, men det er afgjort kun de
sidste, der kan aftvinge Beskueren Inter-
esse. Fremhæves bør de smaa Skitser, der
med deres friske Anslag bringer Bud om
en virkelig Følelse for Naturen. De større
Landskaber er mere traditionelle.
Den unge Maler C. Jennert har i sit
Atelier paa Forchhammersvej ladet Somme-
rens Produktion være tilgængelig for en
Kreds af Venner og Kunst-Interesserede.
Jennert har i Sommer opslaaet sit Atelier i

Tivoli — foran Koncertsalen, ved Søen,
men alleroftest ved Pantomimeteatret med
Pjerrot paa Scenen og et bølgende Hav af
Mennesker foran. Det er en god Idé af
Kunstneren at søge sine Motiver i Byens
populære Forlystelsesetablissement, der vir-
kelig ejer rige maleriske Muligheder. Noget
helt roligt Arbejdssted maa Tivoli ikke
være, men mindre Skitser
lader sig nok udføre paa
Stedet.
Naar man ser paa Jen-
nerts foreløbige Resultat
af Arbejdet i Tivoli, saa
maa man stille sig afven-
tende. De smaa Skitser er
let og nydeligt gjort, men
Tivoli, det pulserende,
det larmende Ansigt af
vor Tid i Sommer-Fest
med en lille Tilsætning af
Sentimentalitet fra svund-
ne Dage, er det ikke lyk-
kedes Jennert at give
Udtryk for. Ogsaa for et
større Billede af Panto-
mimeteatret gælder det
samme. Her virker den
skitsemæssige Malemaade
endnu spinklere, fordi
Formatet er saa meget
mere krævende. Men selv
om Jennert endnu ikke
har malet det »rigtige«
Tivoli-Billede, saa kan
han gøre det endnu.
Knud Sinding, der lige
har haft en Udstilling hos
Winkel og Magnussen,
har i en Aarrække arbej-
det med Almuemaleri i
den Dalsgaardske Genre.
Desværre har Almuen ikke virket forfri-
skende paa Knud Sindings Palet, der varie-
rer fra det stofløst brunlige til nogle vio-
lette, kulørte Effekter, som er meget ube-
hagelige. Udstillingen gav afgjort ikke no-
get nyt Billede af Knud Sinding selv. Man
kunde finde enkelte Forsøg paa en større
Indtrængen, men som oftest blev det kun
ved den sirlige Overflade.
Nicolaus Lutzhøfts Mindeudstilling hos
Chr. Larsen paa Højbroplads gav et smukt
Indtryk af Lutzhøfts fine, stilfærdige Maler-
sind. Især Akvarellerne fra Byen med de
røde Tage og skønne Taarne vidner om
den Kærlighed, hvormed Lutzhøft fordyber
sig i sit Emne. Her er ingen koloristiske
Pretentioner, alt er jævnt, naturligt og lige-
fremt — lidt vegt og temperamentsløst
maaske, men Lutzhøft gav sig usminket
som han var: en beskeden Beskuer og om-
hyggelig Skildrer. Disse Arbejder giver et
Billede af Lutzhøft selv — et fint og no-
belt Menneske og en utrættelig Ven af Kun-
sten.


C. Jennert: Foran Pantomimeteatret

36