Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Paul Cézanne: Valliers Portræt (1904)

lange Ophold paa Louvre. Men disse Mestre var ikke nærværende.
Han maatte gætte sig til deres Fremgangsmaade, der manglede
ham de omstændelige Raad, som kun den levende Stemme kan
give. Følgelig havde Cézanne egentlig ingen Metode. Han impro-
viserede hvert Øjeblik og altid med uoverlagt Iver. Man ser Por-
trætter udførte med en tyk leret Farve, paasmurt i store Træk
med en bred Pensel eller pudset af med Paletkniven. I nogle Ma-
lerier, som »Le Festin« f. Eks., er der lagt Lag paa Lag af Farve
og altid med en Dristighed, der foragtede al Forsigtighed i hans
ubændige Flugt mod Maalet.
Men her i Anvers lærer Pissaro ham en Teknik, en Fremgangs-
maade, hvor alt er forud beregnet, hvor man gaar frem efter Me-
tode og Overvejelse, Skridt for Skridt, Penselstrøg efter Pensel-
strøg mod det forudfattede og klart angivne Maal.
Denne Undervisning af en taalmodig, ydmyg og overbevisende
Mester, gav den unge Cézannes Begejstring et Stød. Pissaro stand-
sede uden videre sin Elevs sydlandske Overspændthed og gav
hans Aand en ny Retning. Han ledte ham bort fra den indre
Vision og viste ham den ydre Visions ukendte Riger, Riger som
indbød hans eventyrlige Aand til at gaa paa Opdagelser efter nye
Kundskaber.
Ganske vist den indre Vision og Bekymringen for en Opstilling
uafhængig af Erfaringen ophører ikke at hjemsøge Cézannes poe-
tiske Aand, men fra nu af krævede Motivet den største Del af hans
utrættelige Energi.
Et Landskab han malede i Anvers viser Omdrejningen af en Vej,
hvor Lyset bagved nogle Træstammer tilvenstre falder ud over
denne. I Midten et lille Landskab med smaa skraanende Køkken-
haver. Alt viser her, at han er Elev af Pissaro. Maleriet ligner i
den Grad Mesterens, at man næsten kunde tage fejl. Og dog er det
forskelligt. Det nyttede ikke Cézanne, at han gjorde sig ydmyg
overfor Naturen og den impressionistiske Metode, han forblev dog

mere selvraadig, bekræftende og overbevisende end sin Mester.
Jeg tror, man kan sige, at dette Maleri er et af de smukkeste
Landskaber af ægte impressionistisk Inspiration, der eksisterer,
fordi man tydeligt gennemskuer den intense Lidenskab, der træn-
ger igennem den fornuftige og overvejende Fremgangsmaade, her
er anvendt. Kunstneren har været samtidigt ophidset, beriget og
frigjort ved det, den impressionistiske Vision for første Gang
aabenbarede ham. Han fortaber sig ikke, som saa mange andre, i
den atmosfæriske Farves Uendelighed. Den altfor sammentrængte
Syntese i de tidligere Malerier er fuldstændig forladt; han trænger
ind i hele den Sammensathed, som Naturen paa denne Maade rø-
ber ham. Den mindste Kant af en Mur bliver ved analyserende
Beskuelse af en uendelig Rigdom. Den matgraa Farve er sammen-
sat af violette og blaalige Toner med citrongule Skær. Hver Gen-
stands tilbagegaaende Bevægelse er nøjagtig angivet, og overalt
spiller Luften en regulerende Rolle. Tonaliteten er saa korrekt, at
Maleriets Indhold bliver en fuldstændig Sammenhæng, og endskønt
hver Del er bekræftet, afbrydes den ikke af disses Betoning.
Dette Maleri angiver et Tidspunkt af største Betydning i Cé-
zannes Udvikling, men det maa bemærkes, at det blev kun forbi-
gaaende. Impressionismens Aabenbaring er fuldstændig og afgø-
rende. Cézanne fornægtede den ikke. Men den er ham ikke til-
strækkelig. Han følger lydigt Pissaro i to Aar men ikke længere.
Cézanne besad for megen Fyrighed til at kunne finde sig i en
saadan Selvfornægtelse. Han havde mere at give, end Impres-
sionisterne anede. Han anerkendte, det var Umagen værd taalmo-
digt og grundigt at analysere Farvernes Sammenhæng, saaledes
som Naturen viste den for de opmærksomme Øjne. Men hans Ind-
bildningskraft søgte stadigt længere mod dybere og mindre syn-
lige Realiteter. Han gættede Arkitekturen bagved Sløret, en Logik
der appelerede til hans Forstand. Virkeligheden viser sig altid

Paul Cézanne: Valliers Portræt


130