Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Følelser. Det her gengivne Maleri er et af de mest interessante
Forsøg. Den dramatiske Idé er heldigt udtrykt. Skønt jeg ikke
nøjagtig kan erindre hvilken Komposition, der har inspireret ham,
tror jeg dog, nogle venetianske Malerier har paavirket ham til
Dronningens ypperlige Stilling. Ogsaa St. Antonius Stilling minder
om de theatralske Stillinger hos de italienske Malere fra det
17. Aarhundrede. Endskønt Opstillingen ikke er særlig karakte-
ristisk for Cézanne, saa er Bevægelserne dog meget ligevægtige
og Volumnernes Inddeling beundringsværdigt sideordnet. Hans
dristige Penselføring og Modelering er her af en prægtig Skønhed.
1 de Kompositioner, hvor Cézanne søger at udtrykke sin lyriske
Følelse, og hvor han anbringer nøgne Legemer, er han lænket af
sin Usikkerhed og Mangel paa Evne til at give Modeleringen
Billedhuggerkunstens Værdier. Men nøjes han med mere eller
mindre sammentrængte maleriske Anvisninger, lykkes det ham at
naa sit Maal ved sine Farver og sine Penselstrøgs Trylleri. Han
har efterladt flere smaa ypperlige Kompositioner af en Elegance,
der næsten minder om det 18. Aarhundredes Kunst, hvilket man
ikke ventede af en saa alvorlig Kunstner, saa fjernt det kunstlede.
»Petite Ebouche« har allerede givet os et Eksempel, og jeg vil
nævne endnu en Komposition »Sancho Panca«. Sancho Panca er
fremstillet foran nogle nøgne Kvinder ved Bredden af en Flod,

og denne Komposition er overordentlig vellykket ved Personernes
Holdning og Bevægelsernes Frihed, der fremhæver Cézannes sær-
egne Lyrik.
Til Trods for disse udsøgte Improvisationer, tror jeg, man er
nødt til at erkende, at de Kompositioner, hvor Erotiken udgør en
Del, ikke rigtig tjente Cézannes Geni. Disse erotisk-Iyriske Til-
skyndelser forenede sig med hans Ungdoms poetiske Begejstring.
Det er Resterne af den romantiske Kunstretning fra hans Debute-
ring. Det kan tænkes, at Cézanne med Sorg afstod at blive en
af de store Klassikere i fransk Kunst. Muligvis har enhver stor
klassisk Kunstner, som f. Eks. Flaubert, en vis Længsel mod den
romantiske Kunsts Overspændthed og Frodighed, og denne Læng-
sel har Cézanne maattet undertrykke.
Jeg har saa omhyggeligt som muligt udarbejdet Analysen af
de vigtigste Arbejder i dette Essay. Men jeg glemmer heller ikke,
at en Analyse standser foran det sidste Resultat i hvilketsom-
helst Kunstværk, og at den, ifølge dette Værks Storhed, lader en
stor Del af det objektive udenfor Række! i Analysen af Cézan-
nes Arbejder er denne Utilstrækkelighed overordentlig tydelig. Vi
forstaar ikke nøjagtigt at forklare hvorfor den mindste Ting i
hans Malerier synes os at være af den største Betydning.
Roger Fry.

BRØDRENE VALENTIN OO RAMON DE ZUBIAURRE

DET er to ulastelige Gentlemenmalere med en flids-
præget Teknik, der for Tiden udstiller paa Char-
lottenborg. — Flid er som enhver véd en uhyre
værdifuld Egenskab, der, naar den parres med
Talent bringer de virkelig store Resultater; men desværre
er Talentet hos de to Brødre den mindst udprægede Egen-
skab, og Resultatet er derfor en Række ret kedsommelige
Billeder, der karakteriserer Spanien som et sandet, tempe-
ramentsløst, velopdragent Stykke Land, hvor det tilsynela-
dende er en hel Misforstaaelse at Goya, Ribera, Zurbaran
og Velasquez kom til Verden.
Man maa indrømme, at noget nær den mest utaknemme-
lige Metier er vistnok den at være ung spansk Maler i vor
Tid. Fortidens store Mestre rager som gigantiske Bjergfor-
mationer op fra den spanske Jordbund og kvæler alt med
sine kraftige, dybe Slagskygger.
Futuristerne forsøgte ganske vist i deres forstaaelige Fri-
gørelsestrang at splintre Giganterne, men Sprængstoffet
har aabenbart ikke været af den rette Art, for Kolosserne
staar stadig tilsyneladende urørte og urokkelige. Spaniens
Navn er vedblivende uløseligt forbundet med Goyas og
Riberas voldsomme blodunderskudte Kunst og deres eksta-
siske Følelsers Glød der er lige saa langt fra alt Gentle-
menmaleri som Retfærdigheden fra Inkvisitionen, og med
Zurbarans karakterfulde Mandighed og ophøjede Streng-
hed og Velasquez geniale kompositoriske Evne og symfo-
niske Klangfylde, der den Dag i Dag fylder os med Be-
undring.
Det er en forfærdelig Baggrund for vore Dages unge
spanske; Kunst, men Vejen fremefter og Fornyelsen paa det
man kalder moderne Grundlag er i hvert Fald ikke den
Brødrene Zubiaurre betræder.
Deres Farver mangler Klange, de er tætte og flade, sav-
ner enhver lyssugende Egenskab, og deres billeddannende
Evne er ret fantasiforladt.

Det mest sympatiske ved deres Maleri er den Alvor og
Samvittighedsfuldhed, hvormed det er gjort; det er igen
uhyre værdifulde Egenskaber, men desværre mangler deres
Arbejder det afgørende livgivende Pust, den lille Smule Ab-
straktion, der betinger Forskellen mellem Kunst og Haand-
værk.
Saa er der trods alt mere af det rigtige i den anden
spanske Verdensberømthed, Zuloagas Malerier, selv om
han af og til betænkelig nærmer sig Cigaretbilledet, er hans
Kunst mere typisk og overbevisende, og er det ikke det
fyrige spanske Blod, der er det fremherskende i hans Præ-
stationer, fornemmer man i hvert Fald noget af den klæb-
rige, tyktflydende Malagas krydrede Buket.
Selv om den nationale Form for Livsglæde ikke — som
Brandes mente — er Skadefryd, kan man alligevel ikke
lade være med at anstille Sammenligning med visse Ver-
densberømtheders problematiske Ydelser, der »belønnes«
med officielle Æresbevisninger og noteres i betydelige Pri-
ser paa Verdensmarkedet, og vore Dages unge danske
Kunst, og Sammenligningen falder absolut ud til Fordel
for vore hjemlige Kunstnere. Og den Tanke melder sig
uvilkaarligt, at der inden ret længe maa komme en retfær-
dig Omvurdering, der sætter vor Tids danske bildende
Kunst paa den fremtrædende Plads i Verdenskunsten den
har berettiget Krav paa at indtage.
Naar de smaa Lande skal ydes Retfærdighed er det
desværre ikke alene paa det politiske Omraade de paa
Forhaand er handicappede.
Men trods Modstand kan dansk Malerkunst med For-
trøstning og rolig kunstnerisk Samvittighed se den ret-
færdige skelsættende Fremtid i Møde.
Denne rent sammenlignende Betydning har i hvert Fald
de to spanske Maleres Udstilling haft her hjemme, og det
gamle Ords Berettigelse »ikke noget saa galt undtagen
det er godt for Noget«, viser sig stadigvæk at holde Stik.
O. V. Borch.

140