DOI article:
Haste, William: Otto Dix - en tysk verist
DOI Page / Citation link: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0305
Otto Dix: .Storby" (1928)
med svage Nerver skal ikke betragte disse Blade, hvor
udflydende Hjernemasse hører til de mildeste Effekter.
Hans store Krigsmaleri »Schiitzengraben« var saa gru-
fuldt i sin Realisme, at ingen ved dets Fremkomst vilde
udstille det offentligt. Den udmærkede Kunsthistoriker
Meier-Graefe betegnede det kort som »infamt«. Lig kan
vel ogsaa males pænt, men dette var »til at brække sig
over«. Om Dix med sine Billeder udløser en saadan Re-
fleksvirkning, er ham uendelig ligegyldigt, lige saa lidt som
det kommer an paa, om Beskueren forbliver i sin harmoni-
ske Sjælsligevægt; det synes tværtimod at være det, han
ikke skal. Det hæslige og modbydelige eksisterer jo, og
ligesom Feuchwanger i sine Bøger med Forkærlighed skil-
drer Skumpelskud og Misvækster indenfor Menneskeslæg-
ten, saaledes er Dix’ blevet det hæsliges Maler. Summen
af Krigens Forbandelse har samlet sig i hans Blik og gjort
ham uimodtagelig for enhver Følelse, der blot kan smage
af Frase eller eksponeret Sentimentalitet. Om end det ly-
der paradoksalt er han dog ubevidst tillige blevet en Skøn-
hedens Forkynder ved at føre os ned i Dybderne, ned i Li-
vets Kloaker, hvor Idealet først dræbes for derefter at op-
staa i egen sælsom Styrke for den, der tror paa det. Bag det
tilsyneladende pilne og udpenslede ligger den ubestemme-
lige Glød af Seerens Styrke, Uvirkeligheden midt i Rea-
lismen, Dadaismen og Dysmorfismen midt i Verismen, af-
rundet, afklaret under Teknikens Svøbe. Det er tydeligt at
se, at ogsaa Dix engang har gjort Nar af Borgermusiken
og har klistret Staniol og Blonder paa Lærreder og solgt
dem som Malerier. Men intet har han gjort forgæves.
Fra sarte, glædestraalende Barnebilleder fører han os ud
i Livets Brutaliteter, til Storbyens skumle Gyder mellem
Skøger og Alfonser, •— hans Yndlingsmilieu ■—, til Bag-
gaardens Skrammel, fil den hængtes øde Kvistværelse, til
Arbejderkonens Kammer, hvor fosterlignende Børn med
udtærede Oldingeansigter stirrer os i Møde som en stum
Anklage mod Tilværelsen.
Med et Billede som »Pigen ved Spejlet«, forestillende
en radmager Skøge, der pudser sig op til sin Fangst, har
Dix overskredet enhver Grænse for det taalelige. Dette Bil-
lede bliver man sjælelig og legemlig syg af at betragte.
169
med svage Nerver skal ikke betragte disse Blade, hvor
udflydende Hjernemasse hører til de mildeste Effekter.
Hans store Krigsmaleri »Schiitzengraben« var saa gru-
fuldt i sin Realisme, at ingen ved dets Fremkomst vilde
udstille det offentligt. Den udmærkede Kunsthistoriker
Meier-Graefe betegnede det kort som »infamt«. Lig kan
vel ogsaa males pænt, men dette var »til at brække sig
over«. Om Dix med sine Billeder udløser en saadan Re-
fleksvirkning, er ham uendelig ligegyldigt, lige saa lidt som
det kommer an paa, om Beskueren forbliver i sin harmoni-
ske Sjælsligevægt; det synes tværtimod at være det, han
ikke skal. Det hæslige og modbydelige eksisterer jo, og
ligesom Feuchwanger i sine Bøger med Forkærlighed skil-
drer Skumpelskud og Misvækster indenfor Menneskeslæg-
ten, saaledes er Dix’ blevet det hæsliges Maler. Summen
af Krigens Forbandelse har samlet sig i hans Blik og gjort
ham uimodtagelig for enhver Følelse, der blot kan smage
af Frase eller eksponeret Sentimentalitet. Om end det ly-
der paradoksalt er han dog ubevidst tillige blevet en Skøn-
hedens Forkynder ved at føre os ned i Dybderne, ned i Li-
vets Kloaker, hvor Idealet først dræbes for derefter at op-
staa i egen sælsom Styrke for den, der tror paa det. Bag det
tilsyneladende pilne og udpenslede ligger den ubestemme-
lige Glød af Seerens Styrke, Uvirkeligheden midt i Rea-
lismen, Dadaismen og Dysmorfismen midt i Verismen, af-
rundet, afklaret under Teknikens Svøbe. Det er tydeligt at
se, at ogsaa Dix engang har gjort Nar af Borgermusiken
og har klistret Staniol og Blonder paa Lærreder og solgt
dem som Malerier. Men intet har han gjort forgæves.
Fra sarte, glædestraalende Barnebilleder fører han os ud
i Livets Brutaliteter, til Storbyens skumle Gyder mellem
Skøger og Alfonser, •— hans Yndlingsmilieu ■—, til Bag-
gaardens Skrammel, fil den hængtes øde Kvistværelse, til
Arbejderkonens Kammer, hvor fosterlignende Børn med
udtærede Oldingeansigter stirrer os i Møde som en stum
Anklage mod Tilværelsen.
Med et Billede som »Pigen ved Spejlet«, forestillende
en radmager Skøge, der pudser sig op til sin Fangst, har
Dix overskredet enhver Grænse for det taalelige. Dette Bil-
lede bliver man sjælelig og legemlig syg af at betragte.
169