Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

mariske Opbygninger, der hyppigt er Mesterværker i det
arkitektoniske — som tog han dem slet ikke. Hans Kunst
minder egentlig mindre om den lyrisk højt begavede Rim-
bauds mystiske Naturpoesi, som Lovsyngerne fremhæver,
end om dennes Antagonist Verlaine, der gribes saa umid-
delbart i de klassiske »paysages tristes«: Et je m’en vais
•— Au vent mauvaus — Qui m’emporte ■— Deøa, delå —
Pareil å la feuille morte«. Det er Vlaminck, drømt af Ver-
laine.
Oprindelig var Akvarellerne en af de smukkeste Sider af
Vlamincks Produktion. Deres Antal er imidlertid svulmet

for hans grafiske Kunst. Grafikens Farveteknik er mere
fordringsfuld end alt andet. Den kræver en Finhed i In-
stinktet og en Nænsomhed i Følelsen, der er ganske ufor-
enelig med Vlamincks hele Anlæg.
Vlaminck vil ikke blive talt blandt de største Malere,
men at han foreløbig for sin Samtid spiller en meget be-
tydelig Rolle, er uimodsigeligt. Baade de franske Provins-
museer og Luxembourg har været tidligt paa Færde over-
for Vlaminck, blandt andet ejer Galleriet i Lyon nogle
sjældent smukke Akvareller fra den gode Tid. Gbteborgs
Kunstmuseum erhvervede i 1927 to Oliebilleder, et Nature

op med et saadant Crescendo, at den blotte Kvantitet ind-

morte: Vase, Lysestage, Spejl, Bøger i gult og grønt Om-

gyder En en vis Frygt,
den samme Anelse af
Usikkerhed, man af og
til føler overfor Signac’s
Akvareller. Men de pari-
siske Kunsthandlere har
deres private Andel i sli-
ge Miserer. For Gevin-
stens Skyld gør man vis-
se Navne moderne, pous-
serer dem af al Kraft.
Naar en stor Kunsthand-
ler med faa Maaneders
Varsel i 1927 forlang-
te 100 Akvareller le-
veret af Signac, og kun
de 30 var til Stede i Be-
stillingsøjeblikket, fore-
stiller man sig let Resul-
tatet. De virkelig smukke
Arbejder trækkes uvil-
kaarligt ned i denne
Masseproduceren, og den


Honfleur. Pen

slag, en Pibe, paa i Ho-
vedsagen blaa og blaa-
hvid Baggrund — Nr.
806 —, og et Landskab,
der maa regnes blandt
Vlamincks allerbedste:
En Landsby, set fra
en Vej, der i den ven-
-’.j-1- stre, nederste Side af
Billedet afgrænser Byen
til højre og et grønt Hjør-
ne af en Mark til venstre.
Vejen er gul, alle Husene
i en ren, graa Farve med
mørke, teglstensrøde Ta-
ge. Til højre forneden i
Billedet en lille, graablaa
Flod, der taber sig vinkel-
ret ind i Billedet gennem
en muret Kanal under
Husene. Farverne er ven-
ligere og lysere end al-
mindeligt hos Vlaminck


almindelige Standard bliver uvægerlig forringet. Vlamincks
Akvareller findes de sidste Aar paa enhver Auktion i Salle
Drouot og Galerie Georges Petit og hos en forbløffende
Procentdel af Paris’ to Tusinde Kunsthandlere. Saaledes

•— Nr. 807. •— Det synes stadig, som Virtuositet og Aner-
kendelse er farlige Fæller for Kunsten. Vlaminck havde
nydt godt af en tidlig Død. Han har kun lige passeret de
halvtreds, men har allerede en Aarrække nydt Berømmel-

skabes ikke den store Kunst.
Med Oliebilledernes Kraft i Erindring virker det over-
raskende at se den Finhed, ja næsten Aandfuldhed Vla-
minck lægger for Dagen i sine skitsemæssige Penneteg-
ninger. Gamle Husrækker paa Honfleurs Kai, Landsbykir-
ker, Skibsdæk, helt igennem med en Kærlighed i Linie-
føringen og et Maadehold i Effekten, der lægger adskilligt
til hans Vækst. Den samme Finhed genfinder man i hans
Grafik og særlig i hans Træsnit. Blandt de Bøger, hvor-
til han har litograferet Illustrationerne, hører Raymond Ra-
diguet’s »Le Diable au Corps« fra 1926 og Georges Du-
hamel’s »Les Hommes Abandonnés« fra 1927 til de mest
fremragende. Illustrationerne til Duhamel’s Novellerække
»Les Hommes Abandonnés« betegner teknisk et uhyre
Fremskridt fra »Le Diable au Corps« og nærmer sig trods
deres Farveløshed i forbavsende Grad Tonen i de bedste
blandt Akvarellerne. Endnu bliver de dog ofte for stærkt
chargeret i de mørke Flader, omtrent som Brangwyns Ra-
deringer. Saa snart Vlaminck anvender Farve i sine gra-
fiske Arbejder, falder det hele til Jorden. Der er hans Ro-
busthed uafrystelig, og hvad der bliver en personlig
Charme paa Lærredet, sprænger fuldkommen Rammerne

sens farlige Frugter. Kunsthandlere slaas om hans Billeder,
der i det stærke Tempo løber en Fare for at blive Fabrika-
tion. Vlaminck er en forkælet Naturkraft. Hans Farvescala
er blevet brunere og ligesom federe. Naar Utrillo fra de
Gader, hvor han hører hjemme, og hvor han efter Vla-
mincks Lokalitetsteori burde forblive, forvilder sig ud imod
det aabne Land, ligner han de sidste Aar ofte indtil For-
veksling Vlaminck i Décadence. Utrillo er milevidt fra sin
berømte »période blanche«, som Francis Carco i »La
Légende et la vie d’Utrillo« med Rette omtaler med en saa
overordentlig Veneration. Vlaminck er artigere med Alde-
ren. Det bidske og næsten fornærmelige — og dermed det
mest værdifulde — er om ikke forsvundet saa dog afdæm-
pet i helt betænkelig Grad. Om Livet handlede lidt ilde
med ham, udeblev Reaktionen visselig ikke. Man har jo
Lov at nære et fromt Haab for Kunstens Skyld.
Her til Lands lader Vurderingen af Vlamincks Talenter
aabenbart adskilligt tilbage at ønske. Ingeniør Rumps Sam-
ling paa Kunstmuseet rummer tre nette Oliebilleder: »Vil-
lage å travers les arbres«, et Flodlandskab og en hvid Vase
med Blomster. Intet er dog tilnærmelsesvis en Maalestok for
Vlamincks Evne. Der er et Svælg til Billederne i Gøteborg.

Herbert Melbye.