Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

HVIS Omtalen af min Bog »Minder
og Maal« havde været en Anmel-
delse i almindelig Forstand og holdt
sig til en Bedømmelse af Bogens Indhold,
skulde jeg ikke have anmodet om Plads i
»Samleren« til et Svar, Omtalen af Bogen
blev jo imidlertid i det væsentlige benyttet
til et direkte Angreb paa min Skolevirk-
somhed, der blev bedømt til at være inde
paa et Sidespor, som ingen Vegne fører
hen. Det er dette Angreb, jeg ønsker at
besvare, og jeg er Redaktionen af »Sam-
leren« taknemmelig for, at der elskværdigt
er bleven tilstaaet mig Plads hertil.
Det virker altid trættende, naar man i
et Svar paa en Kritik Gang paa Gang ser
Modparten refereret paa følgende Maade:
»De skriver« o. s. v. Læsere, som gider
følge en Diskussion, kan jo selv kontrol-
lere Forskellen i Meningerne.
Først maa jeg udtale min Tilfredshed
med, at Knud Pontoppidan bevidner, at de
Undervisningsreformer, jeg i mere end tyve
Aar har været ene om at kæmpe for —
med Modstand fra samtlige Skoleautori-
teter og Haandværkerorganisationer — er
naaet frem til en Anerkendelse, saa Mod-
standere heraf nu vil stemple sig selv
som Daarer. Dette er rigtigt. Imitation og
Materialeforfalskning er det virkelig lyk-
kedes mig at give et Dødsstød, og det saa
grundigt, at den Rest, der endnu er til-
bage heraf indenfor dansk Haandværker-
undervisning, ganske sikkert vil visne bort.
Var det nu Sandhed, at jeg ikke i min
egen Skole fører Arbejdet ind paa at tjene
reelle Problemer; de brugs- og fremstil-
lingsmæssige, der ligger for i Tiden, ikke
søgte at udvikle Elevernes sunde Sans, men
førte dem ind paa at dyrke »Ornamentik i
moderniseret Almuestil« og bildte Eleverne
ind, at dette gav Garanti for en god na-
tional Smag, saa burde min Skole for-
længst være slaaet ned som en direkte
skadelig Anstalt!
Naar saadan en bundforkert Opfattelse
af min Skolevirksomhed overhovedet kan
komme til Orde — og forøvrigt Gang efter
Gang er set paa Tryk — skyldes det en
meget gammel og daarlig Cliché, som
overfladiske Skribenter har benyttet.
Den er lavet af mine ihærdige Modstan-
dere, som stadig peger Fingre ad en en-
kelt af de mange Sidegrene, som den fag-
lige Undervisning i min Skole beskæftiger
sig med. Det er Øvelse i Penselføring og
Oliefarveteknik.
Hertil har vi af praktiske Grunde og
af Billighedshensyn benyttet Træplader,
Æsker o. 1., hvor der samtidig med den
manuelle Øvelse kunde gives til Opgave at
gøre Forsøg med enkelte Kompositioner og
Farvevirkninger. Vi ser saadan paa vort
Skolearbejde, at ingen Opgave er for ringe
eller uinteressant; en i Træ drejet Serviet-
ring, en Æske til Cigarer, et Nøgleskilt,
et Exlibris eller Bomærke, beskedne Møn-
stre til Syning eller Kannevas-Broderi be-
skæftiger vi os derfor ogsaa med at faa
gjort tækkelig i sin Virkning. Vi finder det

L KNUD P O

nyttigt, at vi her i Landet ogsaa kan lave
den Slags Smaating, som vi ellers ser paa
Markedet som indførte Salgsvarer »ved Ju-
letid«. — En af Skolens tidligere Elever
tjener nu sit aarlige Udkomme væsentlig
ved at lave den Slags Ting; og adskillige
arbejdsløse Snedkere og Malere kunde sik-
kert tjene gode Skillinger herved, da Ma-
terialeudgifterne ikke spiller nogen stor
Rolle. Naar vor Situation er saadan, at 10
pCt. af den arbejdende Befolkning er uden
Beskæftigelse ved Midsommertid, og det
særlig er de ganske unge, der gaar ube-
skæftiget, kan det nok gøres nødig, at vi
tænker os om og lader være at rynke paa
Næsen overfor Arbejde, der nærmest maa
betegnes som Husflid og slet ikke attraaer
at blive klassificeret som Museums-Kunst-
industri.
*
Det er vor Omtanke med ogsaa at regne
med de smaa og beskedne Tings Værdi,
som bliver straffet ved den uretsindige Be-
dømmelse af min Skole, at den hovedsa-
gelig arbejder med Krussedulleværk —
»Skønvirke« — og »moderniseret Almue-
stil!« Naar Knud Pontoppidan falder over
min Skoles og min Udstilling i Kunstindu-
strimuseet, fordi der paa denne fandtes
nogle af de nævnte Smaating, og giver
det Udseende af, at det var disse, som
prægede Skolens Arbejde, saa ved han me-
get vel, at det er en usandfærdig Omtale.
Det maa være med Vidende og Villie, han
fortier, at det, der gav Udstillingen dens
Hovedpræg, var Skolens meget omfatten-
de Arbejde for at dygtiggøre dens Elever
til at give en selvstændig Klaring af prak-
tiske Nutidsopgaver indenfor dansk Haand-
værk og Industri. Udstillingen gav talrige
Beviser paa, at dette virkelig var lykke-
des. Der fandtes af praktisk udførte Brugs-
ting — og Salgsvarer — tegnede af tid-
ligere eller daværende Elever i »Skolen for
dansk Kunsthaandværk«: Tinsager — Just
Andersen. Holmegaards nye Glasvarer -—
Orla Juul Nielsen. Møbler i ægte Træ ■—
ikke dekorerede — Fritz Henningsen, Her-
luf Sørensen og Valdemar Bendixen. Stole-
typer — præmierede ved en offentlig Kon-
kurrence i Anledning af Pariserudstillingen
1025 — beregnede paa Fabriksudførelse.
Gulvtæppe-Løberstof vævet i »Haderslev
Klædefabrik«. Danske Tapetmønstre udført
af »Tapetfabriken Danmark«. Gardinstof
udført i Mogensen og Dessaus Væverier i
Odense. Endvidere kan der fra denne Ud-
stilling nævnes: Skilte til Danmarks Tu-
ristforening og Dansk Varelotteri, som
findes anvendte over hele Landet, samt en
i Støbejern udført Vejviser, der benyttes
paa alle Veje i Ringkøbing Amt. Der var
desuden Broderier, haandvævede Tæpper,
tekstilt Kirkeudstyr: Antependier og
Tegninger til Messehagler. Tegninger til
Gravmæler og Skrifttavler samt Tryksager
komponerede af Skolens Elever. Hvad der
ikke saaes paa denne Udstilling var Sko-
lens omfattende Arbejde paa et saa vigtigt
Omraade som Malerfagets praktiske Op-

NTOPPIDAN
gaver med Farveafstemning omfatter. Der
var ikke Plads eller Mulighed for at give
ordentlige Eksempler herpaa paa denne
Udstilling, men lidt ekstra udrettede vi
dog ved at vise en Udstillingsordning, som
i sine Hovedtræk er bleven efterfulgt ved
senere Udstillinger i Kunstindustrimuseet.
❖
Uhildede Læsere, som sammenligner
denne Oversigt over den af Knud Pontop-
pidan omtalte Skoleudstilling i Kunstindu-
strimuseet med det Indtryk, man fik ved
hans Fremhævelse af »de dekorerede Træ-
sager man kender fra Butikerne ved Jule-
tid«, maa jo sikkert forundre sig over, at
K. P. ganske forbigaar — med Vidende og
Villie fortier — at Skolen for dansk Kunst-
haandværk efterhaanden har faaet et saa
stort Virkeomraade, at dens Elevopgaver
spænder lige fra smaa Husflidsmodeller til
Kirkeudstyr: Altre, Nummertavler, Antepen-
dier, Messehageler, Alterstager, og Kom-
positioner som omfatter mange forskellige
praktiske Brugsting — og virkelige Salgs-
varer — indenfor Haandværk og Industri.
Det er jo altsaa ganske simpelt en vitter-
lig Usandhed, at Skolen for dansk Kunst-
haandværk er inde paa »et Sidespor, som
ingen Vegne fører hen.«
Næst efter »Teknologisk Institut« er
der ingen Haandværkerskole her i Lan-
det, som i stærkere Grad eller mere om-
fattende er i direkte Forbindelse med det
praktiske Livs Arbejdsopgaver, saadan
som de er i Dag og i Morgen, og saadan
som de vil blive i den Fremtid, vi gaar i
Møde! Den sidste Sætning er jeg slet ikke
bange for at tage med, for i Modsætning
til Knud Pontoppidan ved jeg Besked med
det, jeg taler om. Dette ved jeg, fordi jeg
foruden at give mig af med at tale og
skrive ogsaa er en af dem, der dagligt
arbejder i det praktiske Livs Tjeneste.
Mit Arbejds- og Skoleomraade er saa
interessant at have med at gøre, fordi den,
der er med her, ogsaa er med til at skabe
baade Nutidsopgaver og Fremtidsmulighe-
der. Vi, som paa denne Maade staar blandt
de førende i Konkurrencekampen, vi, som
selv skal eje og hos andre vække Initiativ,
Arbejdslyst og Gaapaa-Evne, vi skal ikke
stiltiende finde os i, at Skribenter, som
planmæssig arbejder paa Haandværkets
Sterilisering, ustraffede kan fortie reelle
Kendsgerninger og uafslørede blive ved at
diske op med stivnede Floskler om »Nuti-
dens Væsen«, »moderne Stil« o. s. v.
Vi kender tilstrækkelig Abekatteriet efter
Udlandets Arkitektur — og Kunstindustri
— Mode-Journaler, har for mange Gange
set de samme Clichéer benyttede i frem-
mede og hjemlige Kunst-Fagskrifter, og vi
føler ingen Andagtsfornemmelser derved;
vi har Raad til medlidende Smil, men kan,
naar vi i vort daglige Arbejde bliver traadt
over Tæerne, give det Spark ud af Døren,
der sommetider maa til for at skaffe Plads
til dem, der ønsker at udrette noget ved
de virkelige Arbejdsopgaver i Livet.
Jens Møller Jensen.

112