Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Paul Cézanne: Emperaires Portræt. 1863


paa Nippet til at berøve os Illusionen fuldstændigt. Det er især
Lazarus og hans Søster, klodset anbragt i venstre Hjørne, der
støder os. Disse to Personers naive Stilling virker falsk i denne
storslaaede og »sofistiske« Helhed. Intet er saa mærkværdigt, som
at se denne Mand, til Bunds primitiv og umiddelbar i sin Op-
fattelse, grebet af den barokke Ide og blottet for Kendskab til
at virkeliggøre den. Uden at opdage, at han stod foran umaade-
lige Vanskeligheder, kæmpede han med stor Dristighed og absolut
Oprigtighed. Og i Virkeligheden, til Trods for de store Fejl i dette
Arbejde og en overdreven sammentrængt Udførelse, meddeler
han Beskueren en Del af den aandelige Feber, der affødte det.
Farverne i alle Kompositionerne fra denne Tid er meget ejen-
dommelige. Den sorte og den hvide — en ren sort og en næsten
ublandet hvid Farve — spiller en stor Rolle. I »Le Lazare« f. Eks.
er Kristus og Lazarus Legemer betegnede ved vældige Modsæt-
ninger af Hvidt og Sort. Mod denne graalige Tone klinger en
stærk zinnoberrød Farve. Han anvender ogsaa rene Lyseblaa og
Lysegrønne. Man bemærker her en Søgen i Farverne ganske mod-
sat den uendeligt nuancerede Instrumentering, der senere bliver
saa ejendommelig for Cézanne. Man kunde næsten sige, at hans
Farver er dramatiske, at han har haft den Ide at ville paatvinge
disse rene Farver — og dette næsten ved fysiske Virkninger —
den tragiske Sindsstemning han vilde udtrykke.
I »L’Autopsie« finder man den samme Fremgangsmaade. Man
forstaar, at Hospitalet, til hvilket Maleriet var bestemt, med For-
agt afslog denne Komposition, hvor Kirurgen aabenbarer sig som
i et Mareridt af Edgard Poe. Uden helt at forlade Sandsynlighe-

den ligner disse Personer nogle djævelske Gale som tumler med
et Lig. End ikke den overordentlige Ubehændighed i Udførelsen,
— Personerne mangler fuldstændig Proportion, — forhindrer den
uhyggelige Handlings dybe Udtryksfuldhed.
Denne fyrige Indbildningskraft findes paa en Maade i »Le Di-
van«. En naiv og erotisk Inspiration paavirker Kunstneren til et
Motiv i den Grad latterligt og lidet overbevisende, at man, hvis Cé-
zanne tillod Muligheden af Ironi, kunde tro, at det var en Parodi
paa den barokke Stil. Men Cézannes sammentrængte og fanatiske
Væsen forbyder os indstændigt en saadan Fortolkning. Man maa
ganske alvorligt acceptere denne nøgne Kvinde, der kejtet er an-
bragt paa Sengen, og denne tykke Borger, der begærligt betragter
hendes fyldige Nøgenhed, som hele denne overspændte teatralske
Dekoration. Hvilken besynderlig Lighed med den erotiske Poesi
hos Giorgione og Tizian! Her mangler al Lyrik, og jeg tror ikke,
man har Ret til at finde Løsningen i bevidst Ironi. Intet er van-
skeligere at forstaa, intet mere foruroligende end Motivet i en
saadan Komposition. Og dog giver Visionen, hvor kejtet den end
er, en Betoning af Sandheden. Man tvivler ikke om, at alt hvad
Kunstneren har udtrykt i dette Maleri kommer fra en stærk indre
Overbevisning. Og her, som overalt i Cézannes Malerier, er det
Farvernes Kvalitet som imponerer og anerkendes uden Forbehold.
Netop med Hensyn til Farverne er dette Maleri af stor Betydning.
I de første Kompositioner, vi gennemgik, hvor Ønsket om at
male i den barokke Stil er fremherskende, er Farverne yderst
enkle. Den sorte og den hvide Farve dominerer Lærredet og lader
de lokale Farver: skarlagenrøde, blaa og lysegrønne, fremtræde
med Glans. Men her, hvor den barokke Stil er yderligere overdre-
ven, bemærker man, at Farverne er ganske andre. Maaske for
første Gang ser man det dybe Kendskab til den plastiske
Farve, der kom til at spille saa stor Rolle i Cézannes Udtryks-
maade. De blygraa, de rødviolette og de lyse Toner i Legemet

Paul Cézanne: Medea (Akvarel efter Delacroix)


114