DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.55882#0017
7
undervisningen aabnede ham Adgang til flere hsift dannede Familiekredse hvorved der stundom gaves
ham Leilighed til Erhverv ved at tegne Portraiter. Af flige Arbeider opbevares endnu flere smaa
Portraiter, der scedvanlig cre tegnede paa Pergament og overlagte med en svag Tinte af Vandfarve.
Et saadant, hans eget Portrait, tegnet af ham selv i hans 24de Aar, viser ham i hans lille Vcerksted, 4ab. VIII.
medens han arbeidede paa Etatsraad Tyge Nothes Buste.
Af hans modellerede Portraitmedailloner ere endnu adskillige opbevarede, og sire Vignetter
til Suhms nordiske Fortcellinger, til Hastes Thalia samt Skuespillerinden Md. Rosings
Portrait i Rahbeks prosaiske Forso g ere i Literaturen Mindesmoerker om ham fra denne Tid.
Ved adskillige celdre Kunstbrodre indfortes han omtrent i samme Periode i det Dansk-Dra-
matisk Liter aire Selskab, hvor der i muntert Vennelag aabnedes ham en for Aanden frugt-
bringende Omgang med Mcend, som Abrahamson, Rahbek, H. Steffens og Thaarup,
blandt hvilke han ved sin elskelige Charakteer, sin Genialitet og sit Kunftnervcrrd hcevdede sin Plads.
I dette Selskabs glade Sammenkomster tog han gjerne Deel, men synes dog, ifolge sin Genius,
mere at have afgivet en Beskuer og Iagttager end en overgiven Selskabsbroder.
Han erindres i denne Tid uadskillelig fra en stor Hund, — hans store Kjcrrlighed til Dyrene
er ham endnu et Scerkjende, — og da denne engang havde bidt en utaalmodig Creditor, blev det
lcrnge en staaende Spog mellem hans Venner at bede ham om Hvalpe af den fortræffelige Hund,
som kunde bide Creditorer.
I sit Udvortes iagttog han en Belanstoendighed, der skal have staaet i en paafaldende Mod-
sætning til Familiens huuslige Forholo. Stundom beklagede han sig over, at hans Arbeidskammer
var saa uskikket til at modtage Vesogende, men da engang en Ven tilbod ham et Vcerelse hos sig,
afslog han det, fordi det ikke skulde synes, at han foragtede sine fattige Forceldre.
Om hans Charakteer som Ungling hores af hans Jevnaldrende forskjellige Meninger, da
hans ualmindelige Vcesen er bleven forffjelligt opfattet. Medens Nogle forklare det stille drsmmende
Sind og den dybsindige Taushed som grundet i hemmelig Kummer over Familiens trange Kaar,
angive Andre en hsiere, ved hans senere Udvikling mere retfcerdiggjort Aarsag. Thi vel var Nod-
torftigheden hans Ungdoms strenge Ledsagerinde, men hans dybe Kunstnerblik dvcelede tankefuldt paa
den foranilende Genius, og han gav derfor liden Agt paa, om han traadte paa banede eller ubanede Veie.
Derimod synes han eenstemmigen at staae for Alles Erindring som en elskelig, i sig selv for-
dybet, ung Kunstner, hvis levende, lyseblaa Oie prophetifk forudsagde hvad han i Kunsten ffulde
aabenbare, og at han hverken kunde siges at vcere beskeden eller forfcengelig, men at han elskede sin
Genius fremfor Alt.
Hvad hans Dannelse angaaer, er det sagt, at han vorede op, saa ganske overladt til sig selv
og den gunstige Natur, som det vel kan tcenkes i en civiliseret Stat. Vistnok har den Underviisning
og Opdragelse, han har nydt, ikke kunnet give ham det, som man i Almindelighed forstaaer ved
Dannelse, men man er maaffee dog i denne Henseende gaaet lidt for vidt, og har fundet et Slags
Tilfredsstillelse i at tillcegge hans lykkelige Natur Alt, for ligesom at hoeve ham til et saameget
hsiere Standpunkt ved at scette hans Udspring saa lavt som muligt.
Af Sprog kjendte han vel kun sit eget — endnu kjender han neppe noget correct; — men
ubegribeligt er det for den, der kjender den lange Rcekke egenhoendige Breve, han fra 1798 til 1812
har tilskrevet Academiet i Kjsbenhavn, at hsre ellers trovcerdige Folk fortcelle, at han som Medlem
af det ncevnte dramatiske Selskab engang er traadt frem i Alcadens Rolle, da der spilledes „Bar-
undervisningen aabnede ham Adgang til flere hsift dannede Familiekredse hvorved der stundom gaves
ham Leilighed til Erhverv ved at tegne Portraiter. Af flige Arbeider opbevares endnu flere smaa
Portraiter, der scedvanlig cre tegnede paa Pergament og overlagte med en svag Tinte af Vandfarve.
Et saadant, hans eget Portrait, tegnet af ham selv i hans 24de Aar, viser ham i hans lille Vcerksted, 4ab. VIII.
medens han arbeidede paa Etatsraad Tyge Nothes Buste.
Af hans modellerede Portraitmedailloner ere endnu adskillige opbevarede, og sire Vignetter
til Suhms nordiske Fortcellinger, til Hastes Thalia samt Skuespillerinden Md. Rosings
Portrait i Rahbeks prosaiske Forso g ere i Literaturen Mindesmoerker om ham fra denne Tid.
Ved adskillige celdre Kunstbrodre indfortes han omtrent i samme Periode i det Dansk-Dra-
matisk Liter aire Selskab, hvor der i muntert Vennelag aabnedes ham en for Aanden frugt-
bringende Omgang med Mcend, som Abrahamson, Rahbek, H. Steffens og Thaarup,
blandt hvilke han ved sin elskelige Charakteer, sin Genialitet og sit Kunftnervcrrd hcevdede sin Plads.
I dette Selskabs glade Sammenkomster tog han gjerne Deel, men synes dog, ifolge sin Genius,
mere at have afgivet en Beskuer og Iagttager end en overgiven Selskabsbroder.
Han erindres i denne Tid uadskillelig fra en stor Hund, — hans store Kjcrrlighed til Dyrene
er ham endnu et Scerkjende, — og da denne engang havde bidt en utaalmodig Creditor, blev det
lcrnge en staaende Spog mellem hans Venner at bede ham om Hvalpe af den fortræffelige Hund,
som kunde bide Creditorer.
I sit Udvortes iagttog han en Belanstoendighed, der skal have staaet i en paafaldende Mod-
sætning til Familiens huuslige Forholo. Stundom beklagede han sig over, at hans Arbeidskammer
var saa uskikket til at modtage Vesogende, men da engang en Ven tilbod ham et Vcerelse hos sig,
afslog han det, fordi det ikke skulde synes, at han foragtede sine fattige Forceldre.
Om hans Charakteer som Ungling hores af hans Jevnaldrende forskjellige Meninger, da
hans ualmindelige Vcesen er bleven forffjelligt opfattet. Medens Nogle forklare det stille drsmmende
Sind og den dybsindige Taushed som grundet i hemmelig Kummer over Familiens trange Kaar,
angive Andre en hsiere, ved hans senere Udvikling mere retfcerdiggjort Aarsag. Thi vel var Nod-
torftigheden hans Ungdoms strenge Ledsagerinde, men hans dybe Kunstnerblik dvcelede tankefuldt paa
den foranilende Genius, og han gav derfor liden Agt paa, om han traadte paa banede eller ubanede Veie.
Derimod synes han eenstemmigen at staae for Alles Erindring som en elskelig, i sig selv for-
dybet, ung Kunstner, hvis levende, lyseblaa Oie prophetifk forudsagde hvad han i Kunsten ffulde
aabenbare, og at han hverken kunde siges at vcere beskeden eller forfcengelig, men at han elskede sin
Genius fremfor Alt.
Hvad hans Dannelse angaaer, er det sagt, at han vorede op, saa ganske overladt til sig selv
og den gunstige Natur, som det vel kan tcenkes i en civiliseret Stat. Vistnok har den Underviisning
og Opdragelse, han har nydt, ikke kunnet give ham det, som man i Almindelighed forstaaer ved
Dannelse, men man er maaffee dog i denne Henseende gaaet lidt for vidt, og har fundet et Slags
Tilfredsstillelse i at tillcegge hans lykkelige Natur Alt, for ligesom at hoeve ham til et saameget
hsiere Standpunkt ved at scette hans Udspring saa lavt som muligt.
Af Sprog kjendte han vel kun sit eget — endnu kjender han neppe noget correct; — men
ubegribeligt er det for den, der kjender den lange Rcekke egenhoendige Breve, han fra 1798 til 1812
har tilskrevet Academiet i Kjsbenhavn, at hsre ellers trovcerdige Folk fortcelle, at han som Medlem
af det ncevnte dramatiske Selskab engang er traadt frem i Alcadens Rolle, da der spilledes „Bar-