Universitätsbibliothek HeidelbergUniversitätsbibliothek Heidelberg
Metadaten

Samleren: kunsttidsskrift — 6.1929

DOI Artikel:
Om de japanske parerplader fra provinsen Higo, [1]
DOI Seite / Zitierlink: 
https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0050

DWork-Logo
Überblick
loading ...
Faksimile
0.5
1 cm
facsimile
Vollansicht
OCR-Volltext

Fig. 1. Jærn.
Tilskrevet 1ste Hiratamester, Hikozo


Fig. 2. Bronce.
Tilskrevet 1ste Hiratamester, Hikozo

øvrige Skoler gennem sit 8de Led. Men
disse ahnerige Smede maa ganske vist paa
hint Tidspunkt have været arbejdsløse qua
Tsubamestre, da det fra 1877 at regne var
forbudt at bære de gamle Sværd, og Frem-
stillingen af Parerplader m. m. derfor var
fuldstændig ophørt. Om disse sidste Sme-
des Arbejder vides iøvrigt intet nærmere,
hvorfor man tør slutte, at de ikke har haft
stor Interesse. Det stemmer med, at yngre
Led almindeligvis enten trofast og under-
tiden med Held søgte at efterligne de æl-
dre Mestres Arbejder, eller ændrede disse
ved, følgende Moderne, at indføre en med
den oprindelige Mandighed uforenelig Dyr-
kelse af det spinkelt elegante eller det gyl-
dent glimrende. Hovedreglen — en Regel,
som har sine smukke Undtagelser — blev
derfor i det lange Løb den andetstedsfra
kendte, at det gode ikke var nyt, det nye
ikke godt.
Foruden de 5 Dynastiers Mestre virkede
i Hosokawa-Tidens Higo adskillige andre
Tsubakunstnere af langt ringere Betyd-
ning og en Række fornemme Amatører,
der naturligvis vilde følge det fra højeste
Sted givne Eksempel. Desuden en Mængde
inferiøre Smede, som arbejdede helt indu-
strielt i en eller anden af de foreliggende
Higo-Genrer. At dvæle ved alle disse
Mænd, eller blot nogle af dem, vilde imid-
lertid føre altfor vidt; oftest forbyder det
sig selv, idet nærmere Oplysninger fattes.
I Modsætning til disse Metalarbejdere
og de ovenfor nævnte Epigoner, har de 5
Dynastiers Hovedmestre efterladt Parer-
plader, der saa at sige altid er smukke i
Et og Alt og, uagtet de ikke kan kaldes
indsmigrende, virker med et sjældent Be-
hag, som tillige er saa varigt, at Samle-
ren, i Bevidstheden om, at de ikke byder
paa Morsomheder, der i Længden kan kede,

hvert Øjeblik trækker dem frem fra deres
Skjul. Disse værdifulde Egenskaber skyl-
des tildels allerede Ejendommeligheder ved
selve Grundmetallet, hvad enten dette er
Jærn eller en af de langt sjældnere an-
vendte Broncer.
Det japanske hammerbare Raajærn, der,
i ret primitive mindre Bedrifter, navnlig
fremstilledes ved Reduktion af Jærnsand,
og hverken var billigt eller almindelig an-
vendt til andet end Vaaben og Værktøj,
kunde ved kyndigt Udvalg fremskaffes i
meget ren og meget fibrøs Tilstand. Ved
Hamring af sligt hvidglødende Jærn, og
særlig en ad modum Butterdejg i det uen-
delige gentagen Udhamring til tynd Lamel
med paafølgende Sammenfoldning, gjordes
det sejgt, spalte- og porefrit, medens til-
lige de sidste Rester af Kul og Slakke for-
svandt som Støv. En saadan efter Tsuba-
smederiets Grundlove renhamret Parerpla-
de vil, -— hvis den blot ikke i ualmindelig
Grad er gennembrudt eller har solide Ind-
lægninger, — klinge stærkt og rent, naar
den, fastholdt ved Midten, anslaas med en
Negl, og glæder allerede derigennem Sam-
lerens Hjærte, ikke mindre end den i sin
Tid maa have glædet Krigerens. Thi
Klangfuldheden beviser, at Pladen i hvert
Tilfælde ikke er skør og afgiver paa For-
haand et næsten usvigeligt Tegn til, at
Tsubamestrens Arbejde i alle Henseender
maa være udført efter Kunstens Regler.
Higopladernes éloge kan derfor godt be-
gynde med at man priser dem, fordi der
(med den ovenfor givne Reservation) er
ualmindelig megen Musik i deres Jærn.
Vejen ad hvilken har sikkert været Ham-
ring »aux mille-feuilles«. Synlige Spor har
denne Proces dog som Regel ikke efter-
ladt; kun paa Arbejder, stammende fra Jin-
goskolen og 3dje Kamiyoshi, viser Struk-

turen sig lamelløs. Til yderligere Glæde
for Krigeren, mere end for den fredelige
Samler, er Jærnet som Regel stærkt hær-
det (hvad der ikke har Betydning for Klan-
gen) og kan endog være næsten staal-
haardt (1ste Kasugamester). Til Glæde for
alle og enhver er Jærnets Overfladebehand-
ling ideel og stærkt varierende, — ogsaa
indenfor en og samme Mesters Produktion.
Man har saaledes arkaisk virkende, stærkt
arrede Overflader (1ste Hirata, Jingo, 1ste
Nishigaki), Overflader gennempløjede af
paralelle Furer eller radiært stribede (1ste
Hirata, Jingo, 3dje Kamiyoshi) eller vatre-
de, snart som Frøhud, snart som Rodknolde.
Andre igen er fint-chagrinerede eller fint-
porede, atter andre afslebne og enten fed-
tet halvblanke eller glat polerede. Endelig
har 3dje Kamiyoshi, Rakuju, — ligesom
mange samtidige Mestre udenfor Higo, —
undertiden anvendt halvt eller helt matte
Overflader, hvor han drog Fordel af den
lamelløse Struktur, idet han gennem Æts-
ning fremkaldte en om Ved-Spejlets min-
dende Tegning. Men hvorledes Overfladen
end ellers er: Samlerens Finger stryger
altid hen over den med Velbehag. Tillige
gærne med Forsigtighed, da ingen japansk
Patina i Længden taaler Evropæerfingre,
der, som Følge af vor intime Omgang med
Smør, Mælk, Fetaljer og overfedet Sæbe
altid, i Modsætning til Japanernes, er fed-
tede. Netop paa Jærnets Patinering, hvis
ofte langvarige Procedurer var strænge
Værkstedshemmeligheder, lagde Higo-
mestren en særlig Vægt. Den resulterende
Farve, der ligefrem synes bestemt til at
konkurrere med den ædle Skakudobronces,
er som Regel meget mørk, næsten sort med
violet eller blaaligt, sjældnere rødligt Skær.
I denne Henseende er 1ste Kasugamester,
Matashichi, uovertruffen indenfor Japan,

22
 
Annotationen