Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Vor Medarbejder anmelder de sidste af Forsæsonens Udstillinger: Marie Henriques, Ivan
og Må rta I v a r s o n, Anders Hiin e, Pablo Schouboe, Flemming B e r g s ø e,
Hans Seherfig, Otto von Milhlen, Joks. V. K r is t e n s e n, H a n s e n - A a r s l e v

NAAR Træerne løves, tager Kunst-
udstillingernes Flor af ligesom Sko-
vens Anemoner. Det er nu en Gang
Tradition, at man ikke gaar paa Udstilling
i tindrende Foraarssol — i hvert Fald ikke
i sit Hjemland. Det tilhører Rejselivet at
nyde Kunst i Sommervarme. Inden vi der-
for slutter af for denne Gang, kan vi lade
Sæsonens sidste Udstillinger passere Revy.
Hos Winkel og Magnussen havde Marie
Henriques en Udstilling af Aicvareller efter
polychrom Skulptur. Marie Henriques tek-
niske Dygtighed og Evne til at gengive
klassisk Skulptur er almindelig kendt, og
det var med Fornøjelse man gensaa en
Række af Kunstnerindens ældre Arbej-
der, der for Størstedelen ejes af Samlere
eller af vore Museer. Saavel det arkaiske
Nævekæmperhovede fra Glyptoteket som
Bronzehestene foran Marcuskirken i Ve-
nedig, Skt. Georg og Dragen i Stock-
holm og den singalesiske Dansemaske fra
Etnografisk Museum er hver for sig ud-
mærkede Prøver paa, hvor lykkelig en
Haand Marie Henriques har til at forene
det reproducerende med det kunstnerisk
kultiverende.
Marie Henriques afløstes af Folmer
Bonnén, der saavel udstillede sine store
Gouache eller Temperabilleder paa Ce-
ment som en Række smaa Bybilleder,
der viser Kunstneren fra en helt ny Side.
En Spaltning af et Kunstnertemperament
er ikke noget ukendt Fænomen, men
nogen Gevinst for den kunstneriske Hel-
hed er det aldrig paa en mindre Udstil-
ling at præsenteres for to alt for polare
Modsætninger. Folmer Bonnéns Udvik-
ling har i det hele taget været meget sprin-
gende. Vi husker for Aar tilbage de ele-
gante Balletbilleder med virtuost henkaste-
de Danserinder i en forrygende Kehraus.
Senere blev det de store dekorativt an-
lagte Blomster- og Figurbilleder paa Ce-
ment, der optog Kunstneren, og nu endelig
er det de smaa impressionistisk betonede
Bybilleder, der behersker Bonnéns sidste
Produktion. Hvilken Side, der er den rig-
tige, maa Tiden og Udviklingen afgøre,
men der er afgjort mere artistisk Fornem-
melse i nogle af de sidste Arbejder end i
de mere stort anlagte Dekorationer.
I Kunsthallen paa Købmagergade havde
det svenske Kunstnerpar Ivan Ivarson og
Mårta Taube-Ivarson en Udstilling. For
Mandens Vedkommende var det Malerier,
for Fruens Skulptur. Om dem begge fik
man det Indtryk, at Tiden for længst var
løbet fra dem. For nogle Aar siden vilde
de have været meget moderne, men Ud-
viklingen har forlængst ladet dem tilbage
paa det Stadium, hvor et Anlæg var nok.
Nu kan man rent ud sagt ikke holde ud
at se paa et bart Lærred med to eller tre
nette Farveklatter. Udløberne af den Isac-

sen’ske Skole er triste Fortidslevninger og
viser, hvor lidt Forstaaelse de har haft af
deres Forbillede, der sled som en rasende
for at trænge ind til de rene Farve-Klange.
Fruens Skulptur led af den samme Brøst
— en sjusket Overflade, der lod Beskueren
om at gætte sig til den Form, der ikke
var.
Anders Hiine’s paafølgende Udstilling
var af en helt anden Karakter. For denne
Kunstner er Oliefarve et bastant Stof, som
han som oftest ælter endnu tungere. I et


J. H ans en - Aar s lev: Højalteret i Aarhus Domkirke
stort Vinterbillede med mørke Stammer
mod en hvid Sneflade var der en Fasthed
i. Behandlingen som de andre Arbejder
savnede i høj Grad. I dette Billede, hvis
Kolorit mindede noget om Niels Hansen,
var Farven ogsaa langt følsommere og
mere indgaaende studeret. Den flotte Pen-
selføring klæder afgjort ikke Anders Hunes
Malerbegavelse.
Pablo Schouboe, den evigt rejsende
Globetrotter, er atter kommet hjem fra
Syd-Amerika og har hos Hans Frandsen
paa Nørregade haft en Udstilling med Ar-
bejder fra den fjerne Verdensdel. Her er
Schouboe snart helt hjemmevant og skild-
rer med lige stor Suffisance Papudabugten
i Solskin som Tupungato efter stærkt Sne-
fald. Det er de smukke Prospekter, der
interesserer Kunstneren, og den nøje Re-
degørelse for Detaillen har skaffet ham et
stort og trofast Publikum.
I Palægade (hos Binger) fortsættes sta-
dig Kunstnerens Hundredkroners-Butik, og
efter dens heldige Start maa man haabe,
at Interessen for den vil vedvare. Til
Fremme af dette Haab har de unge Kunst-
nere begyndt en Række Separatudstillinger,

saa Publikum stadig kan holdes i Aande.
Serien er begyndt med den unge Maler
Flemming Bergsøe, hvis smaa gennemar-
bejdede Billeder paa Charlottenborg brag-
te Købke og L. A. Ring i Tankerne. Paa
denne Udstilling viser Kunstneren, at en
Rejse til Syd-Frankrig og Italien har haft
en stor Indflydelse paa hans maleriske Syn,
der er blevet friere og mere artistisk for-
nemmende. Nu er det snarere Sisley, man
mindes, men der er afgjort Tilløb i disse
sidste Billeder til en personlig Opfattelse
og selvstændigt Udtryk, der manifeste-
rer, at Kunstneren nok gennem Arbejdet
helt skal finde sig selv.
Den anden Kunsthandel, der tager sig
af den unge Kunst, er Tjørnelunds i Go-
thersgade. Her havde først den unge Ma-
ler Hans Seherfig en Udstilling, der hel-
digvis var mere humørfyldt end det ud-
sendte Katalog, hvis Opsætning og Ud-
tryk var fuldstændig lig en Begravelses-
sang. Men det var maaske ogsaa tænkt
som en Pudsighed. Hans Seherfig er i
det hele taget en Pudsenmager, som
næppe tager sig selv helt højtidelig, hvad
Tilskuerne heller ikke kan gøre med
hans Arbejder, hvor der nok er Evner
til Stede, men isprængt saa megen laant
Manér, at man ikke kan have nogen
Anelse om, i hvilken Retning Udviklingen
skal tage Form.
Otto von Miihlen, der fulgte efter, kun-
de man bedre faa Tag i. Vel var det hele
meget ungdommeligt, men man glædedes
over den ægte Følelse for Farven, som
de bedste af Billederne bar Bud om. Saa-
vel den store Opstilling med Pelargonien
som de smaa Studiehoveder var koloristisk
fint opfattede. Et personligt Udtryk er det
for tidligt at kræve endnu.
Endelig har den i Jylland bosiddende
Kunstner Johs. V. Kristensen hos Winkel
og Magnussen aabnet en Udstilling, der
saaledes bliver en af Sæsonens sidste. Naar
man blader Kataloget igennem, ser man, at
de fleste Billeder er Privateje og de, der er
tilbage, har Kunstneren saa godt som alle
faaet solgt. Johs. V. Kristensen har med
andre Ord fundet sig et stort Publikum,
hvad der er forstaaeligt, naar man ved,
hvad de fleste Mennesker kræver: en om-
hyggelig og ærlig Redegørelse for Detail-
len, der gerne maa forenes med en lidt
sentimental Naturopfattelse. Disse Krav
kan Kunstneren ogsaa let honorere med
sin manuelle Kunnen, men man savner et
Pust af Oplevelse i denne vedtægtsmæssige
Gengivelse.
I Scous Ovenlyssal paa Frederiksberg
var der i April en Mindeudstilling for
Hansen Aarslev. Samleren bragte ifjor en
Mindeartikel om den gamle Kunstner af
Karl Madsen og vi bringer her en Gengi-
velse af et af hans Hovedværker.
Kaj Borchsenius.

94