Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Morsomt var det, men der findes dog, trods alt, en an-
den Form for Aandsliv end Maglekilde Petersens.
Paa Kunststævnet har de førende Kunstarter i broderlig
Fællig taget hinanden under Armen, i klog Erkendelse af,
at Enighed gør stærk, og at det i Grunden er det samme
Maal alle Kunstarter stræber efter, det er blot Udtryks-
midlerne, der er forskellige. (Endog en saa »skrap« Fag-
sammenslutning som Orkestermusikerne — der kun over-
gaas af Lægernes — har i Sagens Interesse givet deres
Medlemmer Dispensation fra de strenge Takster.)
Intet menneskeligt er ufejlbarligt, det er en Sætning,
der er gentaget indtil Trivialitet, men ikke desto mindre
indeholder den en uomgaaelig Sandhed. Enkelte Kunstnere
føler sig muligvis brøstholdne, fordi de ikke har modtaget
Indbydelse til Stævnet, dog ikke helt med Rette, kunst-
historiske og praktiske Grunde har gjort det paakrævet at
trække Linierne saa overbevisningstro og farverige op som
vel mulige, man kan maaske diskutere om en Kunstner har
faaet for faa Arbejder med og en anden for mange, den

Slags Spørgsmaal bliver altid uundgaaelige? Men jeg tør
hævde, at Komiteen med de to førende Kunsthistorikere i
Spidsen, Dr. Karl Madsen og Professor Vilhelm Wanscher,
har arbejdet udelukkende for Kunstens Tarv, uden Skelen
til Kliker og andre Kunsten uvedkommende Hensyn.
Efteraaret bliver i det hele taget en Tid rig paa Kunst-
opvisninger, og som et interessant Supplement, vil der om-
trent samtidig blive afholdt de aarlige to store Efteraars-
udstillinger paa den Frie og Charlottenborg, saa de virkelig
kunstinteresserede vil faa Lejlighed til et muligvis lidt an-
strengende — men enestaaende Indblik og Udsyn over
dansk Kunst — som lidt omskrevet, der staar i Boghand-
lerreklamerne »Det bliver et Kunstaar i Aar.«
Naar Udstillingen i Kæmpehallen har haft Fernisering,
er jeg ikke i Tvivl om, at det ganske vist lidt arrogante,
men ikke helt tossede Ord, at der findes flere miskendte
Fæhoveder, end miskendte Genier — omtrentlig holder Stik.
Selv paa Solsystemet findes der Pletter, uden at det i
væsentlig Grad generer Solens flammende livgivende Lys.
O. V. Borch.

SPAGFÆRDIGT GENSVAR

Den i Samlerens Juni Hæfte offentliggjorte Kritik af Jens Møller-Jensens Skolevirksomhed,
fremkaldte i Jorrige Nr. et Gensvar fra den angrebne Part. Her svarer Knud Pontoppidan
paa dette Indlæg, hvormed Diskussionen maa betragtes som afsluttet her i Tidsskriftet.

DET var ikke at vente, at Jens Møller-
Jensen skulde lade min Kritik af
hans Skolevirksomhed staa uimod-
sagt. Enhver slaas for sz7. Men hvorfor skri-
ver han saa langt og omstændeligt, naar
han dog ikke vil ind paa Realiteten i min
Kritik. Den var dog meget tydeligt rettet
mod en bestemt Idé, og den var ganske
saglig. Var den daarligt underbygget,
maatte det været let at afvæbne den ved
saglige Argumenter.
At Møller Jensen slet ikke forsøger det-
te, lader mig formode, at han selv har en
Fornemmelse af, at der er noget forkert
ved disse »smagskulturelle« Bestræbelser.
Hans Svar til mig er jo blot et Forsøg paa
at skjule det, min Artikel gik ud paa, ved
at tale om noget andet. Han bruger en
Mængde Ord til at give det Udseende af,
at jeg har overfaldet en Udstilling af hans
Skoles Arbejder, fordi den indeholdt nogle
Smaating af malede og dekorerede Træ-
sager, og at jeg med Vilje har fortiet, hvad
der ellers var. — Hvad er det for en Frem-
gangsmaade? Jeg har end ikke omtalt, at
saadanne Nipsgenstande fandtes paa Ud-
stillingen. Jeg har nævnt det efter mit Skøn
mærkelig udanske Præg, Udstillingen hav-
de, og brugt det som Støtte for min Paa-
stand, at Møller Jensen ikke ved sin Me-

tode opnaar det nationale Præg, han stræ-
ber efter.
1 Virkeligheden giver Møller Jensens
Svar et meget godt Supplement til mit For-
søg paa at karakterisere ham som Agita-
tor og som Skoleleder. Jeg fremhævede
hans udmærkede Evner som Skribent og
Polemiker naar han bevæger sig paa de
brede Almindeligheders sikre Grund. Det
viser sig altsaa, at naar han staar overfor
bestemt formulerede fra hans egen Opfat-
telse divergerende Anskuelser, bliver han
usikker. Han bliver irriteret og lader sig
forlede til at skælde ud. Han beskylder mig
for Usandhed — endda vitterlig Usandhed
i Anledning af, at jeg har sagt som min
Mening, at hans Skole er inde paa et Side-
spor, som ingen Vegne fører hen. Er det
ikke en Smule barnagtigt? Det lyder jo
ogsaa meget nedsablende at tale om »Skri-
benter, der planmæssigt arbejder paa
Haandværkets Sterilisering«, men hvad
betyder det? Hvad sigter Ordene til? ■—
Ordet Sterilisering bringer i øvrigt gan-
ske automatisk en anden Glose i Erindring:
Steinachisering. — Er det ikke netop en
Haandværkets Steinachisering, Møller Jen-
sen har for Øje? Men med al Respekt for
denne velsignelsesrige moderne Proces,
saa véd vi dog, at den selv i heldigste Til-
fælde kun giver Galgenfrist. — Jeg for min

Part har nu mere Fidus til Haandværkets
Vitalitet efld som saa, men jeg tror gan-
ske vist ikke at det saakaldte »gode, gam-
meldags Haandværk« lader sig opretholde
ved nogen kunstig Foryngelsesproces.
Haandværket maa følge med Tiden lige-
som alt andet, og der er vist ingen Fare
for, at det glemmer det, selv om vi har en
statsunderstøttet Skole for Pyntelighed, der
holder igen ved at forkvakle Begreberne
Og det mener jeg, man gør, naar man
opdrager unge Mennesker til at arbejde i
en bestemt pyntelig Stil, som er uden na-
turlig Tilknytning til nogetsomhelst i Ti-
den. Saa kan Møller Jensen gerne forsvare
sig med at dette kun er en mindre betyd-
ningsfuld Side af hans Skoles Virksomhed,
men det er ikke rigtig overbevisende. Vi
har faktisk her i Landet en »Møller Jensen
Stil«. Den er hans Fortjeneste, og den maa
han vedkende sig. Om man synes om den
eller ej, er en Smagssag. Jeg synes ikke
om den, hvad naturligvis er uvæsentligt.
Derimod er det væsentligt, at den slet ikke
er andet end en Smagssag. Selve dens Fo-
rekomst i vor Tid har ingen naturlig Be-
grundelse, og saadan noget synes jeg ikke
skulde understøttes af Staten. At Møller
Jensen har en anden Opfattelse er kun na-
turligt.
Knud Pontoppidan.

128