Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Godfred Christensen: Strandmølteaaen 1883. 29X4'2 cm


Godfred Christensen: Fra Dollerup Bakker. 1909. 28X42 cm

mange af Studierne paa den omtalte Auktionsudstilling
om Janus la Cour, hvem han dog sjældent naaede i Hen-
seende til Formgivningens Plastik og Linjeføringens ryt-
miske Fasthed. Derimod blev han snart, særlig efter Op-
holdet i Frankrig, mere dristig og djærv i Koloristen, end
la Cour i Almindelighed var, kunde denne end stundom
vise, at han, naar han indstillede sig derpaa, ogsaa i saa
Henseende formaaede det usædvanlige. For saa vidt har
Godfred Christensen mere tilfælles med Kyhn end med
det P. C. Skovgaard—la Cour’ske, omend enkelte senere
Studier, hvori Motiverne er af lignende Art som Skov-
gaards, paa en morsom Maade erindrer om denne, skønt
de i det tekniske tager et helt Slægtsleds fortsatte Ud-
vikling med ind i deres Mesterskab. Et vist Aandsfælles-
skab kunde man maaske paavise mellem Skovgaard og
Godfred Christensen deri, at de begge foretrækker det
dagklare; thi var der end i Skovgaards aller første
Arbejder en Tendens mod det romantiske og dertil hø-
rende Stemninger, var det jo dog først i hans ældre Aar,
Aftenbilledet kom til at spille en betydelig Rolle i hans
Kunst, der overvejende har Dagens aabne, hvilende Ro.
Man kan maaske sige, at la Cour som Personlighed var
nok saa ejendommelig, nok saa stor i Silhouetten, men God-
fred Christensens Kunst er i sin aabne Djærvhed saa ind-
tagende lykkelig, saa livsbekræftende i sin Grundstem-
ning. Karakteristisk forskellige er de to Kunstnere deri,
at medens la Cour saa godt som altid skildrer Stilheden,
den tavse Hengivelse i Stemningen, er der som oftest hos
Godfred Christensen et dramatisk Element, et Glimt af den
livsdygtiges Glæde ved Forandring og Virksomhed. Hvor
la Cour i sine Bjærgbilleder kunde skildre den ophøjede
Stilhed i Bjærgene, naar Morgensolen havde spredt Skyerne
og ladet Tinderne afklares for den beskuende, kunde God-
fred Christensen skildre selve Kampen mellem Taagen og
Klarheden, hele det lunefulde, bølgende Virvar, med en
personlig Fryd, der deltog i Lysets Sejr, i Kampen mod de
mørke Magter.
Overført paa Godfred Christensens danske Motiver, der
som bekendt i vid Udstrækning er hentet fra Himmelbjerg-
egnen og Indsøerne dér, findes den tilsvarende Tendens i
Forkærligheden for den spredte Belysning, hvor Solen bry-
der gennem Skyerne, og i den ofte saa uovertræffelige
Skildring af Indsøens særegne Uro, de uberegnelige Kaste-

vindes Domæne. Den lyttende Stilhed hos la Cour, i hvil-
ken man fornemmer Tonen fra Himlen, er hos Godfred
Christensen afløst af et tonende Brus, en orkestralt in-
strumenteret Hymne til Livets og Naturens Pris.
Hans tekniske Færdighed var eminent, ligesom la Cours,
omend den var baseret paa delvis andre Principper og tjente
et delvis ændret Kunstsyn. Hvor la Cour i sine store Arbejder
komponerede sig frem og fandt sin højeste Opgave just
i Tillempningen og Fuldkommengørelsen, Frigørelsen,
kunde man sige, at det, der for ham var Stedets og Mo-
tivets Sjæl, kunde Godfred Christensen male sine bedste
Billeder i Marken, og selv hvor dette ikke lod sig gøre, be-
varede han Stemningsanslaget fra de første Studier friskt
og klingende indtil Fuldførelsens sidste Strøg. Forstaaeligt
nok, at en Natur, som hans, ogsaa maatte føle sig tiltruk-
ket af Marinemaleriet. Hans Beskæftigelse hermed blev vel
kun mere episodisk; men til Trods derfor — eller, om man
vil, maaske netop af den Grund — var der i flere af hans
Mariner en Oplevelsens Fylde og en koloristisk Mangfol-
dighed, som søger sin Lige i dansk Kunst paa dette Om-
raade. Naar Zorn engang paa Spørgsmaalet om, hvem han
vilde anse for Danmarks betydeligste Marinemaler, skal
have svaret: »Landskabsmaleren Thorvald Niss«, saa har
det visselig sin Berettigelse; men havde Zorn kendt et Par
af Godfred Christensens Søstudier, som man fik dem at se
før Auktionen, havde han maaske dog betænkt sig paa
Svaret.
Hvad iøvrigt her er løst ridset ned om Lighed og Forskel
mellem Godfred Christensen og andre i Samtid og Fortid,
skal ikke opfattes som nogen Mandjævning, men snarere
som et Udtryk for den Opfattelse, at de nævnte hver paa
sin Plads i Udviklingen tør henregnes til de bedste, God-
fred Christensen ogsaa. Ingen yder mere end sit bedste,
ingen naar videre end til det fuldgode. Begreberne om dette
skifter gennem Tiderne med de skiftende Idealer i Kunsten;
men ingen bør være taabelig nok til at bebrejde Fortiden, at
dens Begreber om Værdien var forskellige fra vore. Den
Kunstner, der troligt tjente sit Land og med saa lødig en
Kunst, som den her omtalte, gav sine Landsmænd sin egen
Kærlighed til Landet i Eje, vil leve saa længe Landet staar,
hører han end nok saa uomtvisteligt til dem, hvorom der
er at melde, naar der skal skrives om Charlottenborgs Tab,
om det seneste Treaars Døde Rikard Magnussen.

93