Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Fynbo; denne Kendsgerning over-

Iste Side af Sybergs Tegninger til H. C. Andersen: „Historien om en Moder".

Josef Petersen.

Sybergs Pen er spids som en Radernaal, den ligesom
ætser Stregen ned paa Papirfladen, i Modsætning til Vil-
helm Pedersens Gaasefjer, der snævrere »penslede« For-
men frem i smaa Kurvelinjer. Sybergs Teknik indstiller
uvilkaarlig til en ædruelig, behersket Iagttagelse af Em-
net, ikke til at se Syner i udflydende Kroge, men til na-
turalistisk Foredrag om det, der kan dokumenteres. Even-
tyrdigterens underfundige Djævlerier vilde næppe i al Al-
mindelighed være tjent med denne Kunstners Fortolkning,
men, som sagt, der er her Tale om en Hverdagshistorie,
en fattig Moders Sorg og Grublen fortalt i Billeder, —
som vanskelig kunde være bedre.

længer ind til Kernen i Stoffet, saadan som det oprindelig
formede sig ud af den unge Digters Fantasi. Vilhelm Pe-
dersens Moder er saadan, som de fleste af H. C. Andersens
Læsere vilde forestille sig hende, men Sybergs er den
Moder, Digteren selv har set foran sig, en fattig lille
Landsbykone, som H. C. Andersens egen Moder, — den

ind i
»Nat-
streng,
Gaard-
»Gravko-

w arsen & Larsens Forlag har, ved at udgive Fritz
I Sybergs Tushtegninger til »Historien om en Moder«,
I H. C. Andersens første Eventyr, gjort sig fortjent til
■L—Tak hos alle de mange Beundrere af den gamle
fynske Digter.
H. C. Andersen var
skygges i Almenbe-
vidstheden af hans
nationale og interna-
tionale Berømmelse,
men hans Fødeø præ-
ger ved sin Naturbe-
skaffenhed alle hans
mest typiske Fortæl-
linger. Det fynske
Landskabs frodige Af-
rundethed og hygge-
fyldte Sødme genken-
des let i hans Beskri-
velser. Syberg, den
mest fyenske Fyenbo-
maler, skulde man da
antage for at have
særlig Evne til at bil-
ledfortolke Digterens
Ord. —
I al Almindelighed
vilde dette dog næppe
kunne holde Stik. Sy-
berg er som Kunstner
nøgtern og lidet ud-
skejende, han mangler
Eventyrfantasien. Men
dette »Eventyr« er jo
i Virkeligheden en lil-
le graa Hverdagshi-
storie, oplevet mange
Gange, af nedtrykte,
kummerfyldte Mødre,
i en fattig Stue ved et
lille sygt Barns Vug-
ge. Og Sybergs spidse, alvorlige Tushstreg egner sig godt
for det dystre og triste Motiv.
Hele »Eventyret« som begynder med Besøget af Døden,
formummet som en gammel fattig Mand indsvøbt »ligesom
i et stort Hestedækken«, den lange Rejse for at finde Bar-
net, de tunge, pinefulde Ofre, Ankomsten til Dødens Driv-
hus og det frygtelige Valg som udmunder i den angstfyldte
Bøn: »Hør mig ikke, Gud, naar jeg beder mod din Vilje,
som er den bedste!« — alt foregaar, ikke udenfor, men
indeni en træt, enfoldig Moders forpinte Hjerne, mens hun
vaager over sit syge Barn, og mens hendes afmægtige,
graadblændede Øjne forsker efter Sporene til Helbred, Liv
og Lykke i det blege lille Ansigt paa Puden.
Vilhelm Pedersen har i sit store Illustrationsværk et Par
udmærkede, indsmigrende smaa Pennetegninger til Even-
tyret. Men det er et Spørgsmaal, om ikke Syberg har naaet

forslidte, taalmodige
Almuekvinde med de
arbejdskrummede
Hænder over Forklæ-
det. Og de øvrige Fi-
gurer passer
samme Plan:
ten« er en
sortklædt
mandsenke,
nen« er en natkappe-
pyntet Fattighusf or-
standerske, Døden
selv en skaldet og
pjaltet Vagabond.
Sybergs Tegnepen
er ført af Digterens
Aand, og med Fyen-
bomalerens naturali-
stisk sobre, men tek-
nisk fremragende
Kunst. Undertiden gi-
ves i faa Streger et
uforglemmeligt Natur-
indtryk, en skyet, bøl-
gedønnende Strand-
stemning eller en grø-
defuld Kirkegaards-
stemning. Interiørerne
former sig, med minu-
tiøs og sikker Redegø-
relse for Detaljen, til
Genrebilleder af enkel
og næsten clair-
obscuragtig Kraft, en
Helhedsvirkning af Lys og Skyggers Spil som paa en god
Radering.

176