DOI Artikel:
Om de japanske parerplader fra provinsen Higo, [1]
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0049
OM DE JAPANSKE PARERPLADER FRA
PROVINSEN HIGO
Vi paabegynder her den med saa megen Interesse imødesete Artikel-
serie af Dr. Hugo Halberstadl om japanske Parerplader
1. ALMINDELIG DEL
Idet sydvestligste Japan, ligesaa sydligt
som Tripolis og i mindst 100 Miles Af-
stand fra Tokio (Edo), ligger Provin-
sen Higo. Den indtager en Del af Øen
Kiushti, samt nogle mindre Øer, omfatter
baade Bjerge og Sletter, og er med sine
128 Kvadratmil nøje paa Størrelse med
Sjælland. Den tætte Befolkning udgør nu-
tildags 1% Million (der producerer Ris,
Plantevoks og The). Siden Kejsermagtens
Genindførelse i 1868 administreres Provin-
sen som et Departement, der officielt har
Navn efter Hovedstaden Kumamoto. Under
den foregaaende lange Periode 1600—
1868, hvor Shogunerne af Tokugawa-Dy-
nastiet styrede Riget, var derimod praktisk
talt hele den store Provins et Arvelen,
hvis Indehaver, Daimio’en i Kumamoto
havde Vasalpligter overfor Shogunen, men
iøvrigt, dels gennem sin Haand- og Hals-
ret over de mange Sjæle, dels gennem sine
meget store Indkomster og Herligheder,
var en af Landets allermægtigste Fyrster.
Higo-Daimio’erne havde derfor baade
Magt og Midler til at støtte Videnskaberne
og de skønne Kunster; og den Fyrsteslægt,
hvis Navn uløseligt er knyttet til Provin-
sen, beviste ved mange Lejligheder, at den
ogsaa havde Viljen dertil.
Da Tokugawa-Dynastiets Grundlægger
efter den afgørende Sejr ved Sekigahara
(1600) fordelte de Overvundnes Landegods
mellem sine Tilhængere, var Higo tilfaldet
forudgaaende Kampagners fremragende
Feltherre Kato Kiyomasa (som dog alle-
rede sad inde med Provinsens ene Halv-
del). Daimiatet gik saa i Arv til hans Søn;
men efter at denne var bleven anklaget for
Højforræderi, blev Lenet i 1632 konfiske-
ret. Hvorledes Higo-Parerpladen har væ-
ret udstyret indtil dette Tidspunkt, vides
ikke; et specielt Signalement kan den ikke
have haft. Anderledes blev det, da Shogu-
nen overdrog det ledige Len til en Slægt,
der, som Følge af en Adoption, havde an-
taget Navnet Hosokawa (et stort Navn,
som adskillige betydelige Statsmænd og
Krigere havde baaret i de foregaaende
Aarhundreder). Denne Slægt, som herske-
de i Higo lige indtil 1868, og endnu flore-
rer i en Stam- og flere Sidelinjer, viste
nemlig en særlig Interesse for Parerpladen
og det øvrige til Sværdet hørende Metal-
udstyr; og den drog Omsorg for, at dette
Udstyr blev for smukt og ejendommeligt til
at glemmes eller let at forveksles med Sa-
ger andetstedsfra.
Slægtens mest fremragende Medlem i
denne som i andre Henseender var Hoso-
kawa Tadaoki (vistnok 1563—1646), be-
rømt som Hærfører, ikke mindre berømt
som Digter og Skribent, tillige en baade
klog og loyal Politiker. Et middelstort
Daimiat havde han efter Slaget ved Seki-
gahara faaet ombyttet med et af de store,
Provinsen Buzen (lidt nordfor det endnu
større Higo), og fungerede saa dér, ind-
til han i 1619 overdrog sit Len til en Søn,
der ogsaa senere blev Slægtens første
Higo-Daimio. Selv ragede han Hovedet og
antog det gejstligt klingende Navn Sansai,
hvorunder Eftertiden kender ham bedst.
Gennem denne Abdikation i vedtagen Form
(og maaske ikke meget rnere end Form!)
frigjorde han sig for meget tyngende og
tidkrævende Repræsentationspligter — bl.
a. skulde den fungerende Daimio hvert
Aar aflægge et 6 Maaneder varende Be-
søg i Shogunens saa fjærne Edo —, og
kunde altsaa nu lettere end forhen dyrke
sine stærke kunstneriske Interesser. De
festlige The-Sammenkomster, Chanoyu,
hvis filosofisk velfunderede Æstetik i en
ganske enorm Grad imbiberede Adepterne
med Sansen og Begejstringen for ædel,
omend undertiden noget udspekuleret Sim-
pelhed, saavel i Arkitektur og Havekunst
som i Maleri og Kunsthaandværk, især
Pottemageri, var han, under Vejledning af
Tidens største Skønaand, bleven skolet i.
Et Udslag heraf var det, at han allerede
tidligt tog en af de under Krigstogter fra
Hjemlandet bortførte koreanske Pottema-
gere i sin Tjeneste, bosatte ham i Agano
(Prov. Buzen) og dér lod ham brænde
Kar til Chanoyu-Brug. D.ette var dog kun
en af de Kunstnere, der søgte at mætte
hans Trang til at lade skønne Ting frem-
stille; indenfor den Stab af Kunstner-
Vasaller, der i Buzen præsterede, hvad han
som grand seigneur maatte ønske for sin
egen Person og til Gavebrug, fandtes og-
saa 3 senere meget bekendte Sværdpry-
delse-Smede: Hirata Hikozo og dennes
Elever Shimizu Nihei og Nishigaki Kan-
shiro. De udførte først og fremmest Parer-
pladen, Tsuba, og kan derfor betegnes
som Tsubasmede.
Da Sansai nu, ikke som en sølle Aftægts-
mand, men med ex-Daimio’ens Gang og
Sæde fremfor Sønnen, tog Ophold i Fligo,
fulgte hans Kunstnerstab ham, Koreaneren
inklusive, uden at Agano-Ovnen dog af den
Grund blev kold. I den nye Provins ud-
førte Tsubasmedene sikkert Størstedelen
af deres Arbejder og betegnes derfor altid
som Higomestre, hvad der jo er Sandhed
med nogen, uvist hvor megen Modifikation.
Efter Flytningen til Higo, hvor Sansai
endnu fik 14 Leveaar, antog han yderligere
en dér indfødt Smedevasal, Matashichi,
hvis Berømmelse blev meget stor. Han til-
hørte en Familje Hayashi, som forud i 3
Led havde været ved Faget, og var altsaa
selv den 4de Hayashimester, men kaldes
oftere, efter den Landsby, hvor han bo-
satte sig, Kasugamestren Matashichi.
Efter Residensens Forlæggelse blev San-
sai’s Kærlighed til Metalarbejde saa over-
vældende, at han i en Alder af mindst 69
Aar selv begyndte at smede, ikke blot
Sværdprydelser, men ogsaa Harnisker og
Klinger. De ham tilskrevne Jærnparerpla-
der er enkelt og mandigt virkende Amatør-
arbejder; paa ingen Maade Tyvegods.
Gennem disse Sysler blev han naturligvis
fremfor andre Kendere fortrolig med Me-
talarbejdets tekniske Sider. Hvad dets
artistiske angaar, var han jo en poetisk
følende Sjæl og, ifølge sin Chanoyu-Sko-
ling, en connaisseur med Begejstring for
det kunstnerisk forenklede. Endelig var
han en højfornem Herre og, foruden
Strateg, tillige en gæv Stridsmand, der
selv førte en frygtet Klinge. Udfra alle
disse mærkeligt kombinerede Forudsætnin-
ger, gennem Initiativ og Befaling, Raad og
Kritik, sørgede han for, at navnlig det
dominerende Metal, Jærnet, paa ethvert
Stadium blev behandlet med største For-
stand, Dygtighed og Smag og tilstræbte,
at alle Smedevasallernes Kompositioner,
gaaende langt udenom vulgær Bravour og
Virtuosnumre for Mejsel, Sav og Fil, kunde
faa et ejendommeligt Fællespræg af fornem
og mandig Enkelhed.
I Higo blev de 4 Tsubasmede, af hvilke
Hirata Hikozo (f 1663) og Shimizu Nihei
(f 1675) var de ældste, medens Hayashi
Matashichi og Nishigaki Kanshiro var
yngre og jævnaldrende (henholdsvis 1613
—99 og 1613—93), Stamfædre til ligesaa
mange Kunstnerdynastier. Hirataskolen
udførte fladt behandlede, undertiden gen-
nembrudte Tsuba af Jærn eller, langt of-
tere, Bronce; Shimizuskolen, som, efter et
Binavn, ogsaa kaldes Jingoskolen, derimod
især Jærnplader med indlagt Relief; ende-
lig var Matashichi’s Kasugaskole og Ni-
shigakiskolen Specialister i gennembrudt,
fladt behandlet Jærn. Tæt op til Kasuga-
skolen sluttede sig senere, henimod Ud-
gangen af det 18de Aarh., Kamiyoshi
Juhei (1766—1820), en indfødt Tsuba-
kunstner af ikke nærmere kendt Smedeaf-
stamning. Ifølge den da herskende Fyrst
Hosokawa’s udtrykkelige Befaling arbej-
dede han i Jærn med Matashichi som For-
billede. Ogsaa Juhei grundlagde et Dyna-
sti, Kamiyoshiskolen. Da den senere om-
talte Oberst Nagaya i 1886 afsluttede sine
Optegnelser, bestod samtlige 5 Kunstner-
dynastier fremdeles i Higo. Efter Hundre-
de Aars Forløb var Kamiyoshiskolen re-
præsenteret gennem sit 4de, efter halv-
tredje Hundrede Aars hver enkelt af de
21
PROVINSEN HIGO
Vi paabegynder her den med saa megen Interesse imødesete Artikel-
serie af Dr. Hugo Halberstadl om japanske Parerplader
1. ALMINDELIG DEL
Idet sydvestligste Japan, ligesaa sydligt
som Tripolis og i mindst 100 Miles Af-
stand fra Tokio (Edo), ligger Provin-
sen Higo. Den indtager en Del af Øen
Kiushti, samt nogle mindre Øer, omfatter
baade Bjerge og Sletter, og er med sine
128 Kvadratmil nøje paa Størrelse med
Sjælland. Den tætte Befolkning udgør nu-
tildags 1% Million (der producerer Ris,
Plantevoks og The). Siden Kejsermagtens
Genindførelse i 1868 administreres Provin-
sen som et Departement, der officielt har
Navn efter Hovedstaden Kumamoto. Under
den foregaaende lange Periode 1600—
1868, hvor Shogunerne af Tokugawa-Dy-
nastiet styrede Riget, var derimod praktisk
talt hele den store Provins et Arvelen,
hvis Indehaver, Daimio’en i Kumamoto
havde Vasalpligter overfor Shogunen, men
iøvrigt, dels gennem sin Haand- og Hals-
ret over de mange Sjæle, dels gennem sine
meget store Indkomster og Herligheder,
var en af Landets allermægtigste Fyrster.
Higo-Daimio’erne havde derfor baade
Magt og Midler til at støtte Videnskaberne
og de skønne Kunster; og den Fyrsteslægt,
hvis Navn uløseligt er knyttet til Provin-
sen, beviste ved mange Lejligheder, at den
ogsaa havde Viljen dertil.
Da Tokugawa-Dynastiets Grundlægger
efter den afgørende Sejr ved Sekigahara
(1600) fordelte de Overvundnes Landegods
mellem sine Tilhængere, var Higo tilfaldet
forudgaaende Kampagners fremragende
Feltherre Kato Kiyomasa (som dog alle-
rede sad inde med Provinsens ene Halv-
del). Daimiatet gik saa i Arv til hans Søn;
men efter at denne var bleven anklaget for
Højforræderi, blev Lenet i 1632 konfiske-
ret. Hvorledes Higo-Parerpladen har væ-
ret udstyret indtil dette Tidspunkt, vides
ikke; et specielt Signalement kan den ikke
have haft. Anderledes blev det, da Shogu-
nen overdrog det ledige Len til en Slægt,
der, som Følge af en Adoption, havde an-
taget Navnet Hosokawa (et stort Navn,
som adskillige betydelige Statsmænd og
Krigere havde baaret i de foregaaende
Aarhundreder). Denne Slægt, som herske-
de i Higo lige indtil 1868, og endnu flore-
rer i en Stam- og flere Sidelinjer, viste
nemlig en særlig Interesse for Parerpladen
og det øvrige til Sværdet hørende Metal-
udstyr; og den drog Omsorg for, at dette
Udstyr blev for smukt og ejendommeligt til
at glemmes eller let at forveksles med Sa-
ger andetstedsfra.
Slægtens mest fremragende Medlem i
denne som i andre Henseender var Hoso-
kawa Tadaoki (vistnok 1563—1646), be-
rømt som Hærfører, ikke mindre berømt
som Digter og Skribent, tillige en baade
klog og loyal Politiker. Et middelstort
Daimiat havde han efter Slaget ved Seki-
gahara faaet ombyttet med et af de store,
Provinsen Buzen (lidt nordfor det endnu
større Higo), og fungerede saa dér, ind-
til han i 1619 overdrog sit Len til en Søn,
der ogsaa senere blev Slægtens første
Higo-Daimio. Selv ragede han Hovedet og
antog det gejstligt klingende Navn Sansai,
hvorunder Eftertiden kender ham bedst.
Gennem denne Abdikation i vedtagen Form
(og maaske ikke meget rnere end Form!)
frigjorde han sig for meget tyngende og
tidkrævende Repræsentationspligter — bl.
a. skulde den fungerende Daimio hvert
Aar aflægge et 6 Maaneder varende Be-
søg i Shogunens saa fjærne Edo —, og
kunde altsaa nu lettere end forhen dyrke
sine stærke kunstneriske Interesser. De
festlige The-Sammenkomster, Chanoyu,
hvis filosofisk velfunderede Æstetik i en
ganske enorm Grad imbiberede Adepterne
med Sansen og Begejstringen for ædel,
omend undertiden noget udspekuleret Sim-
pelhed, saavel i Arkitektur og Havekunst
som i Maleri og Kunsthaandværk, især
Pottemageri, var han, under Vejledning af
Tidens største Skønaand, bleven skolet i.
Et Udslag heraf var det, at han allerede
tidligt tog en af de under Krigstogter fra
Hjemlandet bortførte koreanske Pottema-
gere i sin Tjeneste, bosatte ham i Agano
(Prov. Buzen) og dér lod ham brænde
Kar til Chanoyu-Brug. D.ette var dog kun
en af de Kunstnere, der søgte at mætte
hans Trang til at lade skønne Ting frem-
stille; indenfor den Stab af Kunstner-
Vasaller, der i Buzen præsterede, hvad han
som grand seigneur maatte ønske for sin
egen Person og til Gavebrug, fandtes og-
saa 3 senere meget bekendte Sværdpry-
delse-Smede: Hirata Hikozo og dennes
Elever Shimizu Nihei og Nishigaki Kan-
shiro. De udførte først og fremmest Parer-
pladen, Tsuba, og kan derfor betegnes
som Tsubasmede.
Da Sansai nu, ikke som en sølle Aftægts-
mand, men med ex-Daimio’ens Gang og
Sæde fremfor Sønnen, tog Ophold i Fligo,
fulgte hans Kunstnerstab ham, Koreaneren
inklusive, uden at Agano-Ovnen dog af den
Grund blev kold. I den nye Provins ud-
førte Tsubasmedene sikkert Størstedelen
af deres Arbejder og betegnes derfor altid
som Higomestre, hvad der jo er Sandhed
med nogen, uvist hvor megen Modifikation.
Efter Flytningen til Higo, hvor Sansai
endnu fik 14 Leveaar, antog han yderligere
en dér indfødt Smedevasal, Matashichi,
hvis Berømmelse blev meget stor. Han til-
hørte en Familje Hayashi, som forud i 3
Led havde været ved Faget, og var altsaa
selv den 4de Hayashimester, men kaldes
oftere, efter den Landsby, hvor han bo-
satte sig, Kasugamestren Matashichi.
Efter Residensens Forlæggelse blev San-
sai’s Kærlighed til Metalarbejde saa over-
vældende, at han i en Alder af mindst 69
Aar selv begyndte at smede, ikke blot
Sværdprydelser, men ogsaa Harnisker og
Klinger. De ham tilskrevne Jærnparerpla-
der er enkelt og mandigt virkende Amatør-
arbejder; paa ingen Maade Tyvegods.
Gennem disse Sysler blev han naturligvis
fremfor andre Kendere fortrolig med Me-
talarbejdets tekniske Sider. Hvad dets
artistiske angaar, var han jo en poetisk
følende Sjæl og, ifølge sin Chanoyu-Sko-
ling, en connaisseur med Begejstring for
det kunstnerisk forenklede. Endelig var
han en højfornem Herre og, foruden
Strateg, tillige en gæv Stridsmand, der
selv førte en frygtet Klinge. Udfra alle
disse mærkeligt kombinerede Forudsætnin-
ger, gennem Initiativ og Befaling, Raad og
Kritik, sørgede han for, at navnlig det
dominerende Metal, Jærnet, paa ethvert
Stadium blev behandlet med største For-
stand, Dygtighed og Smag og tilstræbte,
at alle Smedevasallernes Kompositioner,
gaaende langt udenom vulgær Bravour og
Virtuosnumre for Mejsel, Sav og Fil, kunde
faa et ejendommeligt Fællespræg af fornem
og mandig Enkelhed.
I Higo blev de 4 Tsubasmede, af hvilke
Hirata Hikozo (f 1663) og Shimizu Nihei
(f 1675) var de ældste, medens Hayashi
Matashichi og Nishigaki Kanshiro var
yngre og jævnaldrende (henholdsvis 1613
—99 og 1613—93), Stamfædre til ligesaa
mange Kunstnerdynastier. Hirataskolen
udførte fladt behandlede, undertiden gen-
nembrudte Tsuba af Jærn eller, langt of-
tere, Bronce; Shimizuskolen, som, efter et
Binavn, ogsaa kaldes Jingoskolen, derimod
især Jærnplader med indlagt Relief; ende-
lig var Matashichi’s Kasugaskole og Ni-
shigakiskolen Specialister i gennembrudt,
fladt behandlet Jærn. Tæt op til Kasuga-
skolen sluttede sig senere, henimod Ud-
gangen af det 18de Aarh., Kamiyoshi
Juhei (1766—1820), en indfødt Tsuba-
kunstner af ikke nærmere kendt Smedeaf-
stamning. Ifølge den da herskende Fyrst
Hosokawa’s udtrykkelige Befaling arbej-
dede han i Jærn med Matashichi som For-
billede. Ogsaa Juhei grundlagde et Dyna-
sti, Kamiyoshiskolen. Da den senere om-
talte Oberst Nagaya i 1886 afsluttede sine
Optegnelser, bestod samtlige 5 Kunstner-
dynastier fremdeles i Higo. Efter Hundre-
de Aars Forløb var Kamiyoshiskolen re-
præsenteret gennem sit 4de, efter halv-
tredje Hundrede Aars hver enkelt af de
21