Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

TALERSTOLEN:

HÆSLIG HED OG TOMHED

Maleren Pe s c h ck e - K o e dt har sendt et Svar paa Indlaget
fra forrige Maaneds Talerstol, og ved) øjer et Billede,
saa denne Side for en Gangs Skyld ogsaa bliver illustreret

HR. FINN JUHL har i forrige Num-
mer af »Samleren« besteget »Taler-
stolen« for at kritisere en enkelt af
en Række Artikler om Modernismen, jeg i
sin Tid skrev i »Nationaltidende«. Han
nøjes endda med at rette sit Skyts mod de
tre første og de fire sidste Ord i Artiklen
uden at tage mindste Hensyn til det mel-
lemliggende Stof. At Resultatet paa denne
Maade maa blive magert er ikke saa under-
ligt, og for en Gangs Skyld skal jeg der-
for i det følgende tage Afstand fra en Del
af de Meninger, Hr. Juhl i sit velmente
Forsvar for moderne Kunst, men ud af fri
Fantasi tillægger mig.
Det er Udtrykkene »Den monumentale
Tomhed« og »Hæslighedens Epoke i Maler-
kunsten« anvendt om Modernismen, der er
faldet Hr. juhl for Brystet, hvorfor han
fordyber sig i Betragtninger over Hæslig-
hedens Berettigelse i Kunsten. Han frem-
hæver, at den kan være Udtryk for en Ide,
og nævner bl. a. Otto Dix’s af Rædsler
mættede Efterkrigskunst. Maalet var at af-
skrække Efterslægten for en ny Krig. »Mid-
let var at fremstille alle Krigens Rædsler
og uden Skaansel kaste dem i Synet paa
Verden«. Han kunde have nævnt Goya,
Daumier og Delacroix samt talrige mester-
lige Enkeltværker fra Kunstens Opstaaen
til vore Dage Hos os er Einar Nielsen den
typiske Repræsentant for Malere, der dyr-
ker Hæsligheden med overordentlig Kunst.
At Billeder kan fremstille Hæslighed og
være godt malede, hører ærlig talt til den
Slags banale Sandheder, som det er over-
flødigt at bringe til Torvs imellem Kolle-
ger. Ikke des mindre benytter Hr. Juhl en
Trediedel af sit Indlæg til at bringe denne
paa Kunstkritikens Omraade epokegørende
Nyhed, som ikke et Ord i Artiklen opfor-
drer til. For at gøre Misforstaaelsen fuld-
kommen skriver Hr. Juhl: »Ejendommeligt
og samtidig sørgeligt er det at se«, at de
ovennævnte stærke Udtalelser stammer fra
de samme Mennesker, »der ligger paa Ma-
ven i kritikløs Beundring for Rembrandt
thi almindelig kendt er dog hans ganske
kritikløse Modelvalg.« Rent bortset fra, at
selv den største Beundring for Rembrandt
i sit Væsen kan være lodret, ligger det sør-
gelige mere i, at Hr. Juhl ikke har for-
staaet, at naar Rembrandt og f. Eks. ikke
Raffael valgtes til Sammenligningen, var
Hensigten netop at undgaa at faa paadut-
tet den snæversynede Opfattelse, »at
Malerkunsten og hele den bildende Kunsts
Opgave er at skabe Idealbilleder af men-
neskelig Skønhed.« Det fremgik ellers tyde-

ligt af de Reproduktioner, der ledsagede
Teksten.
Fra Hæsligheden som sublim Ide stiger
Hr. Juhl atter ned paa Jorden. Efter Ro-
mantikken kom den realistiske Kunst. »Den
søger sin Opgave i Livet og finder natur-
ligvis ikke lutter Skønhed, men derimod
98 pCt. Almindelighed og Grimhed. At saa


Den monumentale Tomhed. (Lundstrøms
Selvportræt)

Kunstneren vælger Grimheden fremfor det
ordinære, intetsigende er naturligt.« Men
naar Malerne, som det heraf fremgaar, i
en hel Periode undlader at fremstille de 2
pCt. Skønhed, Hr. Juhl levner Vorherre,
passer Betegnelsen »Hæslighedens Epoke«
saa ikke ganske godt til Tiden, selv uden
Hensyn til den kunstneriske Udførelse. Thi
ogsaa om denne vil vi i adskillige Tilfælde
kunne blive enige. I Artiklen angribes ud-
trykkelig »den uden Spor af virkelig Inten-
sitet endsige Medfølelse fremstillede Uskøn-
hed«, som enhver kender fra talløse Bille-
der paa de sidste 20 Aars Udstillinger.
Det er paa et helt andet Punkt, at Tam-
pen brænder. Hr. Juhl skriver: »Thi som
enhver ved, kan et Billede udmærket være
smukt, o dekorativt, selv om den afbildede
Person eller Genstand ikke fuldt ud svarer
til den gængse Opfattelse af Skønhed.
Dette skulde jo synes ganske indlysende.
Thi et Billede virker ved Liniernes rytmi-

ske Forløb, ved Vekselvirke mellem Lys og
Skygge, ved Farvernes Sammenstilling. Og
naar dette er indlysende med Hensyn til
gammel Kunst, hvorfor saa ikke ogsaa
med Hensyn til moderne Kunst, som netop
fører det naturlige Forenklingsprincip ud i
den yderste Konsekvens.«
Disse Sætninger lader ane den moderne
Kunstopfattelse som i en Nøddeskal, og jeg
skal derfor saa kort og kraftigt som mu-
ligt imødegaa Tendensen i dem. Under
den dekorative Kategori falder »98 pCt.«
af al moderne Kunst. Sammenligningen
mellem gammel og moderne Kunst er her
ikke indlysende, men tværtimod ganske
uberettiget. De gamle Mestre nøjedes al-
drig med dekorative, saa lidt som cubiske,
dynamiske, sphæriske eller andre fra Mo-
tivet løsrevne artistiske Virkninger. De de-
graderede aldrig Malerkunsten til en Ta-
petserervirksomhed, og de havde for me-
gen Respekt for Livet til som Modernister-
ne at benytte det som kunstnerisk Dessert,
oven i Købet ofte af en højst ubehagelig
Smag. De sang Tilværelsens Pris for fuldt
Orkester, saa vidt muligt gennem det af
Modernismen hadede Kompromis mellem
samtlige maleriske Virkemidler, mod hvil-
ket den moderne Forenkling baade menne-
skeligt og kunstnerisk set er lige ussel og
fattig. I den gamle Kunst finder man hele
det rige Indhold, som Modernismen under
Rubrikken »Livets Anekdote« kastede i
Brokkassen som »den rene Malerkunst« al-
deles uvedkommende, skønt hele Virknin-
gen vitterlig skrev sig fra den fineste An-
vendelse af Maleriets Værktøj. Udskillelsen
af det almenmenneskelige Indhold fra
Kunstværkets æstetiske Kvalitet var mo-
derne Kunst og moderne Kritiks Kæmpe-
dumhed, stor nok til at danne afgørende
Skel til en følgende Periodes langt dybere
Kunstopfattelse. Overalt klistrede Moder-
nismen Etiketten »Lægmandssentimentali-
tet« paa Fordringen om at tilføre Kunsten
fornyet menneskelig Værdighed og Hjerte-
lighed i Følelsen. At en hel Række yngre
Kunstnere ikke deler denne Opfattelse, bli-
ver mere og mere klart.
I Artiklen om det »litterære« i Kunsten
har »Samleren«s Medarbejder, Hr. O. V.
Borch, med fast Haand grebet om Brænde-
nælden. Hr. Juhl’s Bemærkninger mod l’art
pour l’art Teorien, om Orientering mod
Syd og Ideen bag Kunstværket, tyder paa,
at han ogsaa vil være at finde paa den
rigtige Side af Skellet. —
Matthias Peschcke-Køedt.