Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Vi afslutter hermed Roger Fré’s instruktive Essays om Poul Cézanne. I den franske Original
er Artiklen kun ledsaget af ca. */a Oel af det her anvendte Billedmateriale, saa danske Læsere
vil have endnu bedre Betingelser for at følge Artiklen, der stadig henviser til Mesterens Arbejder.


DE udspekulerte Malere kan godt forhaane Publikum, men
Forhaanelsen maa være en Slags spidsfindig Smiger. Foran
de Billeder, der røber Ligegyldighed for dets Opmærksom-
hed, er Publikum uforsonligt, og man forstaar godt, at de Male-
rier, Cézanne udstillede i sin Tid, fik en latterlig og ydmygende
Fiasko. Det var forresten den største Tjeneste, Offentligheden
kunde vise ham den Gang. En Stikses kunde have tilskyndet ham
til at vove sig videre frem
ad denne Vej og havde
derved berøvet os den
største Mester fra den
nyere Tid. Yderst følsom
for Kritik har han sikkert
lidt meget, han var nem-
lig ikke sikker paa sig
selv til Trods for sit
Overmod og sine Udfald
mod det officielle Parti.
Endnu kendte han ikke
sig selv. Dersom han
havde forsøgt at tyde Re-
aktionen mod sig ved at
spørge sig selv, hvad han
burde være, hvad han i
Grunden allerede var,
havde han forstaaet, at
han maatte opgive at væ-
re visionær, opgive at
skabe disse store lyriske
og dramatiske Komposi-
tioner, som han havde ud-
tænkt.
Det er stadigt i de smaa
Arbejder, at man ser For-
søgene mod en anden
Løsning af det kunstneri-
ske Problem. Fra dette
Synspunkt er det Umagen
værd at betragte det lille
Maleri »Deux Hommes«.
Jeg tror, det er er eet af
de Malerier, hvor han for-
søgte en ny Retning. Den
sorte Farve spiller stadig
en stor Rolle, Klædnin-
gerne og de høje Hatte er
sorte, en grøn næsten
sort i Træet. Men nogle
grønne-kadmium, sma-
ragdgrønne og okker-
orangegule røber en rige-
re og lysere Farveskala, nærmere Naturen, mindre efterlignende
Museumsmalerierne. Her bemærker man overalt, at han vender sig
mod Naturen med større og mere paapasselig Iagttagelse. Cézanne
viser sig mindre selvraadig og mindre overspændt. D,et er denne
Rolighed, denne Passivitet foran den sete Genstand der er ny. Man
kunde sige, at for første Gang viser Cézanne sig ydmyg. Det er en
Begivenhed af stor Betydning, for enhver stor Kunstner er nødt til
at passere dette Punkt. En Veronése, en Franz Hals kan tillade sig
at undgaa det, deres Virtuositet er dem tilstrækkelig. Men for at
en Kunstner kan trænge ind til de dybe Sandheder, saaledes som
Rembrandt, Velasquez eller Daumier, er en usædvanlig Ydmyghed
nødvendig. Cézanne maatte før eller senere underkaste sig den. Den
gamle mistroiske og forkrøblede Cézanne viste, hvormeget denne
Lære havde kostet ham. Men han fik den lært fra Grunden, intet er
mere rørende end den iøjnefaldende Ydmyghed, hans nu af hele

den kunstinteresserede Verden anerkendte Mesterværker udtrykker.
Her er han altsaa endelig vakt af sin Drøm om en romantisk,
storslaaet, fantastisk og imponerende Kunst. Her begynder han at
drage Fordel af sin Følsomhed ved Gengivelser af de mest almin-
delige Fremtoninger. Det lille Nature morte, som findes i Baggrun-
den af hans Faders Portræt, er meget smukt, men hvor overfladisk
ved Sammenligning med Malerierne fra den følgende Tid. Her for-
griber jeg en Smule
hans Kunst Udvikling.
Først maa man følge ham
i hans Forbindelse med
Impressionisterne.
Aarene 1873 og 74 fik
stor Betydning for Cé-
zannes Udvikling. Han til-
bragte Somrene i Anvers-
Sur-Oise sammen med
Pissaro og Guillaumin.
Det var ikke første Gang,
han mødte Impressioni-
sterne, han havde allerede
gjort Bekendtskab med
Renoir og Monet i Paris.
Men det var første Gang,
at Impressionismens Dok-
trin blev ham aabenbaret
i hele dets Fylde og Klar-
hed. Intet i Cézannes
Kunst indtil dette Øjeblik
havde forberedt ham paa
at antage det. Han havde
aldrig betragtet Naturen
med ufølsomme og passi-
ve Øjne. Han havde først
og fremmest betragtet den
for at finde et Middel til
at udtrykke Resultaterne
af sine indre Gæringer, si-
ne liniedannende og stor-
slaaede Drømme. Men det
maa bemærkes, at med
dette lidt overfladiske
Blik havde han altid for-
staaet ved ejendommelige
Angivelser at give en Fo-
restilling om de store Vo-
lumener. Det var i Sand-
hed den bedst mulige
Forberedelse til Impres-
sionismen. De store Vo-
lumeners enkle Konstruk-
tion i de tidligere Malerier var solid nok til uden Fare at forenes
med den impressionistiske Visions Overdrivelser og Interesser,
uden dog at føre til den Ufuldstændighed, der var det farlige
Øskær. Forøvrigt, som vi allerede har bemærket, svigtede hans
nøjagtige Farvesans ham ikke. Selvom han hidtil havde anstrengt
sig for at opnaa en yderst forenklet Syntese, saa var han saa
meget mere forberedt paa den Berigelse og Sammensathed i Ko-
loriten, som den impressionistiske Vision tillod.
I Anvers gik Cézanne i Lære hos sin Ven Pissaro, der var æl-
dre end han, allerede Mester i sit Fag og fuldt ud i Besiddelse af
en personlig Stil. Det blev, kan man sige, den første og eneste
Lære for Cézanne. Skolen havde ikke haft megen Magt over hans
klarsynede Forstand og sprælske Temperament. Som vi har set,
havde han været under forskellige Indflydelser: Courbert, De-
lacroix og Barokkens Mestre, som han havde studeret under sine

Paul Cézanne: Don Quijote

129