Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

foregiver for Størstede-
len at foragte.
Naar Landskabskun-
sten fra den klassiske
Opfattelse over den ro-
mantiske naar frem til
det, vi anser for en Rea-
litetsgengivelse, sker det
gennem -ismernes for-
beredende Stadier. Først
med Cézanne, der ikke i
egentlig Forstand kan
kaldes Impressionist,
skønt han er lige saa
nuanceret, Van Gogh og
nu Vlaminck staar man
overfor den virkelige
Kunstens Dyrkelse af
Naturen, Naturen faar
et Fysiognomi, bliver
menneskelig. Som me-
get væsentlige Forud-
sætninger for Udviklin-
gen og især for Roman-
tik og Impressionisme i
Frankrig maa frem for
alt de store Englændere
ikke glemmes. Hos Con-
stable, Old Crome og
andre antydes den kom-
mende Udvikling paa
alle væsentlige Punkter.
Selv i den landskabelige Baggrund til Gainsboroughs Por-
trætter finder man Tilknytningen. Franskmændene er selv
de første til at anerkende dette Forhold. Det er sikkert
heller ikke noget Tilfælde, at en af Impressionismens bæ-
rende Kræfter, Sisley, er af ren engelsk Oprindelse, selv
om han er født i Paris. Det er i det hele taget lærerigt
at mærke sig den vejledende Rolle, Englænderne i stor
Stil spiller i Kunsten.
Paa en for de umiddel-
bart samtidige oftest
umærkelig Maade giver
Englænderne forbav-
sende ofte de nyoriente-
rende Momenter. I Lit-
teraturen er det maaske
mere iøjnefaldende, men
i Malerkunsten er For-
holdet mindst lige saa
faktisk. Vlaminck og
Derain fornægter ikke
Arven fra Cézanne, ofte
ser man deres Landska-
ber som gennem Planer.
Uden direkte Sammen-
ligning minder Styrken
i det instinktivt maleri-
ske hos Vlaminck paa-
faldende om Cézanne. I

sine bedste Ting stiller
han Derain i Skygge,
Derain, hvis Gennem-
brud ligger tidligere, og
som maaske ifølge sit
hele Anlæg er mere al-
sidig. Derain er spink
lere i sin Kunst og kan
slet ikke hamle op med
den rent maleriske Styr-
ke hos Vlaminck. Der er
i Vlamincks Landskabs-
skildring noget overor-
dentlig personligt, der
vil sikre hans Kunst en
lang Levetid, skønt man
næppe kan tænke sig,
han selv danner Skole,
som Derain faktisk alle-
rede har gjort, man
tænke blot paa Dunoyer
de Segonzac. — Per-
sonkarakteristik findes
overhovedet ikke hos
Vlaminck i Forbindelse
med Landskaber, og i
de meget sjældne Til-
fælde, hvor Kompositio-
nen rummer Mennesker,
er de kun betydningsløs
Staffage. Han maler
Landsbygader, Haver,
Huse, Hegn og enkelte Nature Morte’r og Portrætter, alt
paa en saa overvældende direkte Maade, at det i første
Øjeblik kan næsten støde den, der møder ganske uforbe-
redt, men ved nærmere Bekendtskab afslører en ikke al-
mindelig Reserve af Friskhed og sundt Syn. Hans Land-
skaber er saftige og af en overdaadig Voldsomhed, der
nærmer sig det dramatiske. De meddeler et næsten fysisk
Velvære, der giver Lyst
til personligt Bekendt-
skab med de Egne, han
skildrer. Han er mere
nordisk i sin Følemaade
end samtlige andre, nu-
levende franske Land-
skabsmalere. Man fri-
stes næsten til at finde
et Følelsesslægtskab
med Jens Søndergaard,
der dog ganske mangler
Vlamincks karakterful-
de Temperament. Næ-
sten alt hos ham er
barsk og forpisket med
stadig en Antydning af
Barbari. Vlaminck tager
sine Landskaber og an-
vender dem saa godt,
saa sjælfuldt i sine sum-

Paysage. Olie. Luxembourg

La Route. Olie

105