DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0017
I
APOLLONS EROBRING AF DELFI
APOLLON er en vandrende Gud, og vidt er hans Hel-
XX ligdomme spredte. Da den græske Religion blev re-
flekterende, søgte den at sætte hans Vandringer i System
og lade ham dvæle en Maaned paa hvert Sted, men Tiden
slog ikke til, saa talrige var Kultstederne.
Medens Spørgsmaalet om de enkelte Helligdommes Pri-
oritet ikke er let at løse, er der ingen Tvivl om, at Apollon
er en fremmed, ugræsk Gud1. I den ældste græske Digt-
ning: Iliaden er Apollon Grækernes Fjende, men paa Tro-
janernes Side og Asiaternes Ven og Forbundsfælle. Han
driver den tapre Diomedes tilbage, han er Skyld i Patro-
klos' Død, og Achilleus har en Forudfølelse af, at han vil
bringe ham selv Døden, og kalder ham „den fordærveligste
af alle Guder" (22 v. 15). I Iliadens 1ste Sang ser vi Apol-
lon skride ned fra Olympen for at sende pestførende Pile
mod Grækerne, der har handlet ilde med hans Præst, og
da siges der om ham, at han „gaar frem lig Natten", et
Billede, som man først forstaar, naar man har oplevet en
sydlandsk Nats pludselige og uhyggelige Indtræden. Me-
dens Apollopræsten Chryses kan nævne en hel Række
Apollohelligdomme, alle beliggende i Lilleasien, omtales
det delfiske Apollotempel og dets store Rigdomme kun i
Iliadens 9de Sang, der synes at være blandt de seneste
Partier af Digtningen, og fremtrædende bliver Delfi og
Delos først i „Skibskatalogen", Iliadens yngste Del, og i
Odysseen.
Af Apollons Tilnavne i Iliaden er „Smintheus" ugræsk
og „Lykegenes" kan ikke betyde andet end „den i Lykien
1 Wilamowitz i Hermes 38 (1903) S. 575. Wilamowitz: Greek historical
writing and Apollon. Oxford 1908.
APOLLONS EROBRING AF DELFI
APOLLON er en vandrende Gud, og vidt er hans Hel-
XX ligdomme spredte. Da den græske Religion blev re-
flekterende, søgte den at sætte hans Vandringer i System
og lade ham dvæle en Maaned paa hvert Sted, men Tiden
slog ikke til, saa talrige var Kultstederne.
Medens Spørgsmaalet om de enkelte Helligdommes Pri-
oritet ikke er let at løse, er der ingen Tvivl om, at Apollon
er en fremmed, ugræsk Gud1. I den ældste græske Digt-
ning: Iliaden er Apollon Grækernes Fjende, men paa Tro-
janernes Side og Asiaternes Ven og Forbundsfælle. Han
driver den tapre Diomedes tilbage, han er Skyld i Patro-
klos' Død, og Achilleus har en Forudfølelse af, at han vil
bringe ham selv Døden, og kalder ham „den fordærveligste
af alle Guder" (22 v. 15). I Iliadens 1ste Sang ser vi Apol-
lon skride ned fra Olympen for at sende pestførende Pile
mod Grækerne, der har handlet ilde med hans Præst, og
da siges der om ham, at han „gaar frem lig Natten", et
Billede, som man først forstaar, naar man har oplevet en
sydlandsk Nats pludselige og uhyggelige Indtræden. Me-
dens Apollopræsten Chryses kan nævne en hel Række
Apollohelligdomme, alle beliggende i Lilleasien, omtales
det delfiske Apollotempel og dets store Rigdomme kun i
Iliadens 9de Sang, der synes at være blandt de seneste
Partier af Digtningen, og fremtrædende bliver Delfi og
Delos først i „Skibskatalogen", Iliadens yngste Del, og i
Odysseen.
Af Apollons Tilnavne i Iliaden er „Smintheus" ugræsk
og „Lykegenes" kan ikke betyde andet end „den i Lykien
1 Wilamowitz i Hermes 38 (1903) S. 575. Wilamowitz: Greek historical
writing and Apollon. Oxford 1908.