DOI Seite / Zitierlink:
https://doi.org/10.11588/diglit.55340#0140
138
DEN DELFISKE GUD
Saaledes lader altsaa Platon Sokrates gøre Oraklet i Delfi liges
frem til sin Inspirationskilde, Apollon til „den der vakte ham“, vilde
vi sige, og det er dette Vidnesbyrd, der fortrinsvis har betinget
Oraklets Ry i Efterverdenens Bevidsthed og givet Elelligdommen en
ærefuld Plads i den græske Tænknings Rige.
Men tør vi tro Platon, naar han lægger Orakelsvaret til Grund for
Sokrates’ Virksomhed? Eller Sokrates selv, hvis han virkelig i Fors
svarstalen har fremstillet Sagen saaledes?
Det har sin Interesse at betragte, hvor forskelligt dette Spørgss
maal besvares af vor Tids Forskere.
Wilamowitz1) hævder, at det navnkundige Orakelsvar ikke maa
tages for højtideligt. Chairefon drager til Delfi og spørger paa en
Tid, da han og mange andre allerede er kommen til Klarhed over
Sokrates’ Ejendommelighed og Storhed. Der spørges: „Er nogen vis
sere end Sokrates?“, og Oraklet svarer Nej. Hvorfor skulde det ikke
svare en pæn Mand, hvad han aabenbart ønskede at høre? Ved et
Tilfælde fik dette Orakelsvar en uanet Virkning, og Sokrates selv
folte sin Kaldelse bekræftet ad guddommelig Vej, følte sig fra nu
af som „Guds Tjener44.2)
Det hele skulde altsaa nærmest bero paa en Tilfældighed, et Held
som Oraklet selv klogt udnyttede, da Sokrates’ Storhed efterhaanden
gik op for alle Hellenerne.
Da spandt Legenden nemlig sine Ranker om Orakelsvaret, der
blev udvidet til at erklære Sokrates for friere, retfærdigere og for?
nuftigere end alle Samtidige; eller det blev sat paa Vers3):
»Visest af alle Mænd er Sokrates«,
eller:
»Vis er Sofokles, visere Euripides,
visest af alle Mænd dog Sokrates.«
Imod denne Opfattelse polemiserer Ernst Horneffer,4) der lægger
Hovedvægten paa Sokrates’ egen Forsikring længere henne i Apolo?
gien (33 C): „Men dette (at gaa rundt og prøve Sjælene) er bleven
mig paalagt af Guden baade gennem Orakelsvar og Drømmesyner
og paa enhver Maade, paa hvilken nogensinde den guddommelige
Vilje har paalagt et Menneske at gøre noget.“ Med Henblik herpaa
D Platon II S. 53.
2) Platons Faidon 85 b.
8) Hendess: Oracula Graeca S. 13. Legendedannelsen begynder allerede
i Xenofons Apologi 14.
4) Ernst Horneffer: Der junge Platon. Giessen 1922.
DEN DELFISKE GUD
Saaledes lader altsaa Platon Sokrates gøre Oraklet i Delfi liges
frem til sin Inspirationskilde, Apollon til „den der vakte ham“, vilde
vi sige, og det er dette Vidnesbyrd, der fortrinsvis har betinget
Oraklets Ry i Efterverdenens Bevidsthed og givet Elelligdommen en
ærefuld Plads i den græske Tænknings Rige.
Men tør vi tro Platon, naar han lægger Orakelsvaret til Grund for
Sokrates’ Virksomhed? Eller Sokrates selv, hvis han virkelig i Fors
svarstalen har fremstillet Sagen saaledes?
Det har sin Interesse at betragte, hvor forskelligt dette Spørgss
maal besvares af vor Tids Forskere.
Wilamowitz1) hævder, at det navnkundige Orakelsvar ikke maa
tages for højtideligt. Chairefon drager til Delfi og spørger paa en
Tid, da han og mange andre allerede er kommen til Klarhed over
Sokrates’ Ejendommelighed og Storhed. Der spørges: „Er nogen vis
sere end Sokrates?“, og Oraklet svarer Nej. Hvorfor skulde det ikke
svare en pæn Mand, hvad han aabenbart ønskede at høre? Ved et
Tilfælde fik dette Orakelsvar en uanet Virkning, og Sokrates selv
folte sin Kaldelse bekræftet ad guddommelig Vej, følte sig fra nu
af som „Guds Tjener44.2)
Det hele skulde altsaa nærmest bero paa en Tilfældighed, et Held
som Oraklet selv klogt udnyttede, da Sokrates’ Storhed efterhaanden
gik op for alle Hellenerne.
Da spandt Legenden nemlig sine Ranker om Orakelsvaret, der
blev udvidet til at erklære Sokrates for friere, retfærdigere og for?
nuftigere end alle Samtidige; eller det blev sat paa Vers3):
»Visest af alle Mænd er Sokrates«,
eller:
»Vis er Sofokles, visere Euripides,
visest af alle Mænd dog Sokrates.«
Imod denne Opfattelse polemiserer Ernst Horneffer,4) der lægger
Hovedvægten paa Sokrates’ egen Forsikring længere henne i Apolo?
gien (33 C): „Men dette (at gaa rundt og prøve Sjælene) er bleven
mig paalagt af Guden baade gennem Orakelsvar og Drømmesyner
og paa enhver Maade, paa hvilken nogensinde den guddommelige
Vilje har paalagt et Menneske at gøre noget.“ Med Henblik herpaa
D Platon II S. 53.
2) Platons Faidon 85 b.
8) Hendess: Oracula Graeca S. 13. Legendedannelsen begynder allerede
i Xenofons Apologi 14.
4) Ernst Horneffer: Der junge Platon. Giessen 1922.