DOI Page / Citation link:
https://doi.org/10.11588/diglit.56296#0037
II
ORAKLET
SAALEDES vekslede Kult med Kult i Delfi, idet Udvik-
lingen kronedes af Apolloreligionen, der allerede paa
Iliadens Tid, i 9de—8de Aarh. f. Kr, havde gjort Pytho til
en rig Helligdom, Men der var endnu en lang Udvikling
tilbage, inden man kunde kalde Delfi for „Hellas' fælles
Arne“ eller „Hellas’ fælles Trefod",
Oprindeligt kom sagtens kun Omegnens Folk og spurgte
om deres smaa Anliggender, som de havde gjort det alle-
rede i Ges Tid, om de skulde gifte sig eller ej, gaa tilsøs
eller blive hjemme og pløje, om det var sikkert at laane
den og den Mand Penge, om de skulde købe en Træl, hvor
de skulde tage Arbejde, om de vilde faa Børn i deres Ægte-
skab, om Afgrøden i Aar vilde blive god eller ej. Det var
den Slags trivielle Spørgsmaal, der til Plutarchs Sorg igen
var bleven eneraadende under Oraklets Dekadence i den
romerske Kejsertid1, men som naturligvis til alle Tider var
de overvejende, ogsaa i Oraklets Stortid. Saaledes spør-
ger Xenofon, før han drager med de græske Lejetropper
til Kyros, til hvilken Gud han skal ofre for at komme godt
hjem, et Spørgsmaal, som Sokrates med Rette dadler: han
skulde have spurgt, om han i det hele taget skulde drage
ud eller blive hjemme2. Meget betegnende er Ciceros
Forespørgsel til Oraklet: „hvorledes han skulde naa højest
i Berømmelse?" Præstinden svarede, at han skulde gøre
sin egen Natur, ikke Mængdens Mening til sit Livs Leder3,
Spørgsmaal og Svar er lige karakteristiske: det første for
Ciceros Forfængelighed, det sidste for det stereotype i
Oraklets Raad; det kunde have passet godt paa mangen
1 De Pythiae oraculis 26 og 28. ’ Anabasis III 1, 6. ’Plutarch: Ci-
cero 5.
ORAKLET
SAALEDES vekslede Kult med Kult i Delfi, idet Udvik-
lingen kronedes af Apolloreligionen, der allerede paa
Iliadens Tid, i 9de—8de Aarh. f. Kr, havde gjort Pytho til
en rig Helligdom, Men der var endnu en lang Udvikling
tilbage, inden man kunde kalde Delfi for „Hellas' fælles
Arne“ eller „Hellas’ fælles Trefod",
Oprindeligt kom sagtens kun Omegnens Folk og spurgte
om deres smaa Anliggender, som de havde gjort det alle-
rede i Ges Tid, om de skulde gifte sig eller ej, gaa tilsøs
eller blive hjemme og pløje, om det var sikkert at laane
den og den Mand Penge, om de skulde købe en Træl, hvor
de skulde tage Arbejde, om de vilde faa Børn i deres Ægte-
skab, om Afgrøden i Aar vilde blive god eller ej. Det var
den Slags trivielle Spørgsmaal, der til Plutarchs Sorg igen
var bleven eneraadende under Oraklets Dekadence i den
romerske Kejsertid1, men som naturligvis til alle Tider var
de overvejende, ogsaa i Oraklets Stortid. Saaledes spør-
ger Xenofon, før han drager med de græske Lejetropper
til Kyros, til hvilken Gud han skal ofre for at komme godt
hjem, et Spørgsmaal, som Sokrates med Rette dadler: han
skulde have spurgt, om han i det hele taget skulde drage
ud eller blive hjemme2. Meget betegnende er Ciceros
Forespørgsel til Oraklet: „hvorledes han skulde naa højest
i Berømmelse?" Præstinden svarede, at han skulde gøre
sin egen Natur, ikke Mængdens Mening til sit Livs Leder3,
Spørgsmaal og Svar er lige karakteristiske: det første for
Ciceros Forfængelighed, det sidste for det stereotype i
Oraklets Raad; det kunde have passet godt paa mangen
1 De Pythiae oraculis 26 og 28. ’ Anabasis III 1, 6. ’Plutarch: Ci-
cero 5.