Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Tøjhusmuseets Samlinger af Vaa-
ben er saa righoldige og af en saa-
dan Bonitet, at Museet staar frem-
mest blandt Europas Museer af lignende
Art. Selvfølgelig findes der Mangler og i
enkelte Grupper Huller i Udviklingen, og
desværre er det saaledes, at disse Huller
er ret vanskelige at udfylde uden meget
store Bekostninger. Det maa derfor hilses
med Glæde, at Museet ved Offervilje saa-
vel hos Private som hos Ny Carlsbergfon-
dets Direktion i Løbet af de sidste Par Aar
paa Vaabenauktioner i Udlandet har kun-
net supplere sine Samlinger paa en udmær-
ket Maade.
Fra sit Anlæg for næsten hundrede Aar
siden er Tøjhusmuseet internationalt i hele
sin Karakter. Alligevel har det en national
Opgave deri, at opretholde sin Førerstil-
ling og ikke lade sig sejle agterud af mere
købedygtige Museer. Hertil har Museet alt-
saa i de sidste Par Aar faaet en uvurder-
lig Hjælp, medens det i sin hidtidige Virk-
somhed ikke har suppleret sig paa lignen-
de Vis siden 1858.
Disse halvfjerdsindstyve Aars Dødvande
har selvfølgelig sat sine Spor i Samlinger-
ne, hvad der er saa meget beklageligere,
som Priserne paa Vaaben i den sidste Snes
Aar er steget ganske betydeligt.
I de første Dage af August 1927 afhold-
tes i Luzern en Auktion over en Vaaben-
samling, der var skabt af de Krupp’ske Fa-
brikers Overdirektør, Major Max Dreger.
Denne Samling betragtedes med Rette
som den bedste Privatsamling af blanke
Vaaben, der paa denne Tid fandtes i Eu-
ropa, hvorfor ogsaa Verein flir historische
Waffenkunde i 1926 i Serien »Historische
Waffen und Kostume«, som første Bind ud-
gav »Waffensammlung Dreger«, et Værk
paa 248 store Kvartsider og 74 Tavler. En
anonym Velynder af Tøjhu'museet stillede
et Beløb paa 20,000 Kr. til Raadighed for
Chefen, Kaptajn Stockel, og det lykkedes
denne at erhverve nedennævnte Vaaben til
forholdsvis lave Priser, hvilket sikkert
skyldtes den Omstændighed, at Auktions-
katalogerne udkom saa sent, at de ameri-
kanske Museers Repræsentanter ikke naae-
de frem. En endnu større Part af Vaabne-
ne end den, Tøjhusmuseet erhvervede, køb-
tes af den svenske Privatsamler, Major Th.
Jacobson, Stockholm, og det kan siges, at
langt den bedste Del fra Max Dreger-Auk-
tionen gik til Skandinavien.
En af de føleligste Mangler ved Tøjhus-
museets Samling af blanke Haandvaaben,
er den ringe Repræsentation af de forskel-
lige Former for Dolke, der i Tiden indtil
1660 spillede saa stor en Rolle i Adelsman-
dens og Krigerens Vaabenudstyr. Da Max
Dregers Samling indeholdt saa mange for-
trinlige Dolke, havde Kaptajn Stockel na-
turligvis navnlig sin Opmærksomhed hen-
vendt paa disse.
Den ældste Dolk, der erhvervedes, var
en italiensk Langdolk, fra 1300’ernes Slut-
ning (C 11a). Den er godt 50 cm lang og

af en Form, der skyldes levantinsk Paa-
virkning. Vaabenhistorisk set er den en
Slægtning af, eller maaske snarere en For-
løber for den kortere Øredolk, som des-
værre endnu ikke er repræsenteret i Mu-
seet. Moden med at bære denne Dolk til
den daglige Paaklædning, hængende fra
Bæltet ned foran mellem Benene, kendes
fra en Mængde Billeder af Datidens Adels-
mænd; men trods dens store Udbredelse
saavel i Italien som i de øvrige europæiske
Lande, er der kun bevaret et meget ringe
Antal af dem, saa Museet maa glæde sig
over Erhvervelsen af dette Eksemplar, selv
om Klingen er en Del medtaget af Rust.
Omtrent hundrede Aar yngre, men ikke
mindre interessant, er en saakaldt Nyre-
dolk (C 12b), der har faaet sit Navn af,
at Fæstet nærmest Klingen er formet som
et Par Nyrer. Denne Dolkeform var ud«
bredt over hele Europa, og her fra Dan«
mark kendes den ogsaa, formet i Metal,
fra flere Jordfund, der opbevares paa Na-
tionalmuseet. Det erhvervede Eksemplar,
hvis Greb er skaaret i en meget sejg Træ-
art (Lyng?), er af burgundisk Form og er
Tøjhusmuseets eneste. Ogsaa dette er
øjensynlig et Jordfund med stærkt for-
rustet Klinge.
Blandt Tøjhusmuseets største Mangler
var hidtil den, at det var saa godt som
fuldstændig blottet for Landsknægtvaa-
ben. Ogsaa herpaa raadedes der ved denne
Lejlighed Bod. Af Landsknægtsværd køb-
tes to saakaldte Katzbalgere. Disse ad-
skilte sig fra Datidens sædvanlige Sværd-
typer ved, at de i Stedet for den lige Pa-
rerstang var forsynet med ret store Parer-
ringe paa saavel Kvart- som Tertssiden.
Medens Klingen paa den ene (C 16a) er
83 cm lang, er den paa den anden (C 16b)
kun 43 cm, hvilket i Forbindelse med hele
Sværdets yderligere Udstyr karakteriserer
det som et af de Vaaben, hvormed Kejser
Maximilian o. Aar 1500 udstyrede sine
Landsknægte (Fig. 1). Dette overordent-
lig velbevarede og smukke Vaaben er ret
enestaaende, idet der — saa vidt vides —
kun eksisterer endnu et Eksemplar i Zeug-
haus, Berlin, men dette er et ret medtaget
Jordfund. Værdien af disse to Katzbalgere
forhøjes yderligere ved, at de begge er ud-
styret med samtidige Skeder.
Landsknægtvaabnenes fornemste Stykke
er dog en Dolk med Sølvgreb og Sølv-
skede (C 16c). Hele Renaissancens Ud-
smykningsskala er anvendt herpaa. (Fig.
2). Grebets skiveformede Afslutning viser
en Sol, der lyser over to kæmpende Ryt-
tere, og under disse ses en Mand i Kamp
med to Løver. Skeden bestaar af to ens,
sammenloddede Halvdele, hvorpaa der i
Kartuschrammer findes tre Kvindefigurer.
Den ene bærer Hjelm og Laurbærkrans,
medens der bag hendes Siddeplads staar
et Pilekogger. Den anden bærer en lang
Pil og et Skjold, den tredie holder i ven-
stre Haand en Bog, og ved hendes Side
ses en staaende Eros. Putti og Løvema-

sker udgør den øvrige Udsmykning. En
anden Landsknægtdolk (C 16d) er af no-
get simplere Udstyr med Jernfæste og
Jernskede.
Det næste Par Dolke, der erhvervedes,
er fra Frederik II’s Tid og kan karakteri-
seres som de paa denne Tid fremkommen-
de Venstrehaandsdolke, der var uadskille-
ligt forbundet med Datidens slanke Fægte-
kaarde. De førtes under Fægtningen i ven-
stre Haand og benyttedes til Parering,
samtidig med at højre Haand førte Kaar-
den. Ingen af dem er i særlig pragtfuldt
Udstyr, men de er begge gode Repræsen-
tanter for Typen. Den ene af dem (C 36c)
havde Max Dreger erhvervet fra Karl Jun-
ckersdorffs Samling i Diisseldorf ved den-
nes Bortauktionering i 1905.
En Kaarde med Jernskærerarbejde fra c.
1600 (C 152a). Fæstet er blaat anløbet
som Baggrund for en Sølvtauschering, der
følger Linjerne i et gennembrudt Fiske-
blæremønster. Desuden bestaar Udsmyk-
ningen paa Tertssiden af en Række Roset-
ter i gennembrudt Mønster. Fra samme
Tid stammer en muligvis fransk, overor-
dentlig smuk Dragtdolk med Jernskcerer-
arbejder paa Guldgrund (C 154c). Den
hørte oprindelig til Meyricks Samling
(England), erhvervedes senere af Spitzer
i Paris og kom fra hans opløste Samling
til Max Dreger.
Helt i Renaissancens Kaardeform med et
meget grenet Fæste er en Kaarde (C 154a),
hvis Guldtauscheringer paa Fæstet i For-
bindelse med de paaslaaede Blade og
Puttihoveder af Sølv viser hen paa Nord-
italien som Fabrikationssted. Ligeledes af
italiensk Herkomst er en Kaarde (C 154b)
med et Fæste af ganske ejendommelig
Form (Fig. 3), idet Parerstangen fortil er
trukket ud i en lang, firkantet Spids, me-
dens dens bagerste Gren danner et firkan-
tet Hammerhoved. Kaarden kan laases til
Skeden og kan derefter bruges som Strids-
hammer (Fusthammer), d. v. s. til Qen-
nembrydning af et Harnisk paa dettes sva-
gere Punkter. Fæstets smukke Jernskærer-
arbejde staar delvist fremhævet paa Guld-
grund. Der kendes Kaarder af samme
Form fra v. Bertholds Samling, Dresden,
og fra Måhrens Museum i Brunn, men
knap saa smukke.
Som sidste Kaarde i Rækken købtes et
elegant Stykke (C 229a) med Fæste i
spansk Form med en stor klokkeformet
Haandbeskyttelse. Baade Klokken, Grebet
og Knappen er rigt ornamenteret med gen-
nembrudt Arbejde, skaaret i Jern. Klingen
er af Solinger-Klingesmeden Weilm Klein,
der levede omkring 1650.
Endnu tre Dolke fra Tiden o. 1690 lyk-
kedes det at føre med hjem. Den ene (C
311b) er ret lille. Dens Parerstang og
Knap er smykket med senbarokke Ætsnin-
ger, ligesom Klingen er ætset med en Ma-
donnaskikkelse, hvorunder findes en tysk
Gengivelse af Englens Hilsen til Maria.
Desuden er indætset forskellige Indskrifter,

109